ULYDIGHED:
Frihedens barske sejr

Sebastián Lelio var sidst aktuel med En Fantastisk Kvinde i 2017. Det var historien om transkvinden Marinas (Daniela Vega) kamp mod mistillid, fordomme og adskillige krænkelser mod hendes privatliv. Hans seneste skud på stammen, Ulydighed, indskriver sig i en lignende tendens. Her kæmper to jødiske kvinder for deres forhold sammen og for retten til at være den, de virkelig er, i et yderst konservativt miljø.

Ulydighed fortælles også med den samme sirlighed som Lelios forrige film. Den er langsomt pacet og dvæler glad og gerne ved en enkelt scene eller en enkelt indstilling. Der er plads til stille, intime øjeblikke og enormt lange indstillinger, der afspejler karakterernes tumultrige indre liv. Nogle gange er disse endda så tydelige i deres billedsprog, at de virker lidt indlysende—men det føles ikke som et problem. Ulydighed formidler sin tematik klart og tydeligt, men holder alligevel ikke tilskueren i hånden.

I stedet bliver seeren kastet ind i en historie, der nærmest allerede er i gang. Sløret løftes lige så stille for, hvad der er foregået i karakterernes liv, så vi langsomt kan stykke denne information sammen. Ulydighed er forholdsvis atypisk for en LGBT-film; de lesbiske hovedpersoner har allerede en fortid sammen. De bruger ikke filmen på at forelske sig og derefter tvivle og kæmpe med deres følelser. Ronit (Rachel Weisz), der er flygtet fra det jødiske lokalsamfund, og Esti (Rachel McAdams) forelskede sig, da de var teenagere. Den fortid bliver lige så stille udforsket, og tvivlen ligger i stedet i, hvordan de håndterer Ronits tilbagevenden, deres forholds fremtid og især Estis seksualitet.

Der er nemlig ikke lagt fingre imellem. Ulydighed er overvejende en positiv fortælling, der lader sine karakterer sejre uden at være sukkersød—men alt dette finder sted i en benhård verden. Ronit fortæller midt i Sabbat-måltidet, at hun nok ville have taget sit eget liv, hvis hun var blevet bortgift til en eller anden mand. Samtidig har Esti indstillet sig på, at hun må lægge låg på sit lesbiske jeg i resten af sit liv—for religionen og for fællesskabet.

Filmens fundamentale optimisme kæmper konstant mod virkelighedens barske realiteter. Et så traditionelt, konservativt samfund som det jødisk ortodokse kan have umådeligt svært ved at rumme folk, der afviger fra traditionerne. Og det er en fandens vigtig historie at fortælle—at der er håb, at man har et valg, at man godt kan vælge friheden.

I den forbindelse skal det også nævnes, at Alessandro Nivola som Dovid, de to elskeres barndomsven og Estis ægtemand, gør et fremragende stykke arbejde. Han bærer flere intense scener blot med sit ansigts følelsesregister, og det er voldsomt medrivende. De to Rachels i hovedrollerne er også ganske opslugende at se på. Weisz udtrykker soleklart Ronits frustrerede indignation, mens McAdams uhyggeligt flot skildrer Estis stille desperation.

Desuden formår filmen at være ret eksplicit og rå uden rent faktisk at vise seeren ret meget. Vi får lige akkurat nok at se til, at vi ved præcis, hvad der foregår. Ellers hviler kameraet på Ronit og Estis intense intimitet, når de er sammen—også når de ikke går i seng med hinanden.

Ulydighed bryder LGBT-films gængse opbygning og får skabt en yderst omhyggelig film, der er propfyldt med fortiede isbjerge og dybt intime øjeblikke. Den er overraskende opløftende, og det er umådelig let at ende med at sidde med lettelsens tårer i øjnene.