THE PUNISHER (SÆSON 1):
Frank Castle er IKKE en hipster.

Af Christine Roederer

Der mangler ellers kun lige en man-bun i starten af The Punisher, og så ville Frank Castle (Jon Bernthal) være en perfekt hipster. Længere går ligningen dog ikke.

 

Frank Castle har fået fuldskæg seks måneder efter begivenhederne i sæson 2 af Daredevil (2016), og lever livet som den diskrete håndværker Pete Castiglioni. Frank Castle er nemlig officielt død, dræbt af en eksplosion ved havnen, da han sprængte sig selv og en båd fyldt med narkotika i luften. Som Pete Castiglioni er han dog i levende live.

 

Han er plaget af mareridt og står ofte og gemmer sig bag døren for at lytte med når hans gode ven, veteransygeplejerske Curtis Hoyle (Jason R. Moore), giver gode råd til krigsveteraner på anonyme møder. Curtis Hoyle er et af de få mennesker i New York som ved, at Frank Castle stadig er levende og han er opsat på at hjælpe Frank med at komme sig over sin PTSD.

 

Franks brutale fortid overhaler ham dog, når den mystiske hacker Micro (Ebon Moss-Bachrach) pludselig sprætter Franks friske ar op igen. Mordet på hans families og hans selvtægtsvendetta kommer tilbage for at hjemsøge ham. Han trækker Frank med ned i et konspirationsfyldt kaninhul. Og dette kaninhul er dybt — meget dybt. Dinah Madani (Amber Rose Revah), ansat i Homeland Security, graver nemlig også i selvsamme hul. Hun vil finde ud af, hvad der skete i en kælder i Afghanistan, hvor hendes partner blev dræbt på mystisk vis.

ANMELDELSE AF:
The Punisher (sæson 1)

ORDET SYNES:

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Steve Lightfoot

LAND:
USA

Manuskriptforfatter Steve Lightfoot (Netflix’s Narcos, NBC’s Hannibal) tager fat i nogle meget aktuelle amerikanske diskurser. Våbenkontrol, masseskyderier og behandlingen af krigsveteraner er tilbagevendende temaer i hvert afsnit. The Punisher står stærkest, når Frank Castles handlinger fra Daredevil bliver forvrængede for at passe ind i andres dagsorden. Det er et spejlbillede af, hvordan The Punisher-karakteren er blevet til en myte for det amerikanske militærkorps.

 

Krigsveteraner er der nemlig masser af i The Punisher: Billy Russo (Ben Barnes), grundlæggeren af det private sikkerhedsfirma Anvil; Lewis Walcott (Daniel Webber), den PTSD-plagede soldat som graver en skyttegrav i sin baghave; O’Connor (Delaney Williams), den stereotype våbenivrige Bibelciterende Vietnam-veteran, som ved mere end alle andre… Desværre tynger de mange sidehandlinger nogle gange det større narrativ og stjæler fokusset fra hovedpersonen.

 

Jon Bernthal som Frank Castle er nemlig eminent. Han har flere gang udtalt at han ville gøre alt han kunne for at inkarnere kultkarakteren, og det har han i den grad formået. Vi fik en lille smagsprøve i Daredevil, men når han står på egne ben, bliver det magisk. En tilbagevendende tic hos Frank er hans fingerspidser som altid gnider mod hinanden, når hans krop kræver et våben med en udløser for at sætte hans brutale raseri løs. Hans kolde og beregnende øjne mestrer også at udtrykke venlighed og humor i en af de mest fuldendte skuespilspræstationer, jeg har set i årevis.

 

Blodet sprutter og splatter ubarmhjertigt, når kugler river gennem kød, når knive skærer gennem hud, og når næver hamrer ned i ansigter. Og det passer skidegodt til serien. Især når Tyler Bates musik understreger hvert øjeblik med en Western-værdig komposition.

 

Marvels superhelte på Netflix har været plaget af mysticisme, mutanter og magi. Den tendens følger The Punisher ikke. I stedet graver serien i konspirationer, krigsveteraners PTSD og selvtægtsudøveres retfærdighed. Det er et dejlig friskt, men blodigt pust til Marvel Cinematic Universe — her er der ingen hemmelige asiatiske sekter eller invaderende rumvæsener som forsøger at tilintetgøre verden.

Kommentarer