Film om kopier er en sand original

Af Bjarke Johansen

Omverdenen er ikke altid flink ved de små, de generte og de stille. Dette gælder især i Richard Ayoade’s nyeste film, The Double, der med Jesse Eisenberg (The Social Network, 2010) i en bogstaveligt talt dobbelt hovedrolle udforsker, hvordan verden kan se ud for forskellige mennesker.

En nedværdigende tilværelse

Simon (Jesse Eisenberg) er en konfliktsky, genert ung mand, der trampes på af alle omkring sig. Vagten på hans intetsigende kontorjob vil aldrig lukke ham ind, hans egen mor kan ikke fordrage ham, og pigen fra lejligheden overfor, som han er forelsket i, aner knapt nok, at han eksisterer. Livet er mildest talt surt for stakkels Simon. En dag bliver der dog ansat en ny medarbejder på hans kontor, nemlig den unge James (også Jesse Eisenberg), der fysisk er identisk med Simon, men er lige så selvsikker, som Simon er genert, og ligeså karismatisk, som Simon er usynlig. Men ikke nok med, at det kun er ham selv, der ser det, James begynder også langsomt at overtage hans liv, og Simon ved ikke, hvordan han skal standse det.

En verden uden identitet

ANMELDELSE AF:
The Double

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Richard Ayoade

LAND:
England

Noget af det mest markante ved The Double er den visuelle verden, der er blevet skabt omkring historien om den generte unge mand. The Double foregår ikke umiddelbart i vores egen kendte nutid, og overalt ses gammeldags, klodsede maskiner og kolde, døde

Eisenberg og Wasikowska overbeviser i udfordrende roller. Foto: Angel Films.
Eisenberg og Wasikowska overbeviser i udfordrende roller. Foto: Angel Films.
stenvægge. Selv på Simons livstomme arbejdsplads bliver det aldrig gjort klart præcist, hvad de egentlig laver, og chefen, kaldet The Colonel, interagerer aldrig med sine medarbejdere.

For yderligere at gøre verden svær  at definere geografisk og tidsligter filmens soundtracket præget af noget så usædvanligt som japanske kærlighedssange. Følelsen af isolation og identitetsberøvelse er således ikke kun til stede i filmens overordnede plot, men i hvert eneste hjørne af hver eneste bygning og gade i en verden, man ikke helt kan genkende, selvom den på visse planer stadig ligner vores egen. Det bliver således meget nemt at forestille sig, at der i denne verden ikke er plads til folk, der ikke ved, hvordan man springer i øjnene på folk omkring sig. Ikke kun er denne æstetik fascinerende og imponerende gennemført i filmens set design, det gør også Simons triste dagligdag mere tragisk for publikum.

Identitetstyveri – og så alligevel ikke

the double på toget
På grund af sit generte væsen har Simon svært ved at finde sig til rette i den moderne verden. Foto: Angel Films.

Alene ud fra plotsynopsen kunne man lokkes til at tro, at The Double vil udspille sig som en typisk identitetstyveri-thriller a la Barbet Schroders Single White Female (1992), men det er på ingen måde tilfældet. Ganske vist indtræder der en ubehagelig fysisk dublant, der begynder at overtage hovedkarakterens liv, men givet historiens noget kryptiske drejninger og dens tydeligt bevidste valg om ikke at forklare sig selv på noget tidspunkt ligner det mindre en typisk kamp med en åbenlys psykopat og mere et studie i, hvordan verden kan se forskellig ud, alt efter hvordan man vælger at tackle den. Hvor den kolde verden, vi befinder os i, er et mareridt for en person som Simon, er den et paradis for folk som James, der ved, hvordan man skal sno folk omkring sig. På denne måde tilføjes den ellers potentielt skabelonagtige historie flere nuancer, og det bliver alene overladt til publikum at drage en lektion ud af det bizarre handlingsforløb.

Et fantastisk dobbeltspil

Jesse Eisenberg er ganske fænomenal i seriens dobbelte hovedrolle, og det lykkes ham at spille to vidt forskellige karakterer med så stor præcision, at det alene i kropssproget er tydeligt, hvem der James, og hvem der er Simon, selvom kostumet, håret, ansigtet og kroppen er ens. Også resten af filmens persongalleri lader til at have dobbeltsider såsom Hannah (Mia Wasikowska), der det ene øjeblik er det eneste lyspunkt i en kold verden, og det næste er lige så påvirket af den som Simon, mens Simons chef Mr. Papadopoulos både er en morsomt ubehagelig kontorchef og en legitimt ubehagelig person. Filmen kan dog til tider virke en anelse for kryptisk for nogen blandt publikum, for der bliver på intet tidspunkt holdt i hånden eller tilsyneladende taget et synligt standpunkt til historiens problematik.

Alt i alt skærer dobbeltheden i The Double igennem på alle planer, og filmen er ikke kun et visuelt vidunder, men også en kryptisk historie om det at tage vare om sin egen identitet, noget som mange vil finde relevant i en tid, hvor der bliver mindre og mindre plads til individet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *