Anmeldelse
TRANSIT: Tidsløst drama mangler subtilitet

Af Martin Lundgaard Pedersen 

På en café i Paris, hvor kaffekoppernes klirren overdøver storbyens støj, sidder to mænd klædt i tidsløst tøj. De snakker om opholdstilladelse, pas og deportation. Om tyskere, besættelse og forfærdelige lejre. Sirenerne overdøver til tider de lavmælte stemmers summen, men trods den implicitte paranoia, man fornemmer i samtalen, bliver de siddende.

Bag caféens ruder ses tyske mænd klædt i skudsikre veste dirigere en gruppe jøder frem til en mur. De har semi-automatiske våben, og moderne biler toner frem i baggrunden. Du har nok gættet det. Vi befinder os ikke under Anden Verdenskrig, men nærmere i en tidsløs blanding af Frankrig, flygtningekrise og holocaust.

Transit handler om den tysk-franske, jødiske flygtning Georgs (Franz Rogowski) kamp mod sig selv og tyskerne, samt hans forsøg på at flygte fra et betændt Europa. Filmen starter i Paris, hvor protagonisten grundet ”nazisternes” invasion bliver nødsaget til at flygte til havnebyen Marseille i følgeskab med en kommunistisk forfatter.

Den tyske besættelsesmagt bliver der ikke dykket yderligere ned i, men det er tydeligt, at Christian Petzold lader de tumultariske omgivelser afspejle Georgs rodløse tilværelse. Han er konstant på flugt, aldrig i bero, og har ikke meget mening i livet. Idéen er som udgangspunkt god, men udførslen halter bagud.

Transit er nutidens opblomstrende nationalisme og flygtningekrise blandet med Anden Verdenskrigs forfølgelse af jøder, og referencerne er ikke svære at fange i den tidsløse setting. Netop derfor virker det også mere forstyrrende end gavnligt. Georgs handlemåde og motivationer er i forvejen gennemskuelige nok, og hvad Petzolds blanding af nutid og fortid forsøger at fortælle os, forstår man allerede i starten af filmen.

Forfatteren dør på vejen, og Georg overtager både den afdødes breve fra konen, et kontroversielt manuskript, og ikke mindst et værdifuldt visum til Mexico – ja, nærmest hele hans identitet. Herefter skal han blot vente på en færge i Marseille, mens håbløsheden omkring og indeni ham opsluger alt.

I Transit brøler tågehornene konstant, mens Georg vandrer modløst rundt i byens gader. Det er svært ikke at drage paralleller til Michael Carnés Le quai des brumes (1938), når håbløsheden for alvor træder i samspil med havnebyens lydbillede. Christian Petzolds Transit formår dog ikke at skabe en stemning, der er helt lige så tidsløs.

Selve fortællingen bliver akkompagneret af en fortællerstemme, der med jævne mellemrum guider os gennem Georgs handlingsforløb. Det sker eksempelvis ved flere møder med den afdøde forfatter Weidels kone, der ikke ved, at den jødiske hovedkarakter har stjålet hendes mands identitet.

Voice-overs er altid et tveægget sværd, og det virker ikke til filmens fordel i dette tilfælde. Det er ofte kendsgerninger, som man allerede har regnet sig frem til på egen hånd, der bliver uddybet. Historiefortællerens identitet bliver til sidst også afsløret i et anti-klimatisk moment, der blot understreger, at fortællingen havde været bedre uden.

Visuelt fungerer Transit fremragende, og lyddesignet er heller ikke til at klage over. Skuespilpræstationerne er fine, og instruktionen er umiddelbar også udmærket. Problemet med Transit er dog, at den ikke er subtil nok. Pointerne i den tidsløse verden og dens paralleller til Georgs indre kamp bliver for tydelige. Man er næsten aldrig i tvivl om, hvor man er i karakterudviklingen eller dramaturgien.

Christian Petzolds nyeste film sprudler af gode idéer, men kommer desværre ikke helt i mål med dem. I stedet for at pirre, overraske eller sætte tingene helt på spidsen, satte Transit mig i stedet i en venteposition lig Georgs i Marseille. Bare uden at færgen på forløsende vis kom og hentede mig.

Kommentarer