TOP 5: De ukonventionelle superhelte

Af Andreas Strini Lethan

Torsdag d. 24. Marts 2016 har Batman v Superman: Dawn of Justice premiere. Den har længe været en af de mest ventede og hypede superheltefilm, hvilket giver meget god mening, når de to vel nok mest berømte superhelte (undskyld Spider-Man) tørner sammen. Men hvad er det helt præcist, vi kan forvente af filmen? Helt overraskede bliver vi nok ikke efter at have set den, da netop Batman og Superman er nogle af de mest konventionelle superhelte der findes.

Hvad er det konventionelle? Godt spørgsmål.

”With great powers comes great responsibility.”

Sådan lyder onkels Bens udødelige visdomsord, der er enormt rammende for superheltefilmen. De fleste superheltefilm omhandler en eller flere helte i flotte dragter, for det meste overmenneskelige kræfter eller i Batmans tilfælde ekstrem rigdom og gadgets. Desuden skal en skurk med en ond plan bekæmpes, samtidig med at vore helte som regel har nogle indre dæmoner eller personlige forhold, der kommer i vejen. Jeg kunne fortsætte i uendeligheder, men jeg tror, at du forstår, hvad jeg mener.

Men hvad er så det ukonventionelle? Et endnu bedre spørgsmål. Det er ikke usædvanligt, at film forsøger at bryde med det, vi kender som en klassisk superheltefilm. Med hjælp fra resten af Ordets redaktion kommer her mit bud på de bedste superheltefilm hvor superkræfter, gode og onde eller tegneserier ikke nødvendigvis spiller den store rolle.

 

 

5. Darkman (1990)

 Ukonventionel er nok ikke det første ord, der dukker op i hovedet, når man har set Darkman. Historien er meget tæt på at være en klassisk superheltehistorie. Hovedpersonen kommer ud for en ulykke forårsaget af nogle onde gangsters, men får superkræfter og ønsker hævn over ondskaben. Scenariet er genkendeligt, og Darkmans plot er meget lig det klassiske scenarie, hvilket umiddelbart ikke gør Darkman ukonventionel. Dog er det ikke foran kameraet, at det ukonventionelle skal findes, men tværtimod bagved. Instruktøren Sam Raimi (der senere lavede den succesfulde Spider-Man trilogi) forsøgte at få rettighederne til at lave enten en The Shadow- eller Batman-film. Dette lykkedes ham imidlertid ikke, og derfor besluttede Sam Raimi at lave sin egen superhelt, nemlig Darkman. Det færdige produkt er måske ikke det flotteste eller bedste, men kult er det blevet. Og findes der noget mere ukonventionelt end en superhelt, der ikke er baseret på en tegneserie?   

4. Chronicle (2012)

Hvad ville unge mennesker gøre, hvis de pludselig fik superkræfter? Josh Tranks Chronicle besvare bedre end nogen anden film spørgsmålet om, hvad teenagere faktisk ville gøre, hvis de fik superkræfter. De tre hovedpersoner har kun personlige agendaer og ingen intentioner om at beskytte eller redde verden. Hvad der først blot er harmløse drillerier i et supermarked bliver efterfølgende til hævn over mobbere og hovedkarakteren Andrews (Dane DeHaan) forfald til det psykotiske. De eneste skurke er i virkeligheden dem selv. Hele den originale og dramatiske fortælling er lavet som en found-footage film. Andrews forfald filmes af ham selv og suppleres af blandt andet klip fra overvågningskameraer, hvilket giver Chronicle et strejf af realisme til trods for, at vi har at gøre med overmenneskelige kræfter.    

