TRUMAN – VENNER FOR LIVET: Tragikomisk triumf

Af Andreas Thorsager Klevin

Hvad gør to bedste venner, hvis de efter lang tids adskillelse kun har fire dage sammen? Selvfølgelig skal de have det fedt og gå ture ned ad memory lane. Men det er ikke uden bump i vejen, hvis det kan blive ens sidste døgn sammen.

De to venner kommer begge fra Argentina, men Tomás (Javier Cámara) har bosat sig i Canada. Julián (Ricardo Darin) i Spanien. Tomás er familiefar og arbejder med robotteknologi. Julian er en efterhånden halvslidt skuespiller, hvis liv primært drejer sig om hunden Truman og dens velbefindende. Man får følelsen af, at den er vigtigere end ham selv.

Julián og Tomás er nærmest to af samme person. Ikke på overfladen og ikke på deres hverdagsliv. Men de er begge hamrende empatiske på hver deres måde: Julián lægger sin energi i hunden; Tomás det meste af sin i Julían.

De er begge spydige med en afmålt provokerende jargon, som kun to gode venner kan skyde mod hinanden. Deres jokes rammer plet og kan både være af tragisk og gennemført komisk karakter. Ofte overvejer man, om de to skuespillere rent faktisk er bedste venner.

Derfor kræver det heller ikke meget overtalelse eller diskussion, når Julián vil tage til Amsterdam for at besøge sin søn på udveksling. Tomás betaler, for i de fire dage, de har sammen, skal der ikke mangle noget. De skal ikke sidde på deres flade og have ondt af hinanden. Hvad nytter det?

Men det fremstilles ikke komisk, at de tager på en spontan rejse. Julián ser sjældent sin søn, og man kan nærmest høre den rungende lyd af uret, der tikker ned til Tomás’ tilbagevenden til Canada.

ANMELDELSE AF:
Truman – venner for livet

ORDET SYNES: 5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Cesc Gay

LAND:
Argentina & Spanien

Filmen bliver til tider tung som bly, men opvejes af små komiske indspark fra en af de to venner. Det bliver aldrig en malplaceret omgang comic relief, for alt er timet og doseret godt af både skuespillerne samt forfatterne bag. Hertil skal det siges, at især Ricardo Darin og Javier Cámara skinner stort igennem. De leverer så overbevisende og følelsesladede præstationer, at de burde have deres eget show. Simpelthen.

I Truman er det tragikomiske i højsæde. Den er sublimt skrevet og plottet er realistisk, gennemarbejdet og medrivende.
Trods en overvejende mængde tragik, er det netop denne tragikomiske vekselvirkning, der gør Truman så gennemført god, at den i min bog rangeres højt på listen over nyere dramaer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *