Anmeldelse
THE MISEDUCATION OF CAMERON POST: Aktuelt drama om accept og manglen på samme

Af Olivia Alleslev

Omvendelsesterapi. Den gode gamle kur mod den syndige, åh så problematiske seksuelle orientering, der strider imod Guds ellers så overbærende natur. En gedigen forplantning og dyrkelse af selvhad gennem repetitiv bibellæsning og selvfornægtelse. Det lyder som et forældet korstog, men er desværre endnu en grum aktualitet, hvor selveste USA’s vicepræsident Mike Pence bærer fanen højt, og Danmark selv endnu ikke har valgt at forbyde terapiformen.

Derfor er Desiree Akvahans The Miseducation of Cameron Post en vigtig tilføjelse til queer-cinemas repertoire med sit tiltrængte fokus på omvendelsesterapiens psykiske mishandling. Jovist foregår den i 1993, men problematikken er som sagt endnu frustrerende aktuel og påmindelsen om (selv)accept fortsat nødvendig.

At selvaccepten ikke just er i højsædet for vores hovedperson Cameron Post (Chloë Grace Moretz), er egentlig ganske forståeligt. Hun er en smuk ung pige i high school, og hendes fyr forguder hende; selv er hun dog forelsket i den charmerende Coley (Quinn Shephard), men deres glæde når brat enden, da de til prom night opdages på bagsædet af en bil af selvsamme forgabte fyr med trusserne nede om anklerne og metaforisk dug på ruderne.

Det resulterer i, at Cameron sendes til et center for omvendelsesterapi for homoseksuelle, hvor der fra første dag prædikes bibelfanatisme og praktiseres indbildsk hjernevask; det fra ”succeshistorien” Rick (John Gallagher Jr.) og hans mareridt af en søster, Dr. Lydia Marsh (Jennifer Ehle). Til trods for flokken af tomblikkede unge med saligt fornægtende smil, lykkes det Cameron at finde to mere frisindede sjæle: hippien Jane (Sasha Lane) og den langhårede Lakota-fyr Adam (Forrest Goodluck), der deler hendes skepsis overfor terapiens og troens præmis.

Det er netop karaktererne og deres indbyrdes relationer, der er i fokus i den ellers meget langsomme handling, der mere bestræber sig på at formidle sit budskab gennem den nænsomme indre kamp frem for gennem en højtråbende hævet pegefinger af et plot. Filmen formår da også på fin vis at skildre de forskellige facetter og stadier, de unge ”disciple” gennemgår i omvendelsesprocessen, men jeg savner alligevel noget mere dybde eller flere eksplicitte reaktioner på både situationen og den medfølgende psykologiske vold.

Måske det også til dels skyldes Chloë Grace Moretz’ præstation; der er ingen tvivl om, at hun besidder stort talent og leverer et solidt stykke arbejde. Alligevel ender Cameron med til tider at fremstå frustrerende monoton og passiv i sit tavse observerende stadie, hvilket får mig til at længes efter emotionel eksplosivitet, lidt teenagetrods og åbenlys afmagt. Der er simpelthen ikke nok af de scener, hvor hun danser på bordet eller ringer grædende hjem.

Dertil er en af filmens mindeværdige scener, hvor Cameron har modtaget et brev fra Coley, der for første gang virkelig får hende til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv, og om hun rent faktisk er en omvandrende synd, med ordene: ”Jeg er træt af at væmmes ved mig selv”, hvortil Jane indsigtsfuldt svarer: ”Måske skal man væmmes ved sig selv som teenager”.

Kort efter manifesteres disse påduttede selvhadske tanker, da en af de umiddelbare ”succeshistorier” omsider knækker under den konstante fornægtelse fra både ham selv og omverdenen, der leder til et grumt forsøg på selvkastration. Som følge ser vi endelig Cameron sætte foden ned, men momentummet afløses desværre af en lidt flad slutning.

Trods slutningens let uforløste natur, binder den alligevel en hjertevarm løkke på spørgsmålet om (selv)had og (selv)accept, der må siges at være filmens største force. Og det er særligt det, der gør, at jeg kan anbefale selv at få set The Miseducation of Cameron Post og overveje dens nutidige relevans.

Kommentarer