Anmeldelse
THE MULE: En utrolig historie fladt fortalt

Af Alma Nordenbæk

Clint Eastwood gjorde et kup, da han købte filmrettighederne til The New York Times-artiklen om Leo Sharp, “The Sinaloa Cartel’s 90-Year-Old Drug Mule”. Det er en af de historier, som næsten er for god til at være sand: en 87-årig gartner, der gennem ti år brugte sit godmodige gammelmandsansigt til at smugle tusindvis af kilo mexicansk kokain over den amerikanske grænse. Scoop!

Desværre er The Mule ikke et godt eksempel på en velfortalt historie.

Earl Stone (Clint Eastwood) beslutter sig sent i livet for at score kassen på Mexicos lukrative narkoindustri. Han har mistet sin blomsterforretning til internettet, huset er røget på tvangsauktion, og familien skrottede han et årti forinden for at rejse landet tyndt med sine dagsliljer. Da et tilfældigt bekendtskab foreslår ham at tage lidt ekstra bagage med på sine køreture, står der ikke meget i vejen for Earls indtræden på den kriminelle løbebane. Der er så såmænd også let nok, hvis man er en lige så smooth operator som Earl.

For manden er en smørret sølvræv par excellence. Man kan passende spørge sig selv, om et indtagende ydre og hurtigt vid virkelig kan klare alle problemer. Earl kan i hvert fald snakke sig ud af det meste, hvad enten det er forsømmelse af familien eller et bagagerum fyldt med 100 kg kokain. Spændingskurven bliver lidt flad, når politi, narkohajer og fremmedgjorte børn alle lægger sig fladt ned for Earls glatte tunge. Men så igen, filmen er baseret på en sand historie, så måske nogle mennesker bare har lov til at være så heldige.

Filmens afsæt i virkeligheden gør dog ikke meget godt for dialogen, der er så forstilt og oppustet som kun Hollywood kan gøre det. Ørene bløder sirup og tæerne voldkrummer, når Earl taler om familie og kærlighed med sin kræftramte ekskone, Mary (Dianne Wiest). Subtilitet drukner i tung pseudoeksistentialisme, når Earl forkynder “familien er vigtigere end arbejdet” som var han Moses hjemvendt fra Sinaibjerget.

Vi følger for resten også en amerikansk DEA-politienhed, ledet af Colin (Bradley Cooper) og co. (Laurence Fishburne, Michael Peña), mens de jagter Earl og hans sorte pickup. Jeg går ud fra, at denne sidehistorie skal skabe suspense og nuancere vores sympati for både loven og lovbryderne, men alle betjentenes scener er hurtigt glemt og føles bare… hule. Deres bedste egenskab er, at de formår at snige lidt akavet socialkritik ind i filmens rimeligt letsindige plot.

Men, men, men! Lad det ikke gå usagt, at The Mule også har en masse charme. Den har som sin kerne en fantastisk (læs: næsten uvirkelig) historie, som er engagerende selv uden den store fremdrift. Eastwood er skøn selv når han er lidt af et røvhul, og de hårdføre narkogangstere har et hjerte af guld under al deres pistolviften og hårde tatoveringer. Det blomstrende venskab mellem Earl og hans kontaktperson, Julio (Ignacio Serricchi), sikrer nogle af filmens smukkeste og mest hjertevarme scener.

Det er en fornøjelse at se Earl nusse om sine liljer og synge country i sin narkofyldte pickup. Betyder det, at The Mule en god film? Nej, ikke rigtig. Men nød jeg at se den? Ja, for det meste!

Kommentarer