THE WIFE:
Bag kvinden bag manden

Oh no, my wife doesn’t write,” siger forfatteren Joe Castleman (Jonathan Pryce) til de andre Nobelprisvindere. Han kaster et forsigtigt blik tilbage mod sin kone Joan (Glenn Close), der står med deres jakker under armen. Hun siger intet, men observerer stille med et smil på læben.

Året er 1992, og det ældre ægtepar er netop ankommet til Stockholm, hvor Joe har vundet årets Nobelpris i litteratur. Han proklamerer sin taknemmelighed over for sin kone til højre og venstre, men langsomt begynder revnerne i facaden at vise sig. Omstændighederne bliver kun sat yderligere på spidsen af biografi-forfatteren Nathaniel (Christian Slater), der, efter flere års forskning af Joes forfatterskab, har en interessant teori; nemlig at Joe ikke er det kreative geni i familien.

The Wife er en af de film, der lægger op til at blive et storslået, dybdegående drama, men som aldrig når helt i mål. Glenn Close er perfekt i rollen som Joan, og selv når hun intet siger, formår hun at kommunikere en hel verden af indre konflikt gennem blot det svage smil, hun konstant har på læben.

Close forstår smukt at sondere et kompliceret terræn i et ægteskab, der involverer både afhængig kærlighed modsat skarp bitterhed og bevidst selvopofrelse overfor uvidende narcissisme. Det forhold brillerer særligt, når det ses i sammenhæng med den række flashbacks, der tager os tilbage til de tidlige dage, hvor Joe var en gift collegeprofessor, og Joan hans elev. Det vinterdæmpede Stockholm fungerer som det perfekte baggrundsbillede til Joans indre konflikt, mørk og snebelagt, præget af en række elegante luftoptagelser.

Resten af rollelisten giver optrædener af varierende kvalitet, men hvad der primært trækker filmen ned, er dens tendens til at falde i nogle velkendte kliché-huller; det tager pusten fra et ellers solidt portræt-drama. Filmens styrke ligger særligt i de ting, der ikke bliver sagt. Der er komplette narrativer alene i den måde, Joan trofast står ved sin mands side, men bliver efterladt, når hæderen først skal udgives. Det betyder, at der er tidspunkter, hvor dialogen føles overflødig og – især på særligt følelsesladede tidspunkter – nærmest pinligt opblæst.

The Wife er Glenn Close, når hun er bedst. Som skuespiller er hun fuldstændig overlegen på en måde, der overgår både tid og sted. Desværre bliver hun ikke ligefrem hjulpet på vej af sine omgivelser, men mon ikke der ryger et par prisnomineringer i hendes retning alligevel – og det med rette.