Tilbageblik på filmåret 2016

Af Jakob Freudendal

Det har været noget af en prøvelse, når man i løbet af 2016 skulle vælge en film at se enten i biografen eller i sofaen. Med over 270 premierefilm tager 2016 rekorden for flest film i dansk biografdistribution inden for de sidste 25 år. Tilsæt så de efterhånden utallige muligheder inden for streaming, hvor giganter som Netflix og Amazon i stigende grad producerer mere og mere originalt indhold, og du står med et regulært dilemma – for hvad skal man egentlig vælge at se, når valgmulighederne tårner sig over en?

Der er ingen tvivl om, at langt de fleste har truffet det sikre valg. Mainstream-filmen har på mange måder sejret i 2016, hvor publikum særligt flokkes om film baseret på en gammel form med nyt indhold. Det er umuligt at kigge på det samlede udbud af biograffilm uden at bemærke, at Hollywoods kolossale maskineri ugentligt har skudt enten en sequel, prequel, spin-off- eller franchise-film ud i det i forvejen mættede marked. Superhelte-filmene er et glimrende eksempel på hvor sikkert det er blevet at producere en franchise-film. På trods af både lunkne anmeldelser og utaknemlig modtagelse blandt publikum har film som Batman v. Superman: Dawn of Justice og Suicide Squad solgt billetter for millioner af dollars verden over.

Således kunne Disney også bryste sig af et exceptionelt rekordår. I løbet af 2016 formåede mediekonglomeraten at cementere sit verdensherredømme med en samlet billetindtægt på over 7$ milliarder – det højeste nogensinde for et enkelt studio. Med de to uhyre populære franchise-serier, Star Wars og Marvel Cinematic Universe, i sin magt har selskabet domineret det internationale billetsalg gang på gang. Med planlagte udgivelser af en Star Wars-film og hele tre Marvel-film årligt i de næste tre år er der da heller ingen udsigt til, at dette hegemoni skulle formindskes.

Mainstream-filmens sejrsgang har i stigende grad gjort det sværere for de smalle film at nå ud til publikum. Med stadigt flere små, nystartede distributionsselskaber, bliver der købt flere og flere film til Danmark i en sådan grad, at selskaberne i visse tilfælde taber penge på at distribuere de smalle film.

Ali Abbasis debutfilm Shelley, der blev vist første gang under CPH PIX, blev set af forsvindende få publikummer, da den ramte de danske biografer. Kun 143 lagde vejen forbi den ellers ganske anmelderroste gyserfilm af den filmskole-udannede instruktør.

Det er dog langtfra alle indie-film, der lider nederlag ved billetlugerne. Hvis blot filmen bliver markedsført ordentligt kan indiefilmen sagtens finde sit publikum – for enhver film har et publikum, det er bare ikke altid, at publikum er klar over det. Min far, Toni Erdmann er ikke blot blevet rost til skyerne af anmelderne, men har også været velbesøgt af biografgængere landet over. Selvom filmen er blevet markedsført som en komedie er den i lige så høj grad et drama om at finde sig selv. Det lyder måske som en kliche, men Maren Ades tredje spillefilm er alt andet. Efter at være blevet forbigået i hovedkonkurrencen ved årets Cannes-festival er den tyske film stødt på vej mod Oscar-statuetten for bedste udenlandske film ved prisuddelingen i 2017, hvilket den yderst gennemførte film i den grad fortjener.

Maren Ade er blot et af mange ubeskrevne instruktørtalenter, der har gjort sig yderst bemærket i årets løb. Ved årets Oscar-show hev de relativt ukendte instruktører Tom McCarthy og Lenny Abrahamson ganske velfortjent en instruktør-nominering hjem hver for henholdsvis Spotlight og Room. Selvom begge instruktører kan bryste sig af mindre perler såsom The Station Agent (2003) og Frank (2014), var det først i år, at de for alvor fik den bevågenhed, de fortjente.

Året har generelt være stort på gode indie-film fra de mere ukendte navne, der desuden tæller Matt Ross, der brillerede som personinstruktør med Captain Fantastic, der allerede nu er støt på vej mod en lovende prissæson. Og så kan man heller ikke komme uden om debutanten László Nemes, der forvandlede gimmick til mesterværk med den unikke visuelle stil i holocaust-dramaet Son of Saul, der vandt årets Oscar for bedste udenlandske film.

De veletablerede auteurs har ligeledes haft et glimrende år. Todd Haynes’ drama Carol og Yorgos Lanthimos’ første engelsksprogede film, The Lobster, har begge oplevet stor international succes. Carol blev nomineret til hele 6 Oscars, mens The Lobster sandsynligvis går en nominering i møde for bedste originale manuskript.

Det er ikke kun filmstudierne og independentproduktionsselskaberne, der har disket op med film af højeste karat. Netflix har særligt markeret sig på dokumentar fronten med glimrende film af stærkt profilerede instruktører som Werner Herzogs Into the Inferno og Ava DuVernays dybdegående undersøgelse af det amerikanske fængselssystem 13th. Det er dog langt fra alle Netflix’ produktioner, streaming-giganten bør være stolt af. Forglemmelige film, såsom The Fundamentals of Caring, har Netflix også fundet plads til, og man kunne frygte meget mere af dette i de kommende år, når streamingtjenesten målrettet går efter at kunne præsentere 50% originalt indhold.

Mere kvalitetsbevidst har konkurrenten Amazon vist sig at være. Hvor Netflix sidste år decideret stod i vejen for Beasts of No Nations’ succes, har Amazon givet godt med plads til deres egenproduktioner. Kenneth Lonergans Manchester by the Sea får ikke bare en begrænset biografudgivelse for derefter at blive udgivet online, men derimod en fuld international biografdistribution. Amazon går i langt højere grad efter prestigefilm, hvilket allerede nu har affødt interessante sammenligner med 70’ernes Hollywood-studier, hvor høj kvalitet i sig selv var et mål uafhængigt af profit.

Udover Oscar-favoritten Manchester by the Sea, der får dansk biografpremiere i midten af januar, har Amazon bidraget til den internationale distribution af film, der er for smalle til Hollywood. Winding-Refns The Neon Demon, Todd Haynes’ Carol og Jim Jarmuschs Paterson kan alle takke Amazon for at blive vist på det store lærred.

Alt i alt har 2016 været et glimrende film-år, om end det utroligt ringe udvalg af sommer-blockbustere har skygget en del for det samlede billede. Heldigvis har vi stadig mange film at glæde os til, når vi i januar og februar får mulighed for at opleve de mange perler fra den internationale prissæson i de danske biografer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *