Triers lidende kvinder

Af Mika Dahl Hansen

I anledningen af Lars Von Triers Nymphomaniac ser Ordet nærmere på kvinder, der må lide i instruktørens film. Det er ikke kun kvinder, der lider i Trier-film, men de udstilles ofte mere skrøbelige, lidende og i højere grad ramt af skyldfølelse end mænd. Dette er en lille liste over 3 kvinder, der ikke har det helt nemt i den danske mesters dystre univers.

Bess i Breaking the Waves (1996)
Den ensomme Bess (Emily Watson) beder inderligt for at få sin mand hjem fra olieplatformen, da han tilbringer det meste af tiden ude på det stormende hav. Men da han så en dag endelig vender hjem, er det fordi han ved en ulykke på platformen blev lammet i benene. Nu må Bess på den ene side kæmpe med den dårlige samvittighed over, at hun ønskede ham hjem, og på den anden side med en bitter husbond (Stellan Skarsgård), der presser hende til at have sex med andre.

Grace i Dogville (2003)
Grace (Nicole Kidman) er på flugt fra mafiaen og gemmer sig i en lille landsby i det gamle USA – nærmere betegnet Dogville, Colorado. I starten får hun ly og hjælp, men der opstår intriger og pludselig ser alle ned på hende og udnytter hende til slavearbejde og endda seksuelt. Til sidst får hun kun en smule sympati fra den idealistiske Tom (Paul Bettany), men da mafiaen til sidst finder hende og en stor hemmelighed afsløres, eksploderer hadet i et voldeligt blodbad.

’She’ i Antichrist (2009)
Et par dyrker sex, mens deres baby ved et uheld falder ud af vinduet og dør. De får skyldfølelse, og især kvinden (Nymphomaniac-aktuelle Charlotte Gainsbourg) lider, og kan ikke tilgive sig selv. For at rette op på deres forhold og komme videre, tager de på mandens (Willem Dafoe) initiativ langt ud i skoven på en retræte. Men i stedet for at heles, griber naturen fat i kvinden, der udvikler sig til et slags hekselignende monster, der er ude på at sprede rædsel og ødelæggelse i en verden domineret af kaos.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *