Anmeldelse
TIL VI FALDER: Sublime skuespilpræstationer i følsomt, men hakket drama

Af Siri Kastbjerg Andersen

I det danske drama Til vi falder rejser Adam (Dar Salim) og Louise (Lisa Carlehed) tilbage til den spanske ferieø, hvor de sidst så deres søn. De skal underskrive en dommerafgørelse, der afslutter efterforskningen af deres barn, som forsvandt på en ferie for 6 år siden. Filmen er modig og nysgerrig i sin stil, men også lidt for modig i sin afsluttende fase.

Adam har svært ved at acceptere, at søgningen er slut, og give slip på det sidste håb om at finde sin søn i live. Han bevæger sig på grænsen mellem privatdetektiv og fortvivlet far, og kan ikke stoppe jagten på sit barn, selvom alle omkring ham siger, at han bør. Der er en hårfin balance mellem ekstrem støj og overdøvende stilhed omkring ham, men de mange følelsesmæssige retninger resulterer i et manglende fokus på, hvad der egentlig er målet. Man mærker, at Adam selv har svært ved at beslutte, om han skal kæmpe eller give op, men det er frustrerende som publikum at være i tvivl om, hvad målet er.

Der er nogen dage, hvor jeg ville ønske, at det var dig, der var forsvundet i stedet for Lukas” fortæller Adam ærligt sin hustru, som nikker forstående og siger, at hun har det på samme måde. De har erkendt, at de aldrig kan blive lykkelige sammen igen efter den fatale ferie, men de kan heller ikke være lykkelige uden hinanden, og nu sidder de fast i en ubærlig ulykkelighed.

Ulykkeligheden udtrykkes glimrende gennem skuespilpræstationerne, der løfter filmoplevelsen markant. Særligt Dar Salim får med syvtommersøm slået fast, hvor dygtig og alsidig en skuespiller han er. Denne gang oplever vi ham i en langt mindre hårdtslående udgave, end vi er vant til. Det er dejligt at se en mere sårbar side af Salim, på trods af, at han ikke kommer hele filmen igennem uden et par slåskampe. Salim vandt også prisen for ”Best Actor”, da filmen havde verdenspremiere på Tallinn Black Nights Film Festival sidste år.

Samspillet med Lisa Carlehed fungerer rigtig godt, og vi lukkes ind i alle facetter af deres parforhold. Carlehed personificerer sin komplekse karakter overbevisende, og Louise giver et fint modspil til sin konfliktsøgende mand.

Et langt stykke inde i filmen drejer handlingen væk fra den poetiske socialrealisme, og foretager en gevaldig kunstnerisk U-vending, som desværre forvirrer mere end den gavner. Idéen er egentlig fin – vi kommer ind i hovedet på Louise i en slags dagbogsfortælling – men det havde fungeret bedre, hvis det var stilen helt fra start. Det er desuden uklart om datoerne, hun remser op, er den sommer, hvor Lukas forsvandt, eller den sommer, der er i gang nu. Til vi falder bliver et strålende eksempel på, at man skal stoppe mens legen er god.

Efter skiftet begynder parret at reagere på de følelser, som de har holdt inde gennem hele filmen, og handlingen, som indtil nu har foregået i et sobert og følsomt tempo, får pludseligt fart på. Slåskamp, utroskab og pengeafpresning bliver presset ind i filmens døende minutter. Det er både forløsende og frustrerende, for hele filmen igennem har man mærket de følelser, parret undertrykker, som ligger og ulmer lige under overfladen. Men det resulterer desværre i en rodet afslutning på en ellers virkelig fin og stærk fortælling.

Kommentarer