Twitter er med til at ændre det politiske landskab – på godt og ondt

Af Nikolaj Fjord Korsgaard

Twitter påvirker det politiske landskab på mange måder, man kan argumentere for, at det er et små-elitært samlingspunkt på nettet, en trussel mod journaliststanden, et propaganda rør for politikerne, en gave for demokratiet der forstærker borgernes magt, en tilgængeliggørelse af magthaverne og et medie der forstærker tendensen til politiker- og vælgerleden. Spørgsmålet er om Twitter grundlæggende med til at ændre det politiske landskab?

 

For at starte et sted kan man observere, at i Danmark består den aktive del af Twitter på mange måder af en forholdsvis lille kreds af journalister, politikere og meningsdannere, nogle vil måske sige eliten, som føler, at de må omfavne digitaliseringen. Man bruger oftest blot tjenesten som et integreret del af ens erhverv og af kommunikative formål i forhold til ens budskaber – hvad enten det gælder politikere, mediefolk, journalister, tech-kyndige eller andre medieinteresserede. Men netop pga. Twitters manglende folkelige gennembrud, kan man måske godt have en skepsis for den diskurs der føres af få aktive personer med en vis status og magt. Man kan spørge sig selv, om de ikke blot forstærker en spiral af snævre synspunkter, som ikke er repræsentative for andet end netop den elite der dyrker denne platform, og at en små-elitær diskurs derfor bliver det altdominerende i det sociale mediebillede?.

 

Men inden man henter høtyve og fakler, må man også forstå, at Twitter på mange måder har betydet en demokratisering af den offentlige debat ved, at politikere og andre magthavere, hvad enten det er af reel eller symbolsk karakter, står til ansvar for deres egne offentlige ytringer på en langt mere direkte måde, end vi nogensinde tidligere har set. Twitter og andre sociale medieplatforme har gjort, at kommunikationen er forskudt fra envejs- til tovejskommunikation, hvor magthavere altid er tilgængelige, blot et museklik væk.

 

De sociale medier har også opblødt kommunikationen, så man ikke længere kan tale om den gamle kanyleteori nemlig, at modtagere af budskaber fra højere magter er passive modtagere af informationerne som bliver overleveret, at budskaberne så at sige bliver ”sprøjtet” ind hos den passive og magtesløse modtager med en kanyle. Derimod er moderne medieforbrugere i højere grad individer, som netop har mulighederne og redskaberne, i form af de sociale medier til at stille sig kritisk på en direkte og myndig måde, i hvert fald sammenlignet med tidligere og i kraft af digitaliseringen.

Selvom Facebook er et meget bredere og mere folkeligt funderet socialt medie end Twitter i Danmark, bliver selve debatten på Twitter langt hen af vejen oftest betragtet som mere seriøs og substantiel, mens Facebook, vil nogle mene, drukner i hverdags trivialiteter, sjove kattevideoer og madbilleder. På Twitter er det b.la. værd at bemærke nogle ganske konkrete eksempler, hvorpå magthavere har måttet trække følehornene tilbage pga. folkelig en opstand, måske bedre kendt som en regulær shitstorm.

 

I 2015 måtte nuværende udenrigsminister Kristian Jensen slette et tweet efter, hvad nogle mente var at slå plat på terrorangrebet i Paris på Charlie Hebdo og udnytte den tragiske situation til egen politisk fordel. Kristian Jensen brugte nemlig lejligheden til at opfordre folk til at stemme JA til afstemningen om EU retsforbeholdet tilbage i december 2015. Shitstormen på de sociale medier mod udenrigsministeren fik konsekvenser i form af, at han efterfølgende måtte undskylde offentligt og trække sit tweet tilbage. Selvom denne lidt halv-kiksede enkeltsag ikke ligefrem kan krediteres for at revolutionere den politiske kultur, eksemplificerer den i hvert fald en folkelig opstand på de sociale medier mod magthaverne. Det kan man se som noget positivt eller negativt, alt efter hvilken side af hegnet man er på, men selve fænomenet “shitstorm” har på mange måde skabt et helt nyt politisk landskab, hvor politikerne må forholde sig til borgerne på en helt ny måde, og det viser noget af det potentiale Twitter har i forhold til, at borgerne, udover journalisterne, også vil kunne fungere som fjerde statsmagt der holder politikere ved ørene og dermed også har magt i forhold til den diskurs der føres.

kj 

 

Nogle ser ligefrem Twitter som en trussel mod journaliststanden, og derfor kan man også tale om, at Twitter-kulturen er en kæmpe fordel for politikerne, da budskaberne kan styres udenom de journalistiske og kritiske filtre og formidles direkte ud til borgerne på egennyttig og interessevaretagende måde. Men på samme tid bliver Twitter-brugerne gjort til en form for amatørjournalister, der selv kan “breake” nyhederne på de digitale medier og ud til et stort publikum, hvis det bliver viralt nok. Dette betyder for det første et opskruet tempo i nyhedsstrømmen og et større menneskehav af potentielle folk der kan skabe en nyhed og grave dem frem. Men det kan også betyde en afprofessionalisering af journalistikken, hvis det ikke længere er professionelle der står for nyhedsformidlingen, men at det er enhver med en Twitter-konto der står i første række. Det vil måske betyde, at folk vil søge væk fra etablerede nyhedskilder og hen mod dem der kan skabe dem først og hurtigst, måske uden de rette forudsætninger for at formidle indholdet.

 

I den her sammenhæng er det også svært at komme uden om en efterhånden meget tyndslidt debat, som altid har foregået hos netop eliten, nemlig debatten om tonen i debatten. Selvom Twitter og andre sociale medier i nogen grad kan tilskrives at have stået for en demokratisering, har digitaliseringen også stået for en anonymisering af brugerne, som ofte udmunder sig i en utrolig dårlig tone på de sociale medier. Folk der sidder på modtagersiden af de verbale digitale øretæver vil hævde, at internettet i nogen grad er blevet en verbal losseplads for frastødende og afskylige synspunkter og ytringer. Også selvom det måske kun er en lille, men meget højlydt, minoritet af brugerne, der står for det, fylder mudderkasteriet langt mere end selve dialogen, vil mange mene. Hvis man ser på mængden af dødstrusler visse folkevalgte modtager over de sociale medier, er der måske også noget om snakken. Undersøgelser viser f.eks. at mere end hver tredje politiker har oplevet at modtage en dødstrussel, mens næsten hver anden har oplevet en voldstrussel. At tro, at de sociale medier er blevet til en platform for åben og konstruktiv dialog mellem folk og magthavere, og at de sociale medier har stået for den ultimative demokratisering af den politiske samtale er måske en smule naivt.

 

Så Twitter og de sociale mediers indtog i offentlige og politiske liv er et tveægget sværd, de sociale medier har netop i nogen grad bragt folk og elite tættere på hinanden, men på den anden side kan man også sige, at de sociale medier har gravet kløften endnu dybere og forstærker den ofte omtalte politikerlede, eller for den sags skyld den anden vej rundt – vælgerleden. Indtil videre er Twitter blot et små-elitært mødested på nettet, men over tid kan tjenesten måske grundlæggende ændre hele det politiske liv og den demokratiske debat, hvilket vi måske allerede har set de første spæde tegn på

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *