TILBAGE TIL NUTIDEN

Af Oliver Marc Noppenaug

I dag får vi besøg fra fortiden. D. 21 oktober 2015 er nemlig den dato, som DeLorean tidsmaskinen var indstillet til, da Marty McFly rejste ud i fremtiden i 80’er klassikeren Back to the Future Part II. Filmen er 2. del i trilogien om teenageren Marty McFly og hans rejser i tiden sammen med hans gode ven, den gale videnskabsmand dr. Emmett Brown. Trilogien blev en stor succes og er siden blevet et ikon i populærkultur.

2015 viser sig i en underholdende om end overdrevet version. Flyvende biler, tåbeligt tøj og betaling via fingeraftryk var blot nogle af de forudsigelser som BTTFPII havde om verden. Det er nemt at grine af disse forudsigelsers naivitet, men hvor langt er deres fremtid egentlig fra vores nutid? I denne artikel vil jeg forsøge at se nærmere på nogle udvalgte forudsigelser, og om hvorvidt de er gået i opfyldelse eller ej.

Pepsi

I filmen besøger vores helt Marty McFly caféen Cafe 80’s, hvor han bestiller en sodavand. Men det er ikke bare en hvilken som helst sodavand. Han bestiller nemlig en Pepsi Perfect. Flasken ligner dog snarere en lava lampe frem for en sodavand, og vores kære Marty har da også sine problemer med at få låget af. Udover at være i en mærkværdig beholder, så skulle Pepsi Perfect eftersigende være smækfyldt med vitaminer. Research afslører at flasken har et indbygget sugerør under låget. Det lyder jo rigtig smart, hvis man altså har held med at få låget af i første omgang. Alt dette lyder næsten for godt til at være sandt, men hvad nu hvis jeg fortæller dig, at Pepsi Perfect ryger i handlen d. 21 oktober?

I starten af oktober annoncerede Pepsi at, for at markere 30-års jubilæet for filmen, vil det være muligt at få fingrene i en flaske Pepsi Perfect. Dog kun et meget begrænset antal flasker. Som del af promoveringen blev der ved New York Comic Con uddelt Pepsi Perfect flasker til folk, der var udklædt som Marty McFly. Desuden vil 6500 flasker blive sat til salg over Amazon d. 21. oktober. Det er dog kun flasken, som vil være ændret. Indholdet er det samme, som vi kender og elsker. Pepsi har endda produceret en reklamefilm for produktet, og den syder med BTTFPII-charme.

Der er altså tale om en ’limited edition’ souvenir, og derfor mere et samlerobjekt end en reel tørstslukker.

Biografer og Jaws 19

McFly får sig noget af et chok, da den store hologram haj vokser ud af ’Holomax’ biografen og angriber ham. Der sker ham dog ikke noget. Det er selvfølgelig bare markedsføring af den 19. film i Jaws-serien, instrueret af Steven Spielbergs søn, Max Spielberg.

Vi er ikke helt nået til hologrambiografer- og markedsføring endnu. Teknologien, som bl.a. genoplivede 2pac til en Coachella-koncert tilbage i 2012, er utrolig dyr, og anvendelsesmulighederne er for begrænsede. Men forudsigelsen er da alligevel ikke helt så lang væk. I 2009 udkom Avatar, og biografmarkedet var ændret. 3D var den nye trend i Hollywood. Vi har alle prøvet at blive påvirket af 3D. Måske har man dukket sig for et objekt, der kom susende imod en. Måske har man prøvet at gribe ud efter noget. Så selvom at det ikke helt er hologrammer, så er denne trend her faktisk allerede.

I virkeligheden er der kun lavet fire film i Jaws-serien, og de er alle sammen udkommet før Back to the Future Part II. De gode folk fra Universal Studios ville også være med til at fejre 30-års jubilæet, og det har de gjort ved at lave traileren til Jaws 19. Traileren er virkelig humoristisk og tager tykt pis på nogle af de trends og succeser, vi har set på filmmarkedet.

Hoverboards

I 2015 er flyvende biler ikke det eneste transportmiddel. Raske børn og teenagere bruger hoverboards til at svæve rundt. Udvalget fra Marty McFlys Mattel-producerede, lyserøde børnesvæver til Griffs Jetdrevne møgdyr af et svævebræt vidner om, at denne form for transport er mere end en gimmick i 2015. I kølvandet på filmens premiere blev de da også sindssygt populære. Og da instruktør Robert Zemeckis udtalte, at de rent faktisk fandtes i virkeligheden, blev de kraftigt efterspurgt i legetøjsbutikker. På den senere DVD-udgivelse følger der som ekstramateriale ”rigtige” optagelser af hoverboards.

Hoverboards er ikke et ukendt fænomen i science fiction. I rigtige mange skildringer er skateboardets svævende fætter et yndet transportmiddel blandt teenagere. Det meste af mit liv har jeg stået på skateboard. Jeg har altid været fascineret af det. Da jeg for første gang så hoverboardet var jeg solgt, og det har da også været fast inventar på ønskelisten lige siden og det er jeg ikke alene om. Interessen for dette produkt er kæmpe stor. Flere firmaer kæmper om at være de første med et fuldt funktionelt eksemplar. Til trods for, at teknologien endnu ikke tillader os at suse ubesværet rundt som i Back to the Future, så er vi måske tættere på, end man lige går og regner med. Det er vi i hvert fald, hvis man spørger Arx Pax, holdet bag Hendo projektet. Ved hjælp af en Kickstarter kampagne havde de succes med at producere Hendo Hoverboardet.

Brættet svævede ved hjælp af elektromagnetisme. Desværre kunne det kun svæve over et specielt kobber underlag. Det fungerede da også mere som en air hockey puck end et egentligt transportmiddel.

Ikke desto mindre var dette et kæmpe skridt i den rigtige retning, og Arx Paxs nye projekt. Hendo 2.0, ligner til gengæld noget, vi kender fra filmen. Om Hendo 2.0 endelig kan realisere drømmen, får vi svar i dag, når Arx Pax har indkaldt til pressekonference om offentliggørelsen af Hendo 2.0.

Alt i alt er Back to the Futures udgave af 2015 måske en smule outdated og karikeret i forhold til virkeligheden. Ifølge instruktør Robert Zemeckis var det heller aldrig meningen, at det skulle være et seriøst bud på, hvordan 2015 så ud. Han siger: ”For me, filming the future scenes of the movie were the least enjoyable of making the whole trilogy, because I don’t really like films that try and predict the future. The only one I’ve actually enjoyed were the ones done by Stanley Kubrick, and not even he predicted the PC when he made A Clockwork Orange. So, rather than trying to make a scientifically sound prediction that we were probably going to get wrong anyway, we figured, let’s just make it funny.”

 

Han havde nok også ret. Jeg er i hvert fald fan af trilogien og glæder mig meget til at se om Marty McFly virkelig kommer på besøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *