LOVE, SIMON:
Uimodståelig og rørende milepæl for ungdomsfilm

Hvis man tænker på film om homoseksuelle, er de sjældent lykkelige. Homoseksuelle karakterer dør oftere, end de får en happy ending. Det er ved at ændre sig gradvist, men denne tendens holder desværre stadig mainstreamproduktioner i sit jerngreb.

Derfor kunne jeg ikke være mere lykkelig over eksistensen af Love, Simon. Filmen, instrueret af Greg Berlanti, er alt, hvad man kunne ønske sig af en ungdomsfilm. Historien udfolder sig i Simon Spiers (Nick Robinson) sidste år af high school, og alle de kendte troper er til stede: det pumpende ungdommelige soundtrack, den pinlige men velmenende rektor (spillet fortræffeligt af Tony Hale), vennerne som ikke kunne glæde sig mere til at slippe væk fra skolens fængslende betonvægge. Alt som løftet direkte fra en John Hughes-ungdomsklassiker.

Men så er Love, Simon alligevel ikke helt som andre ungdomsfilm. Simon er nemlig homoseksuel. Det er første gang, jeg nogensinde har set en homoseksuel hovedperson i en major studio ungdomsfilm. Det er alligevel imponerende. Simon holder sin seksualitet hemmelig for alle, selv for sine nærmeste venner og sin familie. Det ændrer sig, da en anden fra skolen skriver anonymt på en sladderblog, at han også er homoseksuel. Simon begynder at skrive frem og tilbage med denne mystiske skikkelse, som bliver en fortrolig ven og den eneste, der forstår Simons situation. Og så bliver Simon selvfølgelig også lidt forelsket i ’Blue’, som Simon kender ham fra deres online korrespondance.

Simons online forelskelse spiller sig ud som så mange andre rom-coms, men det faktum, at Simon ikke tør fortælle nogen om sin seksualitet, tilføjer et element af suspense, jeg ikke er vant til at se i lignende film. Alle de situationer, Simon får rodet sig ud i på grund af sin store hemmelighed, har dybere gravitas end det sædvanlige ’elsker han mig, elsker han mig ikke’-pladder.

Selvom filmen er meget nytænkende på disse kanter, kan den ikke lade være med at tumle ned i den samme karikerede dramaturgi, som vi har set i en million rom-coms og ungdomsfilm før. Det var lidt skuffende at ikke blive mere overrasket.

Men på samme tid er Love, Simon nemlig vigtig, fordi den ikke er overraskende. Den udspiller sig lige præcis som utallige ungdomsfilm om heteroseksuel kærlighed. Den viser Simons stridende følelser for sin seksualitet med respekt, og som tagline’n siger, “everyone deserves a great love story”. Det får Simon heldigvis. Det er en kæmpe milepæl for mainstreamkulturen, at en film som Love, Simon findes, og at homoseksuelle teenagere verden over kan se, at deres seksualitet er intet at skamme sig over. Ved at holde en meget simpel og kærlig tone, opnår Love, Simon noget, som vi ikke ser ofte i film om homoseksuelle.

I sidste ende bliver ingen voldsomt overrasket eller chokeret efter at se Love, Simon, men det er måske lige præcis det, vi egentlig har brug for. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at John Hughes ville være stolt over denne rørende, sjove og unikke tilføjelse til ungdomsfilmgenren.