Anmeldelse
TRÆKFUGLE: Usædvanligt gangsterdrama med en social bevidsthed

Af Alma Nordenbæk

Langt ude i den colombianske ørken, blandt sand, geder og traditioner, udspiller sig en græsk tragedie om et folks tab af deres kulturelle identitet. Med udgangspunkt i familiens mikrokosmos fortæller instruktørparret Cristina Gallego og Ciro Guerra om den narkoindustri, der eksploderede i Colombia i sidste halvdel af 1900-tallet og ændrede landet for altid.

Det starter uskyldigt nok med en forelskelse. Rapayet (José Acosta) ønsker at gifte sig med den unge Zaida (Natalie Reyes), men møder modstand fra Zaidas mor, Ursula (Carmiña Martínez). For at kunne betale den høje brudepris, indvilliger Rapayet i at agere mellemmand for en gruppe fredskorpshippier og den lokale marihuanaproduktion.

Men hvad der synes som en let måde at tjene lidt ekstra penge på, åbenbarer sig som begyndelsen på et tragisk epos om en families, og en nations, storslåede forfald.

Historien tager sit udgangspunkt i slutningen af 1960erne og udspiller sig primært blandt wayuu-folket, et af Sydamerikas oprindelige stammesamfund. Det er et folkefærd, som i høj grad har formået at modsætte sig modernitet og kulturel påvirkning. Her referer man til den spansktalende del af befolkningen som alijuna, ”dem, som ødelægger”. Man lytter til drømme og kigger mod himlens fugle for advarselstegn.

Som filmen forløber, forsvinder deres tilknytning til det spirituelle. Kun Ursula, familiens matriark, holder stædigt fast, men des mere det ydre samfund trænger sig på, des mindre bliver hun hørt. Da Rapayet flytter familien fra en lerhytte til et hvidt og klinisk palads, holder Ursula helt op med at drømme. Martínez bliver med sit hårde ansigt et perfekt symbol på filmens hovedkonflikt mellem nutid og fortid, globalisering og traditioner, grådighed og kærlighed.

Et andet konfliktpunkt, som filmen dyrker i stor grad, er Vestens erodering af Colombias folkeånd og kultur. ”Længe leve kapitalismen”, siger Rapayets alijuna-ven og forretningspartner, Moisés (Jhon Narváez), da pengene begynder at flyde. Han køber store biler, guldsmykker og pistoler en masse. Men med rigdom kommer korruption, og Moisés går på få år fra at være en tosset lykkejæger til en koldblodig morder forblændet af griskhed og ambition.

Heldigvis lader Gallego og Guerra ikke bægeret flyde over i en ulidelig dikotomi. Alle er lige dele aggressor og offer, og skønt fortiden forherliges, så glorificeres den ikke. De nøgne ørkensletter og farvestrålende folkeklæder blandes med skud af blodige lig og krøllede pengesedler i en naturlig synkretisme, der synes at betragte godt og ondt som to sider af samme sag.

Desværre bliver filmen lidt for lang. Den er delt op i fem kapitler, eller fem sange, som følger Rapayet, Zaida, Ursula og deres familie i opgangs- og nedgangstider. Og som det så ofte sker med historier, der strækker sig over mange år, så falder spænding og indlevelse omkring midten. Filmens mange smukke billeder gør sit for skabe en følelse af poesi i stagnationen, men tredje kapitel er nær ved at lade fortællingen gå helt i stå.

Når det så er sagt, er der masser af positive ting at fremhæve ved dette ukonventionelle gangsterdrama. Trækfugle er en krønike om en families tragedie såvel som et helt lands forfald, men det er også en vanvittigt smuk film med nogle virkelig fine skuespilspræstationer og en socialkritisk dybde, der afstår en overfladisk læsning. En film for alle vesterlændinge, som ikke er bange for at blive udfordret en smule.

Kommentarer