TIM BURTON: Er Burton-stilen tilbage?

Af Simone Korfix Lindgreen

Lyset dæmpes i biografen og en håndfuld dedikerede Tim Burton fans holder vejret. Et smukt stykke klassisk musik høres fra højtalerne, imens de indledende credits begynder til Tim Burtons nyeste film Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children (2016). Førstehåndsindtrykket stemmer helt overens med den forventning en Burton fan typisk ville sidde med. Åbningstitlerne er smukke og æstetisk opsat med en lettere kornet opløsning og et udvalg af beroligende brunlige farver. Pludseligt stopper musikken, og det er lige før, at man får et mindre chok. En strand viser sig med et farvebillede så kontrasteret fra åbningssekvensen, at det får én til at misse med øjnene. Det ligner en blanding mellem et still-billede fra MTV’s reality-serie “Ex on the Beach” og en reklame fra Apollo Rejser.

Burton er på banen igen med en ny film, og det har fået hans fans til at strømme til biografen i håbet om at se et nyt mesterværk. Eller i det mindste en film, som finder tilbage til den Burton-ånd, som har været savnet de sidste mange år. Det har desværre været lidt for meget at forlange. Burton har i stedet leveret en ny film, som er i konflikt med sig selv og sit eget filmiske udtryk. På den ene side læner den sig meget op af opskriften på Alice in Wonderland (2010), som er en lignende stor Hollywood produktion, der skulle hive mange biografbilletter hjem, snarere end sælges som en mindre niche til en lille håndfuld Burton fans. Men der kan stadigvæk findes spor fra den oprindelige Burton-stil i hans nyeste film, og det planter et spirende håb hos Burton-fanatikerne.

Man kan vælge at tro på, at Burton er blevet åndet i nakken og blevet tvunget i retning af mainstream af et stort, ondt produktionsselskab i løbet af de sidste 10-15 år. Mange har frygtet, at de har mistet ham til Hollywood, men hans nyeste film åbner en mulighed for et lys for enden af tunnelen. Måske er det ønsketænkning, men begyndelsen af den nye film, Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children antyder en splittelse i Burton, som kan underbygge den teori. Kontrasterne mellem åbningstitlerne og indstillingen af stranden er interessant at se på, da det antyder, at Burton selv har været opmærksom på, at hans nyeste film indeholder elementer, som han førhen har undgået. Overgangen lugter lidt af en ironisk distance til Hollywood, han har følt sig obligeret til at vise sine gamle fans.

Hvad er så denne savnopspundne Burton-stil, som fanatikerne hungrer efter? Det fantastiske ved Burton er, at man kun behøver se et par enkelte af hans film for at kunne udpege resten af hans repertoire. Burton har nemlig taget det kreative valg at dyrke det mørke og gotiske, det groteske, men morsomme, samt det gennemgående tema “at være anderledes” i størstedelen af sine film. Et klassisk eksempel på dette tema samt en grotesk, men finurlig historie, er Edward Scissorhands (1990). Den fremmedgjorte hovedkarakter, Edward, har sakse som hænder, hvilket i sig selv skaber en mærkværdig, men interessant grobund for at belyse emnet om at være anderledes. Burton har desuden taget det lidt atypiske stilistiske valg at genbruge mange af de samme skuespillere, hvilket gør en Burton-film nem at spotte. Johnny Depp har været med i 7 af hans film samt ekskonen Helena Bonham Carter i hele 9 film.

Endnu en film, som netop “lever op” til mange af de stilistiske træk, Burton er blevet kendt for, er stop-motion musicalen Corpse Bride (2005). Filmen foregår i den Victorianske tidsalder og omhandler Victor (Johnny Depp), som ved et uheld kommer til at kaste en vielsesring på en kvist på sin vej igennem en gotisk skov. Kvisten viser sig at være en afdød kvindes finger tilhørende Emily (Helena Bonham Carter). Hun vågner fra de døde, kidnapper ham til de dødes land og påstår, at de nu skal giftes. Et syret afsæt til en film, men det er præcis, hvad man kunne forvente sig af Tim Burton. Alle karaktererne emmer af hans fantasifulde sind samt en god portion sort humor. Burton har altid vægtet musikvalget til sine film højt og efter at have arbejdet med komponisten Danny Elfman på sin film Pee Wee’s Big Adventure (1985), har Elfman skrevet musikken til størstedelen af Burtons efterfølgende film. Corpse Bride er ingen undtagelse, og musikken hertil er helt fænomenal. Den er mystisk og dyster, men samtidigt legende let og fantasifuld, præcis ligesom karaktererne og i virkeligheden også plottet i sig selv.

Men Tim Burton har vist, at han er splittet mellem de gotiske og besynderlige film og det mere moderne og kommercielle, hvilket Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children er et glimrende eksempel på. Man følger teenagedrengen Jakes rejse til Miss Peregrines børnehjem og hans møde med børnene, som alle har nogle helt usædvanlige, overnaturlige kræfter. Her får Burton altså igen lov til at arbejde med temaet om at være anderledes. Burtons ånd, som vi kender den fra Corpse Bride, kan endvidere mærkes i de uhyggelige animationer af ”the Hollows”. Det er nogle farlige væsner, som lever af ”usædvanlige” børns øjeæbler — hvilket er meget besynderligt, men Burton formår at finde en sort humor frem, som fungerer i en ægte Burton-stil.

Er vi så nået tilbage til kernen af Burton-stilen igen? Nej. Man kan alligevel ikke undgå at lægge mærke til den hollywoodificerede leder af hollowerne, Mr. Barrons (Samuel L. Jackson) lidt flade og ikke specielt sjove one-liners, som slet ikke er i stil med Burtons tidligere arbejde. Det mest forbløffende sker dog i det dramatiske opgør mellem børn og Hollower i slutningen af filmen: Pludselig buldrer et fuldstændig malplaceret elektronisk soundtrack frem fra højtalerne, som absolut ikke er komponeret af vores kære Danny Elfman.

Burtons nyeste film viser altså en klar splittelse, fordi den filmisk lægger sig mellem to grøfter. Ja, den er kommerciel, men der er også en masse syrede elementer, som kendes fra den gamle Corpse Bride-stil. Det er ikke første gang, og det bliver næppe sidste gang, at Burton flirter med det kommercielle Hollywood. Men når det er sagt, så er den ironiske distance til sin egen film, som Burton antyder, samt splittelsen i den nyeste film vigtig at holde fast i. Burton-stilen er ikke helt tilbage endnu, men vi har bevæget os et par skridt i den rigtige retning.

Kommentarer