Anmeldelse
THE FAVOURITE – Antiromantik og sort humor bringer fortiden til live

Af Gustav Stubbe Arndal

Selv den rigeste adelige i 1700-tallet levede i mindre luksus end de fleste almene borgere i dag. Det var en tid med lort i gaderne, dårlig hygiejne og endnu dårligere sygepleje. De pæne portrætter og storslåede kostumedramaer er en romantisk illusion, og The Favourite handler netop om den uglamourøse sandhed.

Måske er det derfor, Yorgos Lanthimos passer så godt til dette materiale. Den græske instruktør, kendt for værker som Dogtooth (2009), The Lobster (2015) og The Killing of a Sacred Deer (2017), har det med at slå en umenneskelig tone an for at skabe en absurd verden, hvilket passer glimrende til The Favourite, hvor fine klæder og titler skjuler sandhedens ækle lugt. Alle bukker for hinanden med slet skjult foragt, og beder høfligt om te for at vise deres overlegenhed. Det umenneskelige, overformelle sprog er realistisk snarere end formalistisk.

Dronning Anne af Storbritannien (Olivia Colman) sidder på tronen, mens regeringen er så godt som styret af hendes kammerpige og tætte veninde Lady Sarah (Rachel Weisz). Ind i billedet træder Sarahs kusine Abigail Hill (Emma Stone), der starter som tjenestepige, men snart vinder dronningens tillid. I hendes bestræbelser på at vinde uafhængighed ender hun i et farligt magtspil med Sarah, hvor prisen er dronningens kærlighed.

Lad os få en ting af vejen: The Favourite er hylemorsom, en kulsort komedie snarere end det kostumedrama, det måske kan lyde som.

En stor del af filmens humor drages fra kontrasten mellem hoffets småligheder og tåbelige mode, og deres insisterende alvor i politik og intriger. Meget har ændret sig siden starten af det 18. århundrede, men mennesker forbliver mennesker. De underholder sig med gåseræs og sladder, de kan bande som sømænd og flirte som liderlige teenagere, og selvom de endnu ikke har opfundet the dab, kan de stadig vise nogle skøre dansetrin.

Det eneste, der var bedre dengang, var den verbale nærkamp. Evnen til at opretholde en høflig facade mens man myrder hinanden med ord er en tabt kunst, som The Favourite genfanger med stor succes. Der er ingen ende på spydige bemærkninger, brutal ærlighed og endnu mere brutale løgne. Når Sarah og Abigails rivalri for alvor tager form, stiger temperaturen gevaldigt, og der er utallige grin at finde.

Men selv når Weisz og Stone fyrer one-liners af, der ville gøre reality-stjerner grønne af misundelse, er det stadig Olivia Colman, der stjæler filmen. På én gang patetisk og magtfuld, her er en dronning, der har givet totalt op. Hun æder kager til hun kaster op, hun underholder sig med at skrige ordrer til sine undersåtter, og Colman giver den hele armen; en mesterlig, fysisk og tragikomisk præstation.

Rachel Weisz brillerer også som den kyniske og erfarne politiker. Hun kan være lige dele sexet, charmerende eller frygtindgydende efter behov, og hendes selvkontrol er bestemt troværdig. Så troværdig, at Emma Stone ikke helt kan følge med – hun sælger Abigails desperation bedre end hendes selvtillid.

Lanthimos’ instruktion pynter også fint på fortællingen. Der er gjort fantastisk brug af fakkel- og stearinlys i nattescenerne og vinduer og mørke vægge i dagsscenerne, der placerer os i tidens dunkle virkelighed. Han bringer visuel humor med slowmotionsekvenser af adelige idioter, og gør brug af fiskeøjevinkler, der får rummene til at bugne ud. Men modsat hans andre værker er stilen ikke den bærende del.

Når komikken tager bagsædet, mister filmen desværre sin forfriskende originalitet til fordel for et velskrevet, men ikke just nyskabende karakterdrama. Den mere dramatiske slutning er bestemt interessant – man spørger sig selv, hvilken kvinde, der egentlig var værst, og hvad en sejr overhovedet betyder – men den hamler ikke op med midten, der fløj forbi med en perlerække af mindeværdige scener.

Med stærkt skuespil og dialog i verdensklasse bringer The Favourite moderne humor til en tid og et emne, der ofte bliver behandlet med kedelig alvor. Den afklæder hoffet både for at le ad deres hovmod, og for at finde menneskeligheden inden under. Og de mennesker, den finder, er måske ikke så sympatiske, men de er ganske underholdende at følge gennem deres spydige spil.

Kommentarer