ORDET DIKTERER: Tømmermændsfilm

Af Ordets redaktion

Hele Ordets redaktion ønsker jer hermed et godt nytår!

Men nytårshilsner har I højst sandsynligt fået nok af i nat. Hvis alt er gået vel, har I haft et brag af en fest, og ligger nok lige nu brak i en mere eller mindre dagslang restitution. Der har vi vist alle været fra tid til anden.

Hvad I finder på listen her er Ordets ultimative tømmermændsfilm. Det er de film, som vi altid smider på, når kvalmen bobler, hovedet dunker og sengen virker som det absolut eneste sted, at tilbringe dagen. Det er disse film med hvilke vi distraherer os fra vores knuste kroppe, krampagtige kranier og snarlige eksamener. Vi håber at I vil gøre det samme.

BJØRN: BBC-Earth binge

Tro det eller ej, men jeg ser faktisk BBC-Earth dokumentarer som The Blue Planet, Planet Earth, og Africa. Når ens krop er smadret, hovedet dundrer som bare fanden og tømmermænd blues’ne kommer listende, glædes jeg over verdens skønhed – og glæder mig til dagen efter! Jeg er generelt god til serier dagen derpå og har da også kværnet HBO perler som Band of Brothers og The Pacific på en enkelt søndag. Tarveligt? Ja. Fornøjeligt? Ja for fanden!

DANIEL: Den Grønne Elevator (1961)

En shaker. Is. Et fundament; whisky. Første sal; Italiensk & fransk vermouth. Anden sal: godt med gin. Tredje sal og kvist: 98 vol. absinthe (det lugter så godt af lakrids). Lidt solbærrom. Så har vi et helt hus. Så skal det males: Portvin (nonneblod, det er godt til maling). Skal vi ha’ skorsten? Nej, det skal jo ikke være nogen stærk drink… Efter den er rystet, fortyndes dén med lidt gin. Den stærke smag skylles efter med champagne. Kjeld Petersen og Birgitte Reimer drikker sig spritstive i Den Grønne Elevator fra 1961 til stor morskab. Dansk drukhumor, når det er allerbedst – lige til at pleje tømmermændene eller få inspiration til nogle nye.

DITTE: Ferris Bueller’s Day Off (1986)

Jeg er fan af 80’er teen-flicks, John Hughes og The Brat Pack. Så for mig er Ferris Bueller’s Day Off min go-to hangover-film, fordi den bare handler om en ung fyr, der vil pjække. Utallige højdepunkter, som det dunkle “uh yeah” soundtrack, ligegyldige tips om pjækkeri og den livstrætte Cameron gør det til en skøn film med ret så mange dumme, underholdende pointer – perfekt til hovedpinen, tilfældig døsen og kvalme. Men Hughes’ film har også en mening med galskaben, for som Ferris siger: “Life moves pretty fast. If you don’t stop and look around once in a while, you could miss it.” Et godt budskab både i ædru og fuld tilstand.

EMILIE: The Big Lebowski (1998)

Coen-brødrenes ultimative kultfilm, hvis twistede fortælling og skæve karaktergalleri leverer lige præcis det, man skal bruge for at overleve 1. januar. Længe leve THE DUDE, MORGENKÅBE og WHITE RUSSIANS!

IDA: Harry Potter and the Deathly Hallows (2011)

I mine øjne er den ideelle tømmermandsfilm afslutningen på Harry Potter-serien i Harry Potter and the Deathly Hallows del 1 og 2. Et udfordrende valg for dem, der tør tage kampen mod tømmermændene op! Som en relativt ny klassiker inviterer Harry Potter os direkte ind i en magisk verden fyldt med forunderlige vidundere som borde, der er pakket med mad fra den ene ende til den anden, som på magisk vis tilbereder sig selv og udfylder den hungrende trang til et fedt måltid. Sammen med trylle-trioen gennemgår vi krigens hårde strabadser og føler Potters’ mén på krop og sjæl som et sløret minde fra nattens fest, men så længe enden er god er alting godt. For i takt med at man kæmper mod dødsgardister, destruerer Voldemort og ser hvordan troldmænd og -kvinder finder kærligheden, så heles tømmermændene, og den ømme hovedpine overvindes, som havde man dræbt den med Gryffindors sværd. Hvis det ikke er en plejende tømmermandsfilm, ja så ved jeg ikke hvad er!

