Ubehageligt god

Af Joachim Morre 

Som bekendt var et stort publikum i biografen ved juletid for at se den producerbarberede lillebror til Triers directorcuttede udgave. Producerudgaven fortjener anerkendelse for at have bevaret historien intakt, men i øvrigt ser denne anmeldelse det ikke som sin opgave at sammenligne de to udgaver og opliste udeladelser og pros-and-cons.

Lars von Triers halvdagsfilm fortjener nemlig at tale for sig selv. For selvom 5 ½ time er lang tid at tilbringe i biografmørket, selv for den mest dedikerede filmentusiast, formår Nymphomaniac at underholde visuelt såvel som narrativt fra ende til anden.

Efter en omfattende markedsføring af filmen som ”pornofilm” må man sande, at det endelige resultat repræsenterer alt andet end det. Beklager onanister. Det overfladiske, der kendetegner pornografien, efterlades i Triers march ned i den psykologiske undergrund. Og der er langt ned. Maratonfortællingen afsøger det menneskelige sinds inderste, mørkeste afkroge. Den del af mennesket, der ikke kan trænges ind i, lige meget hvor mange stive pikke der står til rådighed.

Filmen forener det skønne og det uskønne. Dette anslås allerede i prologen. En sanselig og poetisk kameratur afbrydes abrupt af Rammsteins tunge dødsguitarer. Og så er vi ligesom i gang. Den rene æstetik og de gængse normer skal udfordres.

ANMELDELSE AF:

Nymphomaniac – Directors Cut

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Lars von Trier

LAND:
Danmark

Nymphomaniac er en psykoseksuel rejse igennem den selvdiagnosticerede nymfoman Joes erotiske liv. Fortællingen udgår fra en samtalesituation imellem den intellektuelle gammeljomfru Seligman (Stellan Skarsgård) og den forslåede og hårdtprøvede Joe (Charlotte Gainsbourg). Joes livshistorie præsenteres kapitelinddelt og fortælleformen er eksperimenterende, legende og selvbevidst, som vi kender det fra flere af Triers tidligere værker.

Joes beretninger afbrydes som et gennemgående greb af Seligmans underholdende og filosofiske betragtninger om litteratur, religion og fluefiskeri. Seligman har igennem et menneskeliv ladet sig forføre af det intellektuelle, og hans anekdoter giver Trier en platform til at udleve(re) sine nørderier samt kommentere på handlingen – overlegent og humoristisk. Seligmans digressioner fungerer fremragende som narrativt greb og skaber en befriende afveksling i den lange fortælling.

Den lange fortælling holdes ligeledes i live ved sene introduktioner af stærke karakterer. Det gælder særligt den afmålte sadist K (Jamie Bell) og den kriminelle bagmand L (Willem Dafoe), der puster nyt liv i filmens i forvejen imponerende persongalleri.

Triers status som provokatør og grænsesprænger cementeres med Nymphomaniac. Ikke, som man måske kunne forvente, i kraft af de eksplicitte sexscener men mere igennem hans evne til at portrættere ydmygelse og selvdestruktivitet hos mennesket. Således er flere af filmens mest opsigtsvækkende og vellykkede scener ligeså tåkrummende eller rædselsvækkende, som de er dragende.

Som eksempel på dette bør Uma Thurmans fremragende præstation som Mrs. H nævnes – en mor til tre, hvis mand har ladet sig forføre af Joes saftige sexlege. Mrs. H konfronterer hævntørstigt sin mand med hans bedrag i Joes lejlighed, og en ydmygende og hårrejsende scene udspiller sig for øjnene af alle de implicerede. Børnene, manden, Joe (Stacy Martin), hendes anden elsker (Cyron Melville) og seeren rives rundt i Thurmans vredesudbrud, der langsomt men sikkert eskalerer i Triers karakteristiske håndholdte kamerabevægelser.

Senere i filmen når ubehaget nye højder. Sal 1 i Imperial, der oftest overlader sine 1000 sæder til de store popcornssucceser, holder sig for øjnene mens Joe udfører en abort på sig selv. Nærbilleder af fisse, blod, metal og foster præsenteres uden filter, imens den ene strikkepind efter den anden føres op i nymfomanens allerhelligste.

Nymphomaniac er en fysisk oplevelse – ligesom sex er det. Fordi den mærker tilskueren med nærmest kropslige reaktioner. Filmen sætter tilskuerens kognitive apparatur i gang og formår på bemærkelsesværdig vis at manifestere følelser af vidt forskellig slags. Latter, afsky, forargelse, æstetisk tilfredsstillelse og måske liderlighed? Følelser som man mærker.

Nymphomaniac søger kontakt og konfrontation med sine tilskuere og gør sig herigennem på den ene side berettiget til en status som folkelig og populærkulturel attraktion. For følelser har vi alle sammen. Dermed åbner et ambitiøst og dybt intelligent filmprojekt sig op for den brede befolkning. På den anden side er der ingen tvivl om, at filmen stimulerer og udfordrer den trænede biografgænger, der er bedre rustet i mødet med de talrige intertekstuelle referencer og højpanderi i øvrigt. Det er således ikke givet, at man får samme oplevelse ud af de enkelte scener som sin sidemand i biografen. Givet er det dog, at man får en oplevelse, der kan mærkes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *