Tilbage til nutiden: 80’er nostalgien er kommet for at blive

Af Nikolaj Fjord Korsgaard

En ny bølge af film, som dyrker 80’er filmenes elektroniske lydlandskab, neonlys æstetik og farverige universer lader til at være kommet svævet ind fra højre på et hoverboard. Enhver, der voksede op med disse type film, må føle sig som et lille barn i en slikbutik.

En forklaring på denne nostalgibølge skal nok findes i, at generationen som voksede op med VHS-bånd og arcade-spil nu er blevet voksne, og derfor er en målgruppe, der er værd er satse på fra producenternes side. Først og fremmest i kraft af deres større købekraft, som følger med voksenlivet, men også i kraft af, at nostalgikortet er et stærkt træk, som de fleste ikke kan modstå.

Folk der voksede op med 80’ernes popkultur, voksede op i hvad der af mange bliver betragtet som den moderne Hollywood blockbusters gennembrudstid, hvor denne type film blev det altdominerende i filmlandskabet. Den første reelle moderne sommer blockbuster bliver af mange betragtet som Steve Spiegelburg’s Jaws fra 1975 og senere de tre første Star Wars film, hvor den første dog også hører ind under 70’er kategorien. Men i løbet af 1980’erne intensiveredes mængden af blockbuster film ganske kraftigt med film som E.T., Back to the Future, The Terminator, Beverly Hills Cop, Top Gun, Ghostbusters, The Karate Kid, Die Hard, Indiana Jones-filmene og mange flere. Man kan tale om blockbuster filmens boom-periode.

Specielt high concept film fik i perioden sit gennembrud, hvor ”hvad nu hvis” scenarier blev en vigtig del af filmenes grundlæggende præmis. Dette førte ofte til skabelsen af kulørte og fantasifulde universer, og den teknologiske fremgang indenfor special effects gjorde, at det også blev lettere at fremstille de mere urealistiske og eskapistiske universer. Eksplicitte elementer som nøgenhed og vold på film blev også hverdagskost, og genrer som science fiction, adventure, horror og action blev det, som publikum primært efterspurgte.

Nogle vil måske også betragte perioden som et tidspunkt, hvor den moderne Hollywood-film fik et dyk nedad kvalitetsmæssigt efter at have toppet i 1970’erne med film som The Godfather, Taxi Driver, Apocalypse Now, One Flew Over the Cuckoos Nest og The Deer Hunter. Men alligevel er det nostalgidyrkelsen af 80’er filmene der på mange måder er gået hen og blevet kult.

Perioden har generelt blandt mange en større affektionsværdi, da hovedfokusset på underholdningsværdien er noget mange ser tilbage på som den mest rendyrkede form for eskapisme, men man kan også kritisere mange af filmene for at være mindre eksperimenterende og mere formulariske. 70’er filmene kan man på den anden side kritisere for at være for mørke, eksistentielle og dystre. Her talte mange 80’er film i højere grad til det fantasifulde, det mere legende og det indre barn. Måske netop derfor talte de i højere grad dengang til et yngre publikum, som nu er blevet voksne, og som i dag ophøjer perioden med særlige varme og nostalgiske følelser. Men perioden rummede også de mere dystre og mørke film som f.eks. The Thing, Blade Runner og The Shining, bare for ikke at glemme, at perioden også havde noget for enhver smag og ikke kun var kaloriefattig underholdning.

En helt ny musikgenre som er homage til 80’er filmsoundtracket er genren synthwave, som er kendetegnet ved en nærmest fetichdyrkelse af det elektroniske lydbillede, som karakteriserede de gamle 80’er film. De var typisk lavet med synths, arpeggiators og trommemaskiner – altså mere elektronisk instrumentation. Og netop denne nye genre er også ved at finde sit indpas i filmverdenen, eller man skulle måske nærmere sige, at musikstilen er ved genfinde sin plads i filmverdenen.

Et eksempel på dette, og et af de mere vellykkede værker, som netop formår at inkorporere mange 80’er elementer på elegant vis, er neo-noir filmen Drive, instrueret af danske Nicolas Winding Refn. Udover at indholde hektiske action- og biljagtscener som vi kender det fra de mere testosteron pumpede action film fra 80’erne, rummer Drive også art house genretræk og er utroligt stilfuldt eksekveret. Drive er en meget sofistikeret hyldest til 80’er filmen, hvor specielt den ekstreme vold og et meget mindeværdigt 80’er inspireret soundtrack efterlader vel nok en af de bedste hyldester til 80’er actionfilmen, der overhovedet er lavet. Refns andre film som Only God Forgives og The Neon Demon har mange af de samme elemeter og træk, men specielt Drive må siges at være særlig vellykket som homage til en klassisk ”L.A heist story”.

Et andet værk som i den grad er blevet hyldet for at ramme hovedet på sømmet i forhold til at genskabe den rette 80’er ånd, er Netflix-serien Stranger Things. Serien er blevet beskyldt for direkte at plagiere mange af Spiegelberg’s og Stephen King’s 80’er klassikere, men de fleste kan også blive enige om, at serien formår at genskabe den samme vibe som karakteriserede netop de film på en yderst tilfredsstillende måde. Netop fordi at filmen formår at ramme den følelse så rent, som den gør, så er tyveriet ved højlys dag retfærdiggjort, og serien har da også høstet utrolige mange roser. Det er en kunst i sig selv at ramme en nostalgisk følelse så godt som serien gør, og serien rammer rigtigt mange af de rigtige 80’er popkulturelle referencer.

Vel nok en af de mest stiliserede hyldester til 80’er filmen, der er lavet de senere år, er den crowdfundede Kung Fury, som nærmest kan betegnes som en 80’er action film på speed. David Hasselhof, ninjaer, Miami setting og Hitler med en gattling gun, filmen har alle overdrevne action B-films træk, man overhovedet kan komme i tanke om, og den er spækket med visuelle gags. Mitch Murder soundtracket bidrager også til, at denne film på mange måder er den perfekte hyldest til de mere karikerede elementer i 80’er action B-filmen, som i sidste ende bare er syndigt underholdende. Men de 80’er inspirerede film har også en fordel, da de mere lavpandende action eller horror elementer meget let går hen og bliver netop en del af charmen, og dette er Kung Fury et godt eksempel på. Men det er eksekveret på sådan en måde i denne film, at det nærmest ikke er set bedre.

Men det stopper ikke her, It follows, John Wick, The Guest, Turbo Kid, Super 8, Midnight Special, Beyond the Black Rainbow, Planet Terror og Hobo with a Shotgun. Det er svært ikke at se en klar tendens, hvad enten det er genretræk, soundtracket eller bare et forsøg på at ramme den samme følelse, som man kendte fra 80’er filmene. Og selvom kvaliteten måske er svingende i nogle af overstående film, så er det svært ikke at føle sig underholdt, når først følelsen af nostalgi rammer.

Ét svar til Tilbage til nutiden: 80’er nostalgien er kommet for at blive

  1. Hej Nikolaj!
    Fed artikel! Men jeg bliver bare ved med at tænke, hvad med hovedpersonerne, heltene, de levende actionfigurer, der alle prydede 80’er action-filmene? Terminator havde ikke været det samme uden Arnold, og The Expendables er jo netop en film lavet udelukkende ud fra at hive en masse af de gamle gæve gutter tilbage i ét stort 80’er orgasmisk mash-up!

    Blot en strøtanke!

    God weekend – Lasse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *