LOVELESS:
Udtrådt selfiekritik i et hæderligt stykke socialrealisme

I min hidtidige anmelderbeskæftigelse må jeg erkende, at jeg ret konsistent har tildelt film én stjerne for meget, det vil sige, jeg har fulgt den lidt for generøse standard, resten af os synes at sætte, altså den proportionalitet (imellem antal stjerner og filmens egentlige kvalitet) som danske kritikere i det store og hele følger, således at når jeg tildeler indeværende film sølle tre stjerner, så lægge det sig tættere på fire stjerner relativt til andres og mine tidligere anmeldelser (som du næppe har læst, og fred være med det).

 

Og nu til anmeldelsen – Loveless er en film af russiske Andrey Zvyagintsev, hvis nydelige cv tæller blandt andre Leviathan fra 2014. Loveless vandt juryprisen på årets Cannes-festival og er blandt favoritterne til årets Oscar for bedste udenlandske film. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, det er en helt igennem udmærket film, og man kan undre sig over, at den i det hele taget har set dagens lys med det berygtede russiske censurværk in mente, for den er forholdsvis eksplicit i sin samfundskritik og når endda at italesætte hele balladen i Ukraine.

 

Loveless er kort sagt en film om barnet, ingen ville have. Alexeys hyperegoistiske forældre skal skilles, begge vil de begynde på en frisk med deres nye partnere, bare den ikke involverer førnævnte tolvårig. De skiftes til at agere smagløst og selvoptaget, moderen evindeligt fanget i sin russiske Instagram og faderen i sin beskæggede apati.

 

Og en dag løber Alexey sin vej – hermed pist borte. Forældrene får nosset sig sammen til at kontakte politiet og en yderst velkoordineret, frivillig eftersøgningsgruppe. Dette er for så vidt filmens afsæt – deres pludselige konfrontation med det elendige, omsorgsløse forældreskab. Filmen portrætterer en del af verden, hvor gud og hver mand er miljøskadet. Moderen skriger på opmærksomhed over sine sociale medier og fortæller sin nye fyr, at hun elsker ham, og man vrider sig i sædet, det er næsten kvalmende, for det er åbenlyst en slags ‘surrogatkærlighed’ (så kom akademikeren til). Måske er vi alle lidt loveless?

 

Desværre er filmens portræt af det kærlighedsløse liv lige lovlig tyndt. Der bliver taget ustyrligt mange selfies, men i en slig socialrealistisk æstetik bliver det kedeligt og forudsigeligt. Samfundskritikken vil ingen ende tage, når selfierne bestandigt hagler ind over billedet, det bliver næsten vulgært i sit omfang og ikke komplekst i det hele taget, som var dette en nylig åbenbaring fra skaberens ejendommelige tanker.

 

Jeg finder ligeledes, at filmen med fordel kunne have trukket på en mere ekspressiv billedflade til at supplere det alt andet lige fantastiske, minimalistiske og bankende musikstykke, der åbner og lukker forestillingen (lidt som et ministykke af den gæve Steve Reich). Havde billedfladen arbejdet mere med fortællingens indhold, det være sig klaustrofobisk eller hvad som helst, ville det hele måske forekomme dybere, fremfor dette lidt udtrådte, flade og forglemmelige filmsprog, typisk for den mere jævne socialrealisme, der sjældent antyder det store, selv om det rent teknisk er filmet helt udmærket (se det fine pressefoto).

 

Ikke desto mindre er her tale om et fint, undertiden lidt tyndt, portræt af det kærlighedsløse liv med ustadige følelser af vrede og apati. Zvyagintsev har begået sig et udmærket stykke socialrealisme, skønt protagonisterne er noget ensidige og lidt fesne objekter for den samtidskritik, filmen stiler efter – i sidste ende forekommer den resolutte eftersøgningskoordinator mig faktisk at være den bedste karakter.