 

3. Kick-Ass (2010) 

Bevares, film om nørdede superheltefans, der selv prøver kræfter med superheltebranchen er set før, men Kick-Ass er dog en af de klart bedste i genren. Dave (Aaron Taylor-Johnson) stiller sig selv spørgsmålet: Hvorfor har ingen før prøvet at blive en superhelt? Kort tid efter har han kreeret sit alter ego, Kick-Ass. Uden træning eller superkræfter, men blot med viljen tager Daves berømmelse fart og med ét, er han indblandet i et hævndrama mellem en tidligere politibetjent, dennes datter og hårdkogte gangsters. Krydret med masser af sort humor, vold og blod i spandevis får Kick-Ass skabt et univers og en stemning, der afviger meget fra den gængse superheltefilm. Og når nu vi snakker ukonventionelle sager, så er det desuden bemærkelsesværdigt, at Kick-Ass formår at skabe en fed film, hvor Nicolas Cage faktisk er god.

2. Watchmen (2009)

 Watchmen er på mange måder den mest ukonventionelle superheltefilm, der alligevel er ret klassisk. Her er helte med superkræfter, superskurke og kampen mellem det gode og onde. Dog er historien meget anderledes end alle andre. Superheltene er i bad-standing og uønskede. De er voldtægtsforbrydere og næsten ligeså slemme, som dem de prøver at bekæmpe. Helten med kræfter over dem alle, Dr. Manhattan (Billy Crudup), gider ikke at redde en verden, han har distanceret sig fra, da han er som en gud. Hovedkarakteren Rorschachs (Jackie Earle Haley) efterhånden velkendte citat opsummerer Watchmens status som ukonventionel på fantastisk vis:

”The accumulated filth of all their sex and murder will foam up about their waists and all the whores and politicians will look up and shout ‘save us!’ … and I’ll whisper ‘no.’”

1. Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance) (2014)

Nu tænker du måske: ”Birdman? Er det en superheltefilm?” Nej, og det er netop det, der gør den til den bedste af de ukonventionelle superheltefilm. Birdman af Alejandro G. Iñárritu er en metasuperheltefilm. Et af hovedtemaerne, som filmen beskæftiger sig med, er superheltefilmen, som et udtryk for de store Hollywoodfilm, kontra det kunstneriske teater på Broadway, der personificeres af en fremragende Edward Norton (der i øvrigt selv har spillet superhelten Hulk). Skuespilleren Riggan (Michael Keaton (i øvrigt mest berømt for portrætteringen af Batman)) forsøger at redde sin karriere med en stor teaterproduktion, mens han samtidig prøver at slippe væk fra sin tidligere rolle som superhelten Birdman. Mere meta kan det vel næppe blive?  Birdman har ganske vist nogle meget flotte scener, hvor superkræfterne får frit udspil, men det er ikke det vigtigste. Birdman rejser nogle helt essentielle spørgsmål om superheltegenren i sig selv over for det mere kunstneriske. Resultatet af Birdman var en Oscar-statuette for bedste film, hvilket siger en del om kvaliteten af en af de mest ukonventionelle superheltefilm til dato.

Som årstallene på titlerne kan indikere, så stiler instruktører efter årtusindskiftet i højere grad på at lave originale superheltefilm, der ikke er set før. Men er dette et tegn på, at vi er mættede af den klassiske superheltefilm? Nej, ikke ligefrem. Som aldrig før bliver der lavet superheltefilm af den klassiske slags. 4-5 stykker er ikke unormalt på et filmår. De ukonventionelle kan dog tilbyde os et nyt syn på hele genren. Det bliver efterhånden mere spændende at tage i biografen og se en superheltefilm, da de ikke nødvendigvis er som vi forventer. Samtidig er kvaliteten også stigende, hvilket også indikeres af ovenstående top 5. Fra en Darkman, hvor der kan være delte meninger om kvaliteten, til en Birdman, der ligefrem har vundet den største pris af dem alle. Allerede nu i 2016 har vi fået den første af de ukonventionelle superheltefilm med Deadpool (2016) og mon ikke, at vi fremover kommer til at se meget mere til de originale og ukonventionelle helte?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *