TRASH: En Forholdsvis Fesen Fuckfinger til FIFA

Af Rikke Bjørnholt Fink

Trash foregår i Rio de Janeiros slum. I de miljøer, der blev gemt væk eller jævnet med jorden i forbindelse med VM i fodbold eller bliver det til det kommende OL 2016. Vi møder de korrupte politikere og ditto politimænd, beboerne i favelaerne der lever af at samle affald og selvfølgelig de velmenene kristne amerikanere, der driver et børnehjem. I princippet har vi forudsætningerne for en politisk film om bagsiden af de glitrende arrangementer, vi ser på TV om sommeren. Det er dog kun glimtvis, at Trash beslutter sig for bruge dette potentiale til noget.

Efter at have fundet en tegnebog på den losseplads, hvor de arbejder, vikles tre drenge ind i en krimigåde af den temmelig tænkte slags. Ud over en mindre sum penge, indeholder tegnebogen nemlig en nøgle og nogle små papirlapper og billeder der (selvfølgelig kun) på overfladen virker ligegyldige. Tegnebogen er nemlig blevet efterladt af en politisk aktivist, der vil fælde den korrupte borgmesterkandidat Santos. Efterhånden sættes tegnebogens indhold i spil i et væld af koder, som slumbørnene sjovt nok ikke har problemer med at knække (takket være engelskundervisningen i den lokale amerikanske kirke). Alt dette foregår i et kapløb med politiet, der er i lommen på Santos.

ANMELDELSE AF:
Trash

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Stephen Daldry

LAND:
Brasilien og England

Trash er sådan en film, hvor plottet bliver mere fjollet, jo mere man tænker over det. Derfor kunne man holde op med det og i stedet betragte den som en eventyrlig fortælling fra en verden, hvor man ved, hvem de gode og onde er, og hvor karaktererne så i øvrigt ikke behøver flere nuancer. Indtrykket bliver dog lidt mudret, når der insisteres på en form, hvor der indimellem klippes til dokumentarlignende interviews med de tre centrale drenge. Interviews der i øvrigt både er overspillede og overforklarende.

Generelt lider filmen af at socialrealismen og det politiske plot ikke forløses. Drengenes kamp for social retfærdighed er sympatisk men umotiveret. Den onde mand er ikke rigtig ond nok, og den potentielle indflydelse på verden er meget uklar gennem det meste af filmen. Det føles som en lille krimihistorie, hvis konsekvenser blæses ud af proportioner til sidst. Nærmest som om nogen lige pludselig kom i tanker om, at det ville være oplagt at lave en reference til problemerne omkring VM og FIFA, nu vi er i Brasilien.

Soundtracket har en ret fin blanding af world, hip-hop og melankolske trompet motiver, der understøtter de farverige billeder i en ret flot film, der æstetiserer bjerge af affald og forfaldne huse. Stilen er fra filmplakat til det enkelte skud tydeligt inspireret af Danny Boyles Slumdog Millionaire, men uden Anthony Dod Mantles dynamiske kameraarbejde kommer Trash desværre til at føles lidt som et light-produkt.

 

Filmen er sådan set underholdende nok, og man kommer til at holde de tre drenge, der er charmerende spillet. Der er masser af gode og aktuelle politiske undertoner, men filmen ved ikke helt, hvad den skal med dem. Det hele kan desværre visuelt som fortællemæssigt nedbrydes til en række idéer, som andre fik først og udførte lidt bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *