THE JOURNEY:
Forsoningens kunst

Kan man hade et andet menneske, selvom det er sin ærkerival, når man først mødes ansigt-til-ansigt?

Årtiers kampe i det nordirske står over for en mulig løsning. Kampe mellem de britiske loyalister som undertrykkerne og de selverklærede frihedskæmpere hos IRA, som skabte kaos i Storbritannien og Irland op igennem 1960’erne og til slut i 1990’erne.

Mændene, der kan stå for en forsoning, er Ian Paisley og Martin McGuinness, som skal mødes i 2006 til fredsforhandlinger, som er orkestreret af den daværende britiske premierminister, Tony Blair, men mødet må afbrydes pga. stormvejr. Den britiske loyalist og pastor Paisley er, grundet vejret, nødsaget til at køre tilbage for at nå et privatfly for at nå hjem til sin 50-års bryllupsdag dagen efter. Den tidligere IRA leder McGuiness, der er desperat for en fredsløsning, får tvunget sig med på køreturen til Glasgow lufthavn – til Paisley’s store modvillighed.

Herfra udvikler filmen sig til et kammerspil bag i en bil. En rejse, hvor deres traumatiske fortid med folkemord og terrorangreb graves frem. Men på trods af deres fortid som ærkerivaler og deres enorme forskelle på det personlige og politiske plan bliver had forvandlet til bromance.

Akavede små øjeblikke står for filmens humoristiske indslag, som da McGuiness foreslår at de skal have “the final solution” om fred, og som dermed ved et uheld kommer til at henvise til jødeudryddelsen i anden Verdenskrig. Det bliver til højlydt grynten af den rigide og fundamentalistiske Paisley, når McGuiness endnu engang har sagt noget, der ikke var helt tænkt igennem. Men modsat Paisley, kan McGuiness se det sjove i situationerne og formår at charmere sig ind på Paisley. De bliver i løbet af filmen til et umage par: yin og yang, dag og nat. Vidt forskellige, men den ene eksisterer ikke uden den anden.

Filmen påstår at være baseret på virkelige begivenheder, og det er sandt, at McGuniness og Paisley fandt forsoning og endda senere hen gik i regering sammen og dermed skabte fred i Nordirland. Men der er heller ikke tvivl om, at der er smurt tykt på i filmen. Det hele virker til tider en smule konstrueret og er mest af alt en fantasi om, hvordan de to fandt forsoning, men det er svært at klandre filmen for det. Fordi det fungerer.

Rørende øjeblikke opstår uden at det hele nogensinde bliver for sukkersødt. Da McGuiness bryder grædende sammen på en kirkegård og fortæller om sine fortrydelser over sine handlinger i fortiden, som kostede menneskeliv, forventer man, at det bliver den store tilgivelses-scene i filmen, men Paisley fortæller koldt, at han godt kan pakke sammen med krokodilletårerne. Til sidst i filmen vil Paisley have en undskyldning af McGuiness, men McGuiness, som også har haft sine ofre ved borgerkrigen, vil han kunne være imod hele hans værdisæt og sige undskyld. Det bliver aldrig til en undskyldning, men dette respekterer Paisley.

Selvom de har svært ved at tilgive hinanden for fortidens synder, så er der opstået en relation og gensidig respekt mellem de to i kraft af den rejse, som de har været igennem i filmen. The Journey er en film med en karakterudvikling, som fører til en tilfredsstillende udgang og to skuespillere (Timothy Spall og Colm Meaney), der formår at give karaktererne den rette portion kemi.

Mennesket vil i mødet med et andet menneske næsten altid finde en form for forsoning, og det budskab står ganske stærkt mod filmens slutning.