TRUTH: Et politisk drama med store ambitioner

Af Andreas Thorsager Klevin

I det nyeste skud på stammen af politiske dramaer, Truth, søger den amerikanske instruktør James Vanderbilt på ny at udforske en kontroversiel nyhedsskandale fra 2004, hvor den amerikanske nyhedsstation CBS skabte stor røre ved at bringe angiveligt falske nyheder om den daværende præsident, George W. Bush. I et forsøg på at puste nyt liv i historien kaster Vanderbilt sig ud i at vise sagen fra produceren Mary Mapes’ side og, som titlen antyder, afdække den egentlige sandhed.

I Truth spiller Cate Blanchett den hårdkogte producer Mary Mapes, der i et tæt samarbejde med værten Dan Rather (Robert Redford) er hovedfigurerne bag programmet 60 Minutes.
Da Mapes og hendes researchteam, der står for at opsnuse nyheder til programmet, en dag nær præsidentvalget mellem John Kerry og Bush får færten af en historie om, at Bush angiveligt skulle have modtaget betydelig særbehandling under sin militærtjeneste, påbegynder de en dybdegående undersøgelse. Inden længe får de fingrene i dokumenter, der giver holdet materiale nok til at sende de kontroversielle påstande på live-tv, men i kølvandet på udsendelsen begynder forskellige blogs dog at så tvivl om dokumenternes autenticitet. Inden længe står Mapes med anklager fra højre og venstre om, at hun var bevidst om dokumenternes uægthed og agtede at skade Bushs kampagne, og til sidst er det ikke blot Mapes’, men hele CBS’ troværdighed, der står for skud.

På papiret står Truth som et politisk drama, der på skarpsindig vis søger at afdække ikke mindst sandheden bag skandalen, men også udfordrende spørgsmål om journalistik og magt – og det er her, filmen får munden lidt for fuld. I sig selv er Truth en udmærket film der, båret af fremragende skuespil fra især Cate Blanchett, inviterer seeren om bag den barske facade af journalistikkens liv, og viser, hvordan der nyhedsmedier imellem kæmpes og konkurreres med alle kneb.

ANMELDELSE AF:
Truth

3-starsORDET SYNES:

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

James Vanderbilt

LAND:
USA

Man kan dog vove at påstå, at der for seeren præsenteres for mange facetter, som filmen hverken har kapacitet eller mulighed for at bearbejde ordentligt. Den slynger om sig med indforståede forkortelser, navne og steder, hvor der ikke er tid til tilstrækkelig uddybning – og det er netop filmens svaghed: den søger at forene en kompleks, informationsrig begivenhed med generelle spørgsmål om, hvor meget sandheden egentlig betyder for store nyhedsmedier som CBS.

Resultatet bliver, at den i store dele skøjter frem og tilbage på overfladen, og især i filmens anden del, hvor anklagerne begynder at strømme ind, synes filmen i en stund at træde vande. Progressionen i historien er sparsom, men kredser i stedet i lang tid om de samme spørgsmål – uden at rykke sig synderligt mod et mål, og uden at bidrage med mærkbar narrativ information.

Alt i alt er Truth en film med en vigtig historie og et enormt potentiale, der dog er svært at udleve på 125 minutter. Den har flere stærke facetter, og især Cate Blanchett er i sit es med en Blue Jasmine-lignende karakter. Truth fremstår historisk virkelighedstro, men det skinner igennem, at den skildrer erindringer fra en person, som har været i karambolage med store nyhedsgiganter, og filmen føles derfor som et talerør for den virkelige Mapes’ egne spørgsmål. Disse er i sig selv interessante, men filmen evner kun at kradse i overfladen af størsteparten af dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *