TRUMBO: Blændende portrætfilm om en af Hollywoods helte

Af Astrid Thorsen

Oscarræset nærmer sig. Biograferne bugner af kvalitetsfilm. Trumbo er med sit historiske hollywoodfokus en selvskreven kandidat til en gylden statuette. Men hvilken film skaber instruktør Jay Roach med John McNamaras manuskript?

Trumbo er et elegant, let-til-bens og jazzet portræt af den blacklistede manuskriptforfatter Dalton Trumbo. Blacklisting-tiden klinger måske mere genkendeligt i den amerikanske bevidsthed end i vor danske. I 40’erne og 50’erne blev et hav af Hollywoods prominente profiler anklaget for at være kommunistsympatisører og derfor nægtet arbejde. Blandt disse var filmens hovedperson, Trumbo, der under blacklisting-perioden skrev klassikere som Prinsessen holder fridag (1954), Spartacus (1960) og Exodus (1960) under pseudonymer.

Som tidligere uindviet til dette utrolige stykke hollywoodhistorie, er Trumbo fantastisk let-fortalt, velkomponeret og skåret godt ind til benet. Det er nemt at følge med. Filmen er ikke bare spændende historisk – grundtemaet om kampen mellem godt og ondt bidrager også til fascinationen. Kampen mellem moral og penge, mellem troen på egne rettigheder og stærke statstrusler. I hovedrollen brillerer Bryan Cranston (kendt fra Breaking Bad), som den karismatiske og modige levemand, og fremstår som en fuldt ud oscarværdig kandidat. Men Cranston er ikke den eneste, der imponerer. Selvom de fleste andre karakterer er forholdsvist flade i Trumbo, bliver der leveret fremragende skuespilpræstationer af blandt andre Hellen Mirren, som sladderjournalisten Hedda Hopper, og Louis C.K. i rollen som forfatteren Arlen Hird.

ANMELDELSE AF:
Trumbo

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Jay Roach

LAND:
USA

Trumbo er eminent til at levere en ren fortælling. Manuskripforfatteren McNamara har virkelig formået at skrue de historiske begivenheder elegant sammen. Der er hjerte og tempo i dialogscenerne på whiskey-slyngende barer og i stuen, når Trumbo får hemmelige besøg af tidens store stjerner. Filmen leger visuelt med sømløst at blande sort/hvide billeder fra tiden med nye, højkvalitetsbilleder, hvilket giver filmen en moderne tone med respekt for historien.

I nyere portrætfilm er der en tendens til at inddrage hovedkarakterens familieliv på lige fod med hovedplottet. Vi dykker helt ned i køkkenvaskkriserne og nedsabler dem, som ikke formår at holde familiebalancen intakt. Desværre falder også denne film i familiefælden. Det kammer over, når vi som seere skal se Dalton Trumbo skrive manuskript på datterens fødselsdag, og senere se ham troppe op på en lokal cafe for at undskylde. Måske dette kan undskyldes ved, at det kan være måden, man får så stort et historisk portræt finansieret på?

I sidste ende er det både filmens svaghed og styrke, at det er så fin en fortælling. Som seer sluger man filmen, for den er ikke kompleks. Det er enormt selvfølgeligt at have medfølelse med ofrene for Hollywoods blacklisting, da der skelnes så let mellem godt og ondt. Det er nemt, da vi kender slutningen på de historiske begivenheder, der i Trumbos tilfælde, oven i købet, er lykkelig.

Tager man Trumbo for hvad, den er, kan man få en fantastisk biografoplevelse. Trumbo er en velfortalt, velkomponeret og veleksekveret film om en ekstraordinær tid i Hollywoods historie. Den er leveret med nerve og blændende godt skuespil, humor og hjerte. Så hvis det er disse kvaliteter Oscarkomiteen leder efter i år, så spår jeg filmen rigtig gode chancer ved årets statuetteuddeling. Den kan i hvert fald anbefales på det varmeste som biografoplevelse herhjemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *