TRAINWRECK: Ikke helt afsporet – trods alt

Af Katrine Ravnsgaard

Da Amy (Amy Schumer) og hendes søster Kim (Brie Larson) er små, erfarer de, at deres forældre skal skilles. Faderen overbringer dem nyheden, og lader børnene gentage efter ham, at monogami ikke er realistisk. Amy vokser op og går i faderens fodspor, mens søsteren Kim får mand og børn.

Amy er journalist og arbejder på mandebladet S´Nuff, da hun får til opgave at portrættere sportslægen Aaron Conners (Bill Hader). Amy ved intet om sport og afslører sin uvidenhed under interviewet, da hun blandt andet nævner The Orlando Blooms som et af hendes favorithold. Aaron er en rolig, sympatisk og ærlig mand – og han er derfor på alle tænkelige måder en modsætning til Amy.

Amy er den type rebelske hovedrolle, som langsomt skal ’normaliseres’ under en film – hun finder jo Aaron og må derfor lære, hvordan man håndterer noget så skræmmende som ægte kærlighed. I filmens begyndelse etableres hun hurtigt som et lidt for kaotisk menneske, der træder på andres følelser og tager afstand fra alt, der er lykkeligt og harmonisk – som for eksempel hendes søster.

ANMELDELSE AF:
Trainwreck

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Judd Apatow

LAND:
USA

Amy fester for meget, dater (åbenbart?) for meget og nyder en gang i mellem en åh-så-forbudt joint. Ideen med en promiskuøs, selvcentreret (kvindelig) hovedperson er meget sjov. Jeg forstår bare ikke, hvorfor Amy behøver at være så urealistisk tumpet, ligesom Hanna Horvath (Lena Dunham) i Girls, når hun er værst. Alt kan gøres usexet og akavet, og det er så en smagssag, om det er sjovest sådan.

Mødet mellem Amy og Aaron opstår tidligt i filmen, og derfor skal de fleste af de 125 minutters spilletid fyldes ud med alt muligt andet. Vi må vende utroligt mange karakterer og sidehistorier, og årsagen er, at Amy og hendes små problemer bare ikke er interessante nok til 125 minutters solotid. Flere sekvenser kører i tomgang, mens diverse – ellers fine – biroller fungerer som pauseklovne.

Blandt birollerne finder vi virkelighedens wrestler John Cena som Amys on-off kæreste Steven – en karakter som kun bruges til at portrættere Amys åbenlyse mangler, når det kommer til basale menneskelige evner som for eksempel empati.

Basketballspilleren LeBron James spiller sig selv, og er i filmen Aaron Conners opmærksomme, feminine brød af en sportsstjerneven. LeBron er god i rollen, især når han får et hysterisk flip ved tanken om at misse Downtown Abbey i tv. Ideen med de omvendte kønsrolleklicheer genbruges gang på gang, og denne katalysator til jokes bliver derfor også slidt ned gennem filmen.

Den sjoveste karakter må være Amys chef Dianna (Tilda Swinton), som nådesløst koster rundt med redaktionen, og opfordrer til brainstorming af de mest latterlige idéer til artikler. Desværre er hun som mange af de andre biroller blot et fyldelement, og derfor kun skabt til at give publikum et par grin her og der – men hun lykkes heldigvis med det.

At en komediefilm er genial, bare fordi den er skrevet af en komiker (i dette tilfælde Amy Schumer), er ikke nødvendigvis sandt. Trainwreck er sjov, men har potentiale til mere end hvad den er. Den ville have fungeret meget bedre med 90 minutters spilletid og et ultratight manuskript, hvor de overflødige darlings var udeladt.

Kommentarer