UNBROKEN: En hyldest til ukuelig udholdenhed og U.S.A.

Af Rikke Bjørnholt Fink

Unbroken er en lidt frustrerende film. På den ene side er der lækkert skuespil, flotte billeder og en god historie. På den anden side er de patriotiske overtoner, de til tider lidt disney-agtige replikker og den dominerende filmmusik forstyrrende. Havde filmen ikke været bygget på en rigtig historie, havde den virket fjollet, USA-forherligende og urealistisk. Langt det meste af filmen er dog fortalt så selv en kritisk europæer kan være med.

Louie Zamperini er en rod af en italiensk immigrant, der takket være en ihærdig storebror bliver en dygtig løber i high-school. Han ender med at overraske positivt til nazisternes OL i 1936. Inden han igen kan komme til OL kommer 2. verdenskrig dog på tværs, og han ender på et bombefly i Stillehavet. En dag styrter flyet ned og herfra starter Zamperinis kamp. Fra en haj-omringet gummibåd midt på havet til en japansk fangelejr ledet af en sadistisk tyran, følger vi en historie om en imponerende mand, der som titlen antyder var overordentlig svær at knække.

 

Overordnet set fanger filmen den intense afmagt, som man kun kan forestille sig at disse mænd har følt. Point of view holdes hele tiden hos hovedkarakteren, så vi ikke ved mere end ham – og det fungerer. Indimellem bliver der dog smurt lige lovligt tykt på i dialogen. Jeg vrider mig lidt når Zamperini i fangelejren indser, at hans storebrors lommefilosofi om udholdenhed i virkeligheden siger en hel del om, hvordan man overlever at være krigsfange. Til gengæld er den kammeratlige ping-pong og fælles frustration hos soldaterne troværdig og skuespillet fejler så absolut ikke noget.

ANMELDELSE AF:
Unbroken

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Angelina Jolie

LAND:
USA

Det, på det store lærred, relativt ubeskrevne blad, Jack O’Connel, mestrer både drenget charme og dyb fortvivlelse. Han giver en troværdig fremstilling af den umenneskeligt udholdende Zamperini. Hvad der nok er en større overraskelse, er castingen af den japanske, superandrogyne rockstjerne, Miyavi. Han indtager overbevisende enhver scene, hvor han optræder som den forsmåede fangevogter ”The Bird” og samspillet mellem ham og O’Connel fungerer i øvrigt virkelig godt. Dygtige skuespillere hjælpes også på vej af make-up og sultekure, så karaktererne fremstår uforsødede, og faktisk ligner krigsfanger.

Efter filmen er slut får vi i tekst og stillbilleder at vide, hvad der skete med de overlevende karakterer efter krigens afslutning. Uden at afsløre noget, vil jeg blot sige at man ud fra denne information kunne have fortalt en langt mere interessant historie, men at den nok ikke havde passet lige så godt til den storladne musik og det generelle lidt patriotiske tilsnit. Musikken ville have haft godt af færre storladne passager. Ofte er den faktisk bedst når den ikke er der, for den stærke fortælling med den fine billedside tager kun skade af en sådan strygerkakofoni.

Unbroken er virkelig for meget til tider, men i langt det meste af filmen er musikken afdæmpet, karaktererne troværdige og billederne lækre. Det bliver spændende at se mere fra Jolie, for hun kan sagtens instruere. Det er dog dybt frustrerende at læse om Louie Zamperini og vide at der i hans livshistorie gemmer sig en fantastisk film, som vi aldrig får at se.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *