THE DARK TOWER: Stephen Kings massive hjertebarn drukner i hastværk

Af Andreas Thorsager Klevin

Alle den storsælgende forfatter Stephen Kings ord er efterhånden bragt på lærredet så mange gange, at der snildt kan spores nogle svipsere. Selv hader King inderligt Kubricks ellers lovpriste The Shining, men er efter eget udsagn godt tilfreds med Hollywoods nyeste filmatisering, The Dark Tower. Den står i min bog skrevet som lidt af en svipser.

Selv har jeg ikke læst romanserien, som danner grundlag for den nye film. Men jeg har ladet mig fortælle, at den kun 95 minutter lange film er et løst baseret sammenkog af Kings magnum opus på i alt otte bøger.
Setting er et dystopisk univers, hvor Jorden eksisterer parallelt med utallige andre verdener, og en række gunslingers (revolvermænd) har til opgave at beskytte verden fra ondskab. Højest på listen står The Dark Tower, som er et kraftfuldt tårn, der binder hele universet sammen og beskytter dets verdener mod udefrakommende ondskab.

Den reelle trussel skal dog findes hos manifestationen af rendyrket ondskab, Walter (Matthew McConaughey); en troldmand, hvis eneste mål i livet er at destruere tårnet. I bedst manikæisk forstand er det da gunslingeren Rolands (Idris Elba) opgave at tilintetgøre Walter før han tilintetgør menneskeheden.

Egentlig er hovedkarakteren slet ikke Elba. Det er en dreng ved navn Jake (Tom Taylor), der lever på Keystone Earth (Jorden), og på grund af synske evner kan se ind i universets andre verdener. McConaughey er ude efter ham, og han bliver da rodet med ud på Elbas godhjertede mission om at redde verden. Han fungerer som en slags transcendentalt bindeled mellem de forskellige historier og verdener.

ANMELDELSE AF:
The Dark Tower

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Nikolaj Arcel

LAND:
USA

Det er svært at koge plottet ned til en kort opsummering, da universet føles så omfattende. Endnu sværere må det have været at koge bøgernes mytologi og historie ned til det, der svarer til en hamrende stærk bouillon, for det er præcis den følelse, The Dark Tower giver. Man får lov at smage på et muligvis interessant og omfattende univers, men det hele bliver skudt af på rekordhastighed. Som hvis man var indlagt til en femretters menu, men kun havde bordet en times tid. Filmen skal videre, videre, videre og til tider er den klippet direkte hektisk, hvor eksempelvis Elba næsten får klippet sine reaktioner af.

En applaus skal dog lyde til skaberne bag, da man rent faktisk er fint udrustet i grundmytologien med blot to lynhurtige introtitler, et par establishing shots og én enkelt ildevarslende scene. Ligeledes er kameraarbejdet veldrejet, og de mange actionscener er intense og flot udført.

Men det føles alt i alt fladt, forhastet, og hos karaktererne savnes især motivationer for skurken McConaugheys store ødelæggelsesmission.

Hovedkonflikten, det gode mod det onde, er nærmest serveret på et sølvfad, og man skulle tro, at der var mere plads til at udfolde spændende personligheder. Idris Elba, der både skal tjene sin pligt som gunslinger og samtidigt har personlige bevæggrunde for at dræbe McConaughey, har en rasende rolighed over sig, der fungerer godt til hans person. Men han er også den eneste, der fordrer et reelt følelsesmæssigt engagement: McConaugheys evner kommer på ingen måde til sin ret, og selvom han med sin drævende, kølige stemme indgyder frygt som skurk, bliver han i længden for nonchalant og ligegyldig. Bedst illustreret, når han adskillige gange affyrer sit arsenal af sort magi med utroværdige replikker som ”stop breathing”, der, ja, får offeret til at stoppe med at trække vejret og falde om.

Bøgerne har garanteret et enormt potentiale, men en halvanden times fortælling er ikke nok til dybdegående at skildre både svær mytologi, skurke, monstre, familieproblemer og dybe baggrundshistorier. Den har sine lyspunkter, og tilmed enkelte scener med gode jokes, men The Dark Tower ville egne sig langt bedre til et serieformat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *