TWIN PEAKS: THE RETURN: Gådefuld, kompromisløs og helt sin egen

Af Felix Fleischer & Adam Ambus Madslund

Tv-serien Twin Peaks (1990), skabt af David Lynch og Mark Frost, var med til at ændre det moderne serielandskab og anses generelt som en medvirkende katalysator for serielandskabets igangværende guldalder. Twin Peaks havde en eminent første sæson, men en uskarp og ofte direkte tåkrummende anden sæson fik lagt serien i graven lige så hurtigt, som den var blevet populær. Året efter seriens afslutning fulgte spillefilmen Twin Peaks: Fire Walk With Me, der mildest talt var polariserende. Filmen fulgte ikke op på anden sæsons cliffhanger, men fortalte i stedet en forhistorie, der var blottet for den oprindelige series humor og varme. Under stor opmærksomhed vendte Lynch og Frost i år så tilbage til universet med en tredje sæson i form af Twin Peaks: The Return, hvis attende og sidste afsnit løb over skærmen i forrige uge.

 

At kalde de atten nye afsnit for tredje sæson er måske for meget sagt, for The Return er i sandhed helt sin egen. Fra første minuts sort-hvide billeder til det sidste, forstummende skrig atten timer senere, er alle tv-konventioner lagt på hylden til fordel for en rutsjebanetur, som konstant tager uventede sving, som nogle gange kører i kvalmende høj hastighed og andre gange står næsten helt stille. Det er måske en selvindlysende, men stadig essentiel konklusion, at denne nye udgave af Twin Peaks-universet er meget anderledes fra det, vi kendte. De nye afsnit føles ikke så meget som forsættelsen på den oprindelige serie, men snarere som kulminationen på hele David Lynchs filmiske virke. En atten timer lang spillefilm, hvor der ikke spares på mærkelige karakter, kryptiske gåder, okkulte fænomener, etc. Det er Lynch i en fuldstændig uhæmmet version. Det er sært, uhyggeligt, mystisk og til tider decideret utilnærmeligt. At forklare seriens plot er en udfordring i sig selv. Vigtigst er dog, at den elskværdige, kaffeelskende Special Agent Dale Cooper har været forsvundet i 25 år. Mens hans onde dobbeltgænger har været på fri fod, har Cooper været fanget i The Black Lodge, den paranormale dimension, som det ikke lykkedes ham at undslippe i den oprindelige series afslutning. Nye oplysninger om Cooper dukker dog op både hos FBI og Twin Peaks’ egen politistation og jagten på ham sættes i gang.

 

Lynch for fuld udblæsning

Man skal dog være forberedt på, at det hele går enormt langsomt. Frem til afsnit seksten udspiller serien sig mest som en endeløs optakt, hvor antydningen af et plot gradvist tager form afsnit for afsnit. Det kræver selvsagt stor tålmodighed, men belønningen er til gengæld derefter. Specielt de sidste afsnit af serien er fuld af særlige øjeblikke, der kun kan skabe ekstatisk begejstring for de fans, der har holdt ved hele vejen. Og dog. For finaleafsnittet vender alt man har set på hovedet med en slutning præget af tavshed og mystik, der efterlader seeren ligeså uforløst som efter den oprindelige series cliffhanger. Den afslutning, som mange har ventet et kvart århundrede på, udebliver totalt.

 

Som det antydes ovenfor, er der ingen (eller i hvert fald meget begrænset) fan service at hente i den nye serie. Dette stod allerede klart efter de første par afsnit, hvor man bl.a. introduceres for et talende træ med en kødklump på toppen, et ansigtsflænsende genfærd, en rand af kulsorte spøgelsesskovmænd og en stum kvinde med fastsyede øjne. Og det bliver kun mere bizart i takt med serien skrider frem.