KATRINE: Blinkende Lygter (2000) / Step Brothers (2008)

Blinkende Lygter fordi at den også 30. gang er mega sjov, og fordi at man den 1. januar selv har det præcist som Peters karakter: “Jeg skal have et bad, jeg skal da ha noget mad, jeg stinker af muggen røv!” Step Brothers sætter man på bagefter, bare lige for at fortsætte med at have det grineren, mens man har tømmermænd.

NIELS: Dazed and Confused (1993)

Man kan svøbe Linklaters kultklassiker om sig, som var det den dejligste dyne. Tryg og varm er den. Filmens lave intensitet og løse struktur gør den perfekt til at nyde, mens man glider ind og ud af tømmersøvnen i Slater, Pink og Woodersons selskab. Den kan bryste sig med et af de bedste soundtracks nogensinde, samt en perlerække af udødelige replikker leveret af en skøn Matthew McCounaghey.

RASMUS: Space Jam (1996)

Fordi den minder mig om en tid, hvor alkohol var noget, de voksne drak.

SIGNE: Brooklyn Nine-Nine

Jeg har altid elsket, at sætte mig i sofaen d. 1. januar med tømmermænd og pizza og bingewatche en helt tv-serie. 2014 har været et vildt tv-år og d. 1. januar er en perfekt dag at samle op på noget af det man har misset. Personligt vil jeg anbefale Andy Sambergs comedy cop show Brooklyn Nine-Nine. Det er god humor, sjove karakterer og så ved man aldrig hvor man ender henne, når man først har trykket play.

THOMAS: GLAS (1958)

Nu er jeg velsignet med tømmermænd, der ofte kræver min fulde opmærksomhed det meste af dagen. Så det er sjældent jeg har tid, der kan bruges til andet end lange overvejelser. Derfor har jeg aldrig set en spillefilm med tømmermænd. Men heldigvis findes der kortfilm, og en jeg ofte vender tilbage til – både med og uden tømmermænd – er Bert Haanstras Glas. Det gør ikke noget man lukker øjnene en gang i mellem, og flaskescenen er nok spænding til mig, når mit hoved leger tamburmajor.

Og til sidst et par film vi mener alle med tømmerlus for alt i verden bør undgå.

NIELS: Enter the Void (2009)

Det siger du ikke? Jo, jeg gør. Sjældent har jeg fortrudt noget så meget, som da jeg satte Noés sexvæskedryppende og psykedeliske mesterværk på en decembersøndag i fjor. Alle under sig selv at opleve dette unikke værk, men de svimlende kamerature, strobe-lys samt et lydspor, der lod til at bestå udelukkende af basdunken og skrig bidrog til en filmoplevelse af uanet ubehagelige dimensioner. Det virkede, ligesom tequialen (var det tequila?), som en god idé i øjeblikket.

SIGNE: True Detective (2014)

Tømmermænd er ikke altid passende til at catche up med nogle af de nye tv-serier fra 2014. Jeg vil stærkt anbefale folket af få set True Detective, men ikke med tømmermænd. Jeg elsker Rust Cohle, men han ryger simpelthen for mange smøger og drikker for mange øl, til at det hænger sammen med eftersmagen af nytårs aften.

THOMAS: Napoleon Dynamite (2004)

Der er bare lidt for varmt, maden er bare lidt for vammel og Napoleon er bare lidt for irriterende til, at det er godt for en, der er syg. Det skal dog siges, at filmen ellers er ret fantastisk – når man er rask.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *