TIM BURTON: Den populære enspænder

Af Joachim Morre Bidstrup

Vincent Malloy is seven years old
He is always polite and does what he´s told
For a boy of his age he´s considerate nice
But he wants to be just like Vincent Price

 

Den animerede kortfilm Vincent (1982) handler om en dreng, der føler sig anderledes end sine omgivelser. Imens det forventes af drenge, at de skal lege og tumle i udendørsaktiviteter, har Vincent nogle helt andre interesser. Han kan lide at tegne og læse og elsker at forsvinde ind i sin egen dystre og gyserinspirerede fantasi. Den legendariske horror-skuespiller Vincent Price, der i øvrigt leverer fortællerstemmen til filmen, er Vincents, såvel som en ung Tim Burtons, store idol.

Tim Burton er opvokset i Burbank, Californien og har efter eget udsagn tilbragt sin barndom som en outsider, et misfit, der ikke passede ind i sine omgivelser. Vincent-figuren har således klare selvbiografiske elementer, og denne sympatiske outcast-karakter går igen på tværs af Burtons film. Disse karakterer er oftest velmenende skabninger, der misforstås af deres omgivelser og derfor isoleres. Burtons vel nok mest kendte figur, Edward Scissorhand, manifesterer denne isolation ved ikke at være i stand til at røre ved andre mennesker. Hans saksehænder ligefrem skader de mennesker, han søger fysisk kontakt med.

I den biografaktuelle Big Eyes føjes endnu en enspænder-karakter til Burtons persongalleri. Den underkendte maler, Margaret Keane, står i skyggen af sin karismatiske mand og har hverken venner eller sociale kompetencer. Det eneste, der har betydning i hendes liv, er hendes kunst og hendes datter, Jane.

Burton startede sin karriere som concept-artist i Disneys Animation Studios, hvor han blandt andet arbejdede på animationsfilmen The Fox and the Hound. Det blev dog hurtigt tydeligt for Burton, at hans visuelle og artistiske visioner stod i modsætning til den klassiske Disney-æstetik. Endnu engang var Burton fejlplaceret, og han begyndte i stedet at arbejde fuldtid på sine egne projekter. Efter kortfilmene Vincent og Frankenweenie fik Burton sin første spillefilmsmulighed, da han i 1985 blev tilbudt at instruere komedien Pee Wees Big Adventure (1985) under selveste Warner Brothers. Pee Wees Big Adventure var et box-office-hit og åbnede en lang række døre for en ung Burton.

Kunst og kommercialisme
Karakteristisk for størstedelen af Burtons film er at de sælger. På trods af en meget markant og særegen signatur fra instruktørens hånd har Burtons films igennem de seneste næsten 30 år formået at appellere bredt. Burtons film kalder ikke nødvendigvis på intellektuel dissektion, men har også til formål at underholde. Som Charlie udtrykker det i Charlie and the Chocolate Factory (2005): ”Candy doesn´t have to have a point. Thats why it´s candy.” Burtons film er for alle: børn og voksne. Men samtidig med at de (næsten) alle er uden afstikkere eller kompromisser, er de fremfor alt Tim Burton-film. Tematisk såvel som stilistisk.

Burtons film er gennemgående karakteriseret ved at dyrke det fantastiske. Filmene udspiller sig ofte i et todelt univers i en konflikt imellem det normale og det specielle. Filmene sympatiserer med det specielle, der oftest præsenteres som energisk og produktivt. Underverdenen i Corpse Bride (2005), Halloween-byen i The Nightmare Before Christmas(1994) og eventyrlandet i Alice in Wonderland (2005) er blot nogle eksempler på disse dynamiske paralleluniverser.

Burtons tidligere omtalte fascination af gysergenren er tydeligt til stede i filmenes udtryk. Gotiske slotte og forvrængede, sortseende karakterer går igen på tværs af hans værker og indtager ofte en sympatisk rolle i filmenes univers. Edward (Edward Scissorhand (1990)), Bela Lugosi (Ed Wood (1994)), Barnabas Collins (Dark Shadows (2012)), Jack Skellington (The Nightmare Before Christmas) står blandt andre som repræsentanter for denne karaktertype.

Burton bibeholder blandt andet sin stil ved at genanvende sit kreative team. Danny Elfman (musik), Colleen Atwood (costume design) og Chris Lebenzon (klipper) er eksempler på tilbagevendende samarbejdspartnere, der efterhånden har været med til at definere det, vi kender som det Burtonske univers. På samme måde optræder de samme skuespillere ofte i filmene. Mest famøst er vel nok samarbejdet med Johnny Depp, men også tidligere partner Helena Bonham-Carter og Christopher Lee bør fremhæves blandt Burtons trofaste skuespilensemble.

Intimitet og store visuelle armbevægelser
En klassisk Burton-film indledes med en lang, medrivende kameratur ind i det univers, hvor handlingen udspiller sig. Det lange tracking-shot ind gennem flagermus og hulevægge i Batman(1989), der med dramatisk lydside og ekstremt bevægeligt kamera anslår stemningen i filmens titelsekvens, er klassisk Burton. Eller kameraturen ind i Halloween-byen, hvor gravsten, skygger og spøgelser introducerer filmens univers til tonerne af det ørehængende intronummer ”This is Halloween” i The Nightmare before Christmas.

Efter disse store, pompøse kamerabevægelser udspiller der sig simple plots – intime fortællinger. Historier om social anerkendelse, kærlighed og venskab. Burtons film har igennem årene haft en tilbagevendende evne til at behandle eksistentielle, virkelige problemstillinger indenfor filmenes fantastiske og uvirkelige univers. Dette er blot endnu én af grundene til filmenes brede appel – Burton laver intime blockbusters.

Burton anno 2015
Både kritikere og fans synes enige om at Burtons bedste film ligger bag ham og hans seneste film er således ikke blevet modtaget med samme unisone jubelbrøl som hans tidligere arbejde. Men selvom Burtons start-90er-film, Edward Scissorhand, Ed Wood og The Nightmare Before Christmas, står stærkest i mange fans´  bevidsthed – såvel som i min egen – er Burtons univers stadig seværdigt.

Big Eyes indledes med et Andy Warhol-citat, der forsvarer Margaret Keanes popkunst og giver svar på tiltale til de mange kritikeres nedrakkende kommentarer. Malerierne af de store øjne kaldes nemlig ”kitch” og ”en hån imod den rigtige kunst” af de mange kritikere. Andy Warhol-citatet fastslår derimod, at: ”It has to be good. Otherwise so many people wouldn´t like it”.

Man fristes til at inddrage dette citat i en karakteristik af Burtons filmkatalog. Burton formår, ligesom Margaret Keane, at ramme noget på én gang enormt visuelt og enormt intimt, der appellerer til de brede masser. Enspænderen, hvad enten navnet er Vincent, Margaret eller Tim, vil formentlig blive ved med at fortælle historierne på sin helt egen måde og, der vil formentlig til alle tider være folk, der har lyst til at lytte med.

Kommentarer