Anmeldelse
TO MINUTTERS STILHED: Østtysk film direkte til pensumlisterne

Af Mille Backhausen

To minutters stilhed er præcis, som jeg husker film fra folkeskolens tysktimer. Mon ikke også den er til at finde på de dygtige læreres pensum lister om et års tid.

Lars Kraume (tidligere kendt fra andre tyskhistoriske film som f.eks. Fritz Bauer: En fjende af staten (2015)) har også i år skrevet og instrueret en film om Tyskland efter anden verdenskrig. To minutters stilhed er baseret på en sand historie og foregår i 1956 i Østtyskland. Vi følger en gymnasieklasse i deres sidste skoletid inden eksamen. Da de to hovedpersoner Theo (Leonard Scheicher) og Kurt (Tom Gramenz) på en smuttur til vesten hører om et oprør i Ungarn, vækkes deres medfølelse. Dette resulterer i, at klassen holder to minutters stilhed for de faldne socialistiske oprørere. Herfra går det ellers løs med efterforskninger, ministre og trusler, da staten blander sig i klassens protest.

Handlingen i dette historiske drama er meget klassisk. Det er de samme problemstillinger, som vi kender fra folkeskolens østtyske fiktionsfilm – oprør og diktatur kontra demokratisk styre og frigørelsen i Vesten. Dermed kan man også blive i tvivl om, om To minutters stilhed overhovedet har noget nyt at sige. På trods af at plottet hele vejen igennem fungerer, og spændingen holdes høj, er det lidt som at se en film, jeg allerede har set før. Med omdrejningspunkter såsom små hemmelige ture til Vesten og problemer med forældre, der holder af styret, minder denne dramatiske fortælling bare lidt for meget om at gense Goodbye Lenin! (2003).

Til gengæld er de mange unge skuespillere, og særligt Leonard Scheicher, ekstremt dygtige. Den velcastede gymnasieklasse gør det let og lækkert at leve sig ind i historien. Man føler med dem og forestiller sig deres opgør med den kendte verden– på egen krop. På trods af, at der er mange karakterer med forskellige forhistorier, formår Kraume og hans hold at vække vores empati med dem alle.

Vi får så fint præsenteret alle karaktererne, deres motivationer og frygt. Det betyder også, at når filmens skurke forsøger at spille eleverne ud mod hinanden, holder jeg ikke med en enkelt af dem, men med dem alle. På den måde understreger skuespil og instruktion en flot tematik om venskab, fællesskab og sammenhold.

Tematikkerne er langt fra det eneste flotte i To minutters stilhed. Både lyd- og billedsiden er ekstremt dygtigt konstrueret. Lydsiden er fuldstændig skarp og meget kraftfuld. Den fungerer perfekt til at understøtte dramatikken og rev mig med fra start. Billederne skaber et univers for sig, der trækker os direkte ind i efteråret ’56. Konstruktionen af dem formår at indfange og signalere både filmens magtforhold og karakterernes helt intime følelser.

Særligt er eksempelvis portrætteringerne af byens skole og kirke meget stærke. Filmens billedside rummer også en utrolig lækker farvepalette, der fuldstændig indkapsler og romantiserer følelsen af efterår og vinter. Jeg kom helt i vinterstemning af at sidde i biografen.

Alt dette gør To minutters stilhed perfekt til at sætte sig ind i det varme biografmørke med og samtidig omstille sig til den kolde tid, der går os i møde de næste par måneder. Og måske kan man endda lære noget nyt om østtysk historie undervejs.