Anmeldelse
ULVELAND: Glimt af børnenes liv

Af Amine Kromann Karacan

For dem, der ikke er unge eller bor på Nørrebro, bringer Blågårds Plads højst sandsynligt flest associationer til bandekriminalitet og utryghed. Ulveland er et kærkomment indblik i de forskelligartede liv, der leves på pladsen. Olivia Chamby-Rus har instrueret en dokumentarfilm, der er positivt overraskende.

Der er så meget lysegrønt, og det er skønt, opmuntrende. En barnehånd på en træstamme, en anden, der plukker tomater. Disse brudstykker puster liv. Så møder vi menneskene. Der er en lille tyk, bebrillet dreng i en spejderuniform. Han er en ulveunge. Der er en fræk dreng, der driller pigerne. Deres smil er skrøbelige og skælmske. Der er en ung mand. Han arbejder i en kiosk, men drømmer om et liv som countrystjerne. Han har en pæn tøjstil. Enkel cowboy. Han ridder ned af Blågårdsgade på en hest. Det er en drøm, men det må jo være sket i virkeligheden. Det er behageligt, at det er begge dele.

Tempoet er uforudsigeligt, men drivende. Der springes fra den ene oplevelse til den anden. Der klippes imellem noget almindeligt og vilde dyr, hvilket er morsomt. Børnenes uskyldighed rører mig. Det er som et indblik i deres hemmelige liv uden voksne. Jeg ville gerne blive længere hos dem, men så i næste sekvens er jeg væk, videre til noget nyt. Børns liv er mest af alt hemmelige, fordi de voksne ikke tager sig tid til at se på dem.

Livet er oftest mest interessant at rapportere om, når det går fantastisk godt eller frygtelig dårligt, og det samme gælder det at skrive anmeldelser. Det er i hvert fald helt bestemt lettest at anmelde en film, hvis kvalitet befinder sig i den ene eller anden ende af skalaen. Der er flest spændinger i udsvingene, både i litterære og filmiske udfoldelser; ja, i alle dramaturgiske udtryksformer er det den letteste måde at fænge mennesker på, hvis der sker noget vigtigt. Denne tese gør det svært at destillere Ulveland, der mest af alt er en række stemninger, der svæver forbi mig.

En film behøver ikke at have en klar handling eller historie at fortælle, men den bør dog være fængende. Ulveland har mange fine sekvenser, men den mætter mig ikke. Jeg ville gerne have lært personerne bedre at kende – have set mere til dem og ind i dem. De strømmer forbi mig, netop mere som stemninger end egentlige skæbner, hvilket kunne have været poetisk, men i stedet føles en smule halvfærdigt.

Jeg vil ikke være for skrap. Det bliver man let som anmelder. Ulveland kunne godt have brugt mere tid sammen med de mennesker, den portrætterer – selvom den har taget tre år at filme. Jeg mangler fokus. Men der er alligevel humor og kærlighed i den, og intentionen er nogle gange vigtigere end resultatet – derfor holder jeg af Ulveland, selvom jeg er nærig med stjernerne.

Kommentarer