TRUTH OR DARE:
Kedelig teenagegyser er alt andet end uhyggelig

”Tell the truth, or you die. Do the dare, or you die”. Dette er præmissen i Blumhouse’s nye teenagegyser, hvor legen, man havde det sjovt med i 7. klasse, har fået et overnaturligt twist. Produktionsselskabet, der står bag succesfranchises som Paranormal Activity og Insidious samt dette års Oscarvinder Get Out (2017), er efterhånden en stor spiller hvad angår horrorfilm, men for at sige sandheden skyder de desværre langt forbi med Truth or Dare.

Vores heltinde Olivia (Lucy Hale) er en uskyldig, reserveret og klogere-end-gennemsnittet universitetsstuderende, der har sine moralske værdier i orden. Hun bliver mod sin vilje lokket med på en sidste springbreak ferie, inden hun og vennerne spredes for alle vinde. Skæbnen vil, at deres Mexicanske eventyr slutter til en tarvelig efterfest i en gammel og forladt kirke, hvor de spiller ”Sandhed eller Konsekvens”. Det viser sig, at legen er dødeligt forbandet og følger dem, hvor end de går hen. Der går derfor heller ikke lang tid, før en af spildeltagerne brækker sin nakke på et poolbord, fordi han ikke vil udføre den konsekvens, han har fået tildelt.

Det overnaturlige aspekt kommer i form af de forvrængede ansigter, der ud af det blå overrasker de unge mennesker med den efterhånden så trættende vending. Som vores hovedperson fint pointerer, ligner de forvredne ansigter: ”a messed-up snapchat filter”, og hun har ret. Det, der var ment som værende dæmonisk og skræmmende, bliver ensformigt og ligegyldigt; efter hundrede storsmilende real life emojis bliver det endda en anelse komisk.

Filmen fortsætter med kedelige og uopfindsomme dares til de stereotype karakterer, vi aldrig kommer ind under huden på… eller det er løgn; vi kommer langt ind i øjet på én faktisk. Med en kuglepind. En af de andre collegestuderende er homoseksuel, og han er nødsaget til at fortælle sin dominerende og homofobiske politifar sandheden for ikke at dø. Dette kunne have været interessant at se, men man har valgt at lade det ske off screen i stedet, så det får vi ikke lov til.

Det store problem med Truth or Dare er, at den faktisk ikke er uhyggelig. Når man ser en gyser, hvor alt andet halter, må man som minimum kunne forvente en håndfuld forskrækkelser, der kan opveje manglerne. Undertegnede – der er ved at skide i bukserne, når han ser en The Conjuring-film—holdt sig ikke for øjnene en eneste gang. Bevares, der er da jumpscares her og der, men ikke noget, der mærker sjælen. Det er i det hele taget en produktion, der bærer præg af dens lave budget, hvilket især afspejler sig i skuespillet og de sløje effekter.

Filmens slutning antyder en opfølger. Lad være med det Blumhouse – I dare you.