TORO, TORO! Når tyren tager publikum ved hornene

Af Bjarke Johansen

Hvad har to tegneseriehelte, spanske vampyrer, muterede kakerlakker, barnespøgelser, sagnvæsener, spansk borgerkrig, krigsrobotter og kæmpemonstre til fælles?

De har alle været en tur gennem den stærkt passionerede, mexicanske instruktør Guillermo Del Toros fantastiske filmmaskine. Og med Toros nyeste film Crimson Peak kan vi nu tilføje gammeldages gotiske spøgelser til listen.

Guillermo Del Toro Gómez blev født i Guadalajara, Jalisco, Mexico i 1964, hvor han fik en streng katolsk opdragelse, særligt af sin bedstemor, der blev bange for de monstre, Del Toro tegnede. Men det standsede ikke på nogen måde hans tidlige kærlighed til monstre. Allerede som otteårig legede han med sin fars Super 8-kamera og lavede blandt andet en kortfilm om en seriemorderkartoffel.

Del Toro hoppede dog ikke direkte på instruktørvognen. Til at starte med tog han det såkaldte Advanced Makeup Course under ledelse af Dick Miller (Miller har bl.a. stået for special effects i The Exorcist (William Friedkin, 1973) Scanners (David Cronenberg, 1981) og Taxi Driver (Martin Scorsese, 1976)), og havde en ti år lang karriere som special effects artist.

Hans første film, Cronos, udkom i 1993. Den gamle antikvarhandler Jesus Gris finder et gammelt ur, der er designet til at give dets ejer evigt liv. Problemet er bare, at han må suge blod for at bevare sin nyfundne ungdom, mens en døende rigmand vil gøre alt for at få fat i uret.

Få år efter kontaktede Miramax Del Toro og gav ham den opgave at instruere monsterfilmen Mimic (1994), hvori en række videnskabsfolk skaber et muteret insekt med det formål at udslette de mange kakerlakker, der plager Manhattan. Men selvom insektet er designet til kun at leve et par måneder overlever det, vokser sig stort og tager menneskelignende form. Mimic fik to fortsættelser, som Del Toro intet havde med at gøre.

Selvom Mimic blev udmærket modtaget af både publikum og anmeldere og indeholdt mange af Guillermos yndlingsting, såsom insekter, urværk og naturligvis monstre, var han ikke tilfreds med filmen, da han ikke selv fik lov til at stå for at klippe den endelige version. Af samme grund har han siden da kæmpet bravt for at få så stor kreativ frihed som muligt. Denne vedholdenhed resulterede blandt andet i, at hans drømmeprojekt In The Mountains of Madness, baseret på en historie af horrorforfatteren H.P. Lovecraft, endnu ikke er blevet til noget. Ikke at det forhindrer ham i at prøve.

Ikke desto mindre fik han foden ind af døren til både den spansk-mexicanske og den amerikanske filmindustri. Han fik lavet spøgelsesfilmen The Devil’s Backbone (2001), fortsættelsen til den succesfulde Marvel Comics-baserede vampyrfilm Blade (Stephen Norrington, 1998) og endnu en tegneseriefilm i Hellboy (2004), der er baseret på Mike Mignola’s tegneserie om en djævel, der arbejder for regeringen for at frelse verden fra overnaturlige trusler. Han instruerede også fortsættelsen, Hellboy: The Golden Army (2008), og forsøger stadig at få lavet en tredje film i serien. Senest blev det til Blockbuster actionbraget Pacific Rim (2013), hvor menneskeheden må bruge kæmpe militærrobotter for at bekæmpe gigantiske monstre i en total, og ekstremt underholdende, kærlighedserklæring til de japanske genrer Kaiju (kæmpemonstre a la Godzilla) og Mecha (robotter a la Mobile Suit Gundam (Nippon Sunrise, 1979 – 1980) og Neon Genesis Evangelion (Tatsunoko Production Gainax, 1995-6)).

Hans mest anerkendte film må dog være El Laberinto Del Fauno (2006), bedre kendt under den lettere fejlagtige titel Pans Labyrint. I El Laberinto Del Fauno flygter en sadistisk miltærofficers unge steddatter Ofelia ind i en dyster fantasiverden fuld af alfer og magi, hvor hun får at vide af en skovånd kaldet en faun, at hun i virkeligheden er en feprinsesse, og at hun er den eneste, der kan redde sin gravide mor fra en grum skæbne.

Filmens mørke stil og elegante hoppen frem og tilbage mellem virkelighed og fantasi gjorde den til et kæmpe hit, og siden da har Guillermo som en anden Tim Burton produceret en række film, der har fået hans navn skrevet på plakaten med større bogstaver end den egentlige instruktør. Hvem husker f.eks. at gyserne Mama (2013) og Børmehjemmet (2007) henholdsvis er instrueret af Andrés Muschietti og J.A. Bayona? Mindre kendt er det, at han også har produceret animationsfilm, heriblandt De Eventyrlige Vogtere (Peter Ramsey, 2012) og The Book of Life (Jorge R. Gutiérrez, 2014).

Det er også blevet til en romanserie om vampyrer kaldet The Strain, der senere er blevet til en TV-serie, og fik endda tilbudt instruktørrollen til The Hobbit (Peter Jackson, 2012) (som han faldt fra på grund af studiets pengeproblemer) samt Harry Potter and the Half-blood Prince (David Yates, 2009), I am Legend (Francis Lawrence, 2007) og Chronicles of Narnia: The Lion, The Witch and the Wardrobe (Andrew Adamson, 2005). Dem takkede han nej til, fordi han hellere ville arbejde på sine egne projekter. Han har også forsøgt sig med videospil, og skulle have lavet et nyt spil i den populære Silent Hill-serie sammen med Hideo Kojima (Metal Gear Solid-spillene), indtil spilselskabet Konami desværre droppede projektet.

Alle Del Toros film virker som store kærlighedsbreve til den givne genre, han har fat i, og hans nyeste film, Crimson Peak, er ingen undtagelse. Denne spøgelselsfilm drypper fra alle kanter af kærlighed til de klassiske monsterfilm fra både Universal og Hammer Studios og er fyldt til randen med gotisk gys, der med stor fornøjelse kravler isnende ned af seerens rygrad.

Han har dog for nyligt udtalt, at han er ved at være træt af de store Blockbuster-film og hellere vil arbejde på noget småt og skørt, og derfor er sandsynligheden for en Pacific Rim 2 eller en Hellboy III foreløbig lille. Men så længe Guillermo del Toro bliver ved med at forkæle os med sin visuelle malerpensel på den ene eller den anden måde, er det svært at klage, og vi kan bare vente spændt på at se, hvad han finder på næste gang.

Kommentarer