THE TRIP TO SPAIN
Endnu en grinagtig gourmettour med Steve, Rob og de mange masker

Niels Kristian Bonde Jensen

Steve Coogan og Rob Brydon er verdensmestre i at imitere. Ikke kun andre, men også dem selv. Dét at fremhæve visse komiske, absurde eller direkte usympatiske sider af ens eget kendisego, og af underholdningsbranchen som helhed, er jo næppe et nyt satirisk knep. Mest nævnt og nævneværdig i den sammenhæng er selvfølgelig amerikanerne Jerry Seinfeld med Seinfeld og Larry David med Curb Your Enthusiasm, samt deres danske imitatorere Frank og Casper med Klovn. Det der adskiller satiren i den britiske The Trip- trilogi (tidligere The Trip fra 2010, og The Trip to Italy fra 2014), er imidlertid, at de to semibiografiske hovedpersoner ikke kun dyster om hvem der kan være den bedste, sjoveste og mest belæste udgave af deres eget opblæste kunstner/klovne image, men også hvem der mest akkurat og underholdende kan imitere alverdens kreative forbilleder. Det er indimellem redundant og tålmodighedstestende, men det er mestendels både imponerende og skide sjovt, og det virker i virkeligheden som en perfekt andenpotens-metafor for to usikre, midaldrende entertainer-egoer, der konstant veksler mellem flugt og iscenesættelse.

Plottet er stort set præcis som vi kender det fra de to forgående The Trip- film. De to engelske komikere bliver tilbudt en betalt gastronomisk tour i et europæisk land (denne gang Spanien), der skal munde ud i en serie restaurantanmeldelser og artikler om deres møde med landets rige kulturarv. I en række samtaler i bilen, på hoteller og under deres eksklusive gourmetmåltider, diskuterer de to musik, film, litteratur, livet, kærestesorger, alderdom, mad, skostørrelser og alt derimellem. Disse samtaler foregår dog ikke kun mellem karaktererne Coogan og Brydon (og to tilbagevendende kvindelige karakterer), men bliver ofte beriget af diverse kendte (ofte britiske) underholdningsikoner, i form af hovedpersonernes ofte skræmmende rammende imitationer.

Nogle gange dystes der om hvem der kan lave den mest korrekte gengivelse, som f.eks. den evige kamp om Sir Michael Caines bævrende cockney-røst. Andre gange bruges personlighedsspaltningen som popkulturelt stikvåben, når den ene part (oftest Coogan) bevæger sig ud på lidt for prætentiøst finkulturelt samtaleterræn. Særlig grinagtig er her en samtale hvor Coogan forsøger at kortlægge Maurernes (”moors” på engelsk) tydelige indflydelse på den spanske kulturarv til to kvindelige tillyttere, mens han konstant bliver afbrudt af en nådesløs og oprevet Roger Moore via Brydon, der hævder at det altså var ham og hans familie (”the Moores”), der indtog Andalusien og var med til at opbygge det moderne Spanien.

ANMELDELSE AF:
The trip to Spain

ORDET SYNES:

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Michael Winterbottom

LAND:
UK og Spanien

Imitationerne er dog ikke kun fjollede sidenoter i to komikeres i forvejen underholdende ordudvekslinger, men er med til at understrege den underliggende konkurrence, foragt og dybtfølte beundring, der ligger i deres venskabs dynamik. Deres unikke og ret uforlignelige komiske kemi er selvfølgelig filmens hjørnesten, men deres kulturrejser ned ad snørklede landeveje og rundt i storslåede antikke bygninger, tvinger også de to aldrende egoer til at overveje deres tidligere valg og deres fremtidige muligheder. Denne, både kritiske og sympatiske understrøm af midaldrende mand- melankoli, rammer ikke her helt originalens tragikomiske højdepunkter, og filmens afsluttende 10 minutter bidrager med en ret unødvendig udpensling af de to hovedpersoners kontrasterende indre konflikter.

The Trip to Spain er unægteligt først og fremmest mere af det samme. Man kan dog argumentere for at det er en del af filmens (og de to forgængeres) pointe, og nød man Coogan og Brydons enigmatiske selskab i de to andre Trips, er der ingen grund til ikke at tage med på denne tredje rejse udi venskabet, selvbedraget, eminent madlavning og endnu mere eminent efterligningssatire.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *