Anmeldelse
THE MAN WHO STOLE BANKSY: I sig selv en lige så rodet affære som gadekunst

Af Olivia Alleslev

Har vi virkelig brug for endnu en dokumentar om Banksy, verdens nok mest famøse gadekunstner? Det mener den italienske instruktør Marco Proserpio, der med The Man Who Stole Banksy søger at belyse alt fra Israel-Palæstina-konflikten over kapitalisme til gadekunstens komplicerede position i kunstverdenen.

For at gøre dette, tages vi med til Betlehems snavsede gader anno 2007, hvor en mur splitter byen, og krigsangsten er en fast bestanddel af befolkningen. Hele situationen har hidkaldt sig Banksys systemkritiske opmærksomhed, og han vælger at drage til byen og gøre den til sit nye lærred. En gestus, der er dømt til at vække opmærksomhed – bare ikke kun af den gode slags. Et af værkerne, der portrætterer en israelsk soldat i færd med at tjekke et æsels ID, vækker især vrede hos befolkningen, der mener, at Banksy sammenligner palæstinenserne med primitive æsler.

Her kommer Walid ”The Beast” så ind i billedet; et ordentlig brød af en taxachauffør/bodybuilder, der er alt andet end begejstret for Banksys ”fastfood approach to graffiti”. Derfor beslutter han sig for, i ledtog med sin chef Maikel Canawati, at nedrive den del af muren med ’The Donkey with the Soldier’ og sælge det videre på eBay.

Her starter altså værkets rejse fra Betlehems gader til en samler i København – og med det spørgsmålet om, hvem der egentlig ejer gadekunst. Kan man overhovedet stjæle noget, ophavsmanden i princippet ikke har ejerskab over? Og hvad gør det lige ved kunsten at fjerne det fra sin intenderede kontekst?

Alle disse problematikker er passende akkompagneret af punkbedstefaderen Iggy Pop, der med sin rå autenticitet lægger stemme til forløbet. Han er da også blandt filmens mest veludførte elementer, for resten havde ærlig talt nydt godt af en ekstra tur eller to gennem klippelokalet.

Det er egentlig ærgerligt, at The Man Who Stole Banksy ender med at være så rodet en omgang, for intentionerne er skam både gode og aktuelle. Desværre mangler der simpelthen et regulært fokus og en meget skarpere vinkel.

Der springes rundt i de forskellige konflikter, der uden en gennemskuelig rækkefølge kaster os rundt i verden, hvor et væld af eksperter, kunstnere, samlere og andet godtfolk alle har en masse at sige, der faktisk mest er det samme.

Alt i alt får jeg indtrykket af, at Proserpio ikke har nænnet at sortere nogle af dem, der har sagt ja til at medvirke, fra. Og sikke da et kaotisk resultat med en tilmed overraskende uinspirerende billedside. For ikke at forglemme glimtvise indspark af poleret palæstinensisk krigsrap, der sikkert var ment som dybt, men snarere fremstår aldeles tåkrummende.

Havde filmen så bare valgt at holde sig til at bruge Banksy som døråbner for belysningen af palæstinensernes endnu tragiske vilkår, der omvendt opstiller et glimrende eksempel på gadekunstens omdiskuterede rødder i kontekst, havde resultatet nok set anderledes ud.

I stedet er det både trættende og forvirrende at zappes fra Betlehem til Tyskland, hvor en eller anden samler har noget at sige om en kunstner, der ikke er Banksy – og så tilbage til Walid ”The Beast”, der efter sigende bekæmper sit lands usikkerheder gennem intens træning (muligvis filmens forsøg på karakterfordybelse).

Så ja, The Man Who Stole Banksy ville have godt af et solidt æselspark tilbage til redigeringsfasen.