Anmeldelse
THE RIDER: Rørende indie-film om en såret cowboy er en af årets bedste

Af Emma Kristine Sørensen

 

Første gang, vi møder Brady, står han foran spejlet og fjerner noget, der ligner hæfteklammer fra en forbinding i hovedet. Det ser ikke rart ud. Inde bag gazen gemmer sig et grimt ar, der stammer fra en rodeoulykke, som næsten tog livet ham. Den unge Brady er af den overbevisning, at gud har forudbestemt et formål for os alle: Heste er ment til at løbe over prærien, og cowboys, som ham selv, er ment til at ride. Så hvad stiller han op, når dette ikke længere er en mulighed?

Skildringen af Bradys indre kamp er dér, hvor The Rider står stærkest. Man oplever, hvor splittet han er, og man mærker den frustration og modløshed, der fylder ham. Han har et anspændt forhold til faren der på ene side ikke vil have, at sønnen fortsætter med at ride, men samtidig siger ”cowboy up!”. Og Brady selv, der nægter at ville ende op som faren, men jo heller ikke vil risikere at efterlade hverken ham eller lillesøsteren tilbage.

Den stærke og troværdige karakterskildring hænger også sammen med, at historien er baseret på virkelige hændelser, og at flere af skuespillerne spiller sig selv. Dette er ikke noget, filmen specificerer for sit publikum, men effekten kan mærkes. Specielt Bradys præstation og hans forhold til sin tidligere rodeokammerat Lane, der som følge af et uheld er stum og bundet til en kørestol, er meget rørende.

The Rider tager sig god tid. Og det er ikke, fordi jeg ville have været foruden de lange, smukke montager af Brady, der rider på hesteryg gennem græsmarker med solnedgangen i baggrunden, for her mærker man det særlige forhold mellem cowboy og hest, og hvilken glæde og frihed, det giver ham. Og ikke mindst hvad det er, der er så svært at give slip på.

Men trods det, kan man alligevel sidde med en følelse af, at filmen tager sig for god tid, og at der bliver lidt for stille i lidt for lang tid ad gangen. Det er først til allersidst, at der virkelig er noget på spil.

Ikke desto mindre er The Rider en afsindig smuk film: Visuelt, lyd- og ikke mindst historiemæssigt. Bradys fortælling er troværdig, og han portrætterer de udforinger, han møder, med en sådan inderlighed, at det kan mærkes helt ind i hjertet. Og selvom filmen, i særdeleshed, lykkes med at fortælle denne historie, kunne der godt have været mere modspil til ham som hovedkarakter.

Godt nok er det en indre kamp, han kæmper, og et valg, han skal tage selv, ene mand. Men nogle af de scener, der fungerer allerbedst, er dem hvor hans opfattelse og stolthed omkring det at være en rigtig cowboy udfordres af andre karakterer. Særligt i samspillet med vennen Lane, der for alvor får Bradys øjne op for, hvilken fremtid han selv risikerer at gå i møde.

The Rider står tilbage som en rørende fortælling om en ung cowboys søgen efter identitet. De bredde nordamerikanske vidder indkapsler smukt den ensomhed og stilhed der gennemsyrer fortællingen. Og Brady Jandreau leverer en overvældende præstation som Brady Blackburn. Med blot sin anden spillefilm har Chloé Zhao skabt en af årets bedste.

Kommentarer