THE RAFT:
Et vellykket mislykket socialt eksperiment

Har mennesket volden i sin genetik, eller opstår volden som respons på det omkringliggende samfund? Hvordan agerer mennesker under pres? De spørgsmål brugte den spansk-mexicanske antropolog Santiago Genovés (1923-2013) det meste af sit liv på at besvare i sine studier af voldens historie. Svaret ville han finde ved at undersøge magtstrukturer i en demografisk spredt gruppe af deltagere, isoleret på tømmerflåden Acali.

Med en opbakkende hilsen fra FN om eksperimentets søgen efter nøglen til fred, mens der stadig var krig i Vietnam, sejlede flåden i 1973 afsted for at krydse Atlanten med 11 ‘forsøgsdyr’, der i tre måneder skulle opholde sig isoleret fra den moderne civilisation.

I The Raft genbesøger instruktør Marcus Lindeen begivenhederne i en mosaik af arkivmateriale, noter og nye optagelser fra i dag, hvor deltagerne bringes tilbage til Acali.

Dokumentaren er en undersøgelse af mødet mellem antagelse og virkelighed. Lindeen veksler mellem kronologisk gennemgang af notater fra eksperimentets excentriske hovedperson, og hans eskalerende forsøg på fremprovokere fiktion blandt besætningen, og deltagernes tilbageblik på eksperimentet. En opbygning, der tydeliggør kontrasten mellem videnskabelig hypotese og realitet.

Deltagerne genforenes i en rekonstruktion af tømmerflåden, placeret i en minimalistisk scenografi, der leder tankerne hen på Lars Von Triers Dogville (2003). Scenografien er skabt af danske Simone Grau Roney og tilføjer et performativt aspekt til Lindeens dokumentarisme. Det fungerer godt som visuel ide, at deltagerne genlever den fascinerende fortælling og diskuterer hvor (eller hvorvidt) noget gik galt.

For de fleste af deltagerne var turen en flugt fra hverdagen. For Genovés var det er socialt eksperiment i vold, aggression og seksuelle spændinger.

Det kan afsløres, uden at sige for meget, at spændingskurven ikke har de udsving, Genovés havde i sigte, da han søsatte projektet. Det, der ventedes af Genoves (og måske ventes af seeren selv), er kulminationen af menneskelig frustration, der tydeliggør en forventning om et ultimativt klimaks i den gode historie.

For at fremprovokere fiktion fik kvinderne de ledende roller med verdens første kvindelige kaptajn, svenske Maria Björnstam, i spidsen. For Genovés lå der en klar forventning om, at det ville afføde en reaktion blandt besætningens mænd. Den nøgternt designede kombination af mennesker, med henblik på at skabe konflikt, bliver en tidlig opskrift på reality-tv som vi kender det fra shows som Bigbrother, snarere end et studie i menneskelig konflikt.

Instruktør Marcus Lindeen har med The Raft skabt en både rørende, alvorsfuld og humoristisk dokumentar om et tilsyneladende umuligt eksperiment. Dokumentaren viser med få og effektive cinematiske virkemidler, hvad der kan ske, når ryggeløs videnskab når et kritisk mætningspunkt.

Dokumentarens opbygning gør Genovés stigende frustration over eksperimentets forløb stærkt nærværende. Som seer savner man derfor ikke en spændingskurve i bølgegang.