 

En stor del af spilletiden er dedikeret til helt nye karakterer. Samtidigt er de gamle kendinge langt fra altid, som vi husker dem. Mest udtalt er den ”rigtige” Dale Coopers fravær i størstedelen af seriens afsnit. I stedet følger vi hans to dobbeltgængere, den ondskabsfulde Mr. C med langt, sort hår og læderjakke samt den noget tungnemme, men knuselskelige Dougie Jones, hvis komplette mangel på både motorisk og tankemæssig kapacitet har resulteret i seriens allermorsomste øjeblikke. Fanfavoritten Audrey Horne udebliver totalt i over halvdelen af serien, og da hun endelig dukker op, er hun langt fra den legesyge og flirtende teenager, vi kendte hende som, men i stedet et hysterisk og afstumpet kvindfolk. Det er på samme tid frustrerende, fascinerende og ikke mindst, fantastisk modigt, og absolut noget, som kun de færreste ville turde at gennemføre på amerikansk tv.

 

Det gode og det onde

I The Return udforsker Lynch endnu engang, men mere her end nogensinde før, hvad der bedst kan beskrives som en slags allestedsnærværende ondskab. Der gemmer sig noget ondt derude, ikke kun i skovene omkring Twin Peaks, men overalt i verden, og måske endnu vigtigere, inden i os selv. Lynch lader til at være i kontakt med de mørkeste afkroge af det menneskelige sind og forsøger på ingen måde at inddæmme dem. På denne måde har The Return langt mere til fælles med Fire Walk With Me end den oprindelige serie. Afsnit otte, der allerede har fået en del omtale, dedikerer sig helt igennem til okkultisme ved at vise fødslen af Bob, en rendyrket inkarnation af ondskaben selv, der spøger i Twin Peaks. Det føles som at gennemleve en dybt ubehagelig, men enormt spektakulær feberdrøm. 

 

Mange sikkert mene, at Lynch har dyrket sin forbeholdsløse mysticisme på bekostning af seriens menneskelighed. Midt i alle de obskure optrin og stilistiske udskejelser er karakterne blevet glemt. Det er dog ikke sandt. Selvom de okkulte elementer i Twin Peaks-universet har spillet en langt mere dominerende eller ligefrem definerende rolle i den nye sæson, har der stadig været plads til de menneskelige dramaer. Vi var vidne til Shelleys desperate forsøg på at redde sin datter, der var i gang med at gentage alle de fejl, Shelley selv begik som ung. Vi så, hvordan Bobby var vokset fra at være en skødesløs teenager til en ansvarsfuld voksen. Og vi fulgte Norma og Big Ed kæmpe for den svære kærlighed, som de har næret for hinanden igennem hele livet. Billederne af Big Ed, der sidder mutters alene på sin tankstation og stirrer ud på en tom gade samt en kræftsyg Log Lady, der tager sin døende afsked med Hawk, er nogle af de mest hjerteskærende, men også mest neddæmpede, øjeblikke i hele Lynch’ ouvre. Hermed ikke sagt, at den oprindelige series humane varme ikke også er til stede, den er blot fordelt mere sporadisk, hvorfor den føles ekstra lun, når den endelig omfavner sit publikum. Dette gælder især for Dougies eskapader samt for Lucy og Andy, der modsat så mange af de andre gamle kendinge er præcis, som vi husker dem.

 

Det er alment kendt, at Lynch og Frost ikke ønskede, at Laura Palmers mord skulle opklares i den oprindelige serie, men presset fra seriens producenter tvang dem alligevel til det. For Lynch og Frost var mordet blot en katalysator for karakterernes interaktioner, og seriens kvalitet faldt også drastisk efter mordgåden blev opklaret. Derfor giver det også god mening, at The Return ender, som den gør. Mystikken er intakt, og dermed er seriens balance genoprettet. Lynch og Frost har taget kontrollen igen. En lang og sær rejse har ført serien tilbage til sit udgangspunkt, selvom mange nok havde håbet på det modsatte.

 

Twin Peaks: The Return er langt fra for alle. Men uanset om man elsker den eller finder den kold og elitær, kan der kun herske enighed om, at den er en af de mest kompromisløse tv-serier, der er blevet produceret i lang, lang tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *