TEORIEN OM ALTING: Kærlighedens paradoks

Af Signe Lilja

Teorien om Alting danner sammen med The Imitation Game og Mr. Turner et hattrick af britiske prestigebiopics, der har høstet et hav af prisnomineringer i 2014. Temaet om ’geniet i krise’ har været centralt i rigtig mange af årets store film. I Teorien om Alting skubbes kærlighedshistorien dog i forgrunden, og vi oplever et geni, der faktisk også fungerer socialt.

Filmen giver et portræt af virkelighedens matematikprofessor og astronom Stephen Hawking, der som 21 årig blev diagnosticeret med motor neurone disease, bedre kendt som ALS. Sygdommen forårsager komplet muskellammelse, dog uden at forværre hjerneaktiviteten. I 1963 fik Hawking to år at leve i – i dag er han 73 år.

I filmen møder vi det unge geni Stephen (Eddie Redmayne), der studerer matematik og kosmologi på Cambridge. Han er nørdet og lidt akavet, men vellidt og hviler i sig selv. Efter få minutter af filmen støder han i klassisk rom-com stil ind i den søde kunststuderende Jane (Felicity Jones). De bliver forelskede, og det hele er kosmisk perfektion, indtil Stephen bliver diagnosticeret.

Det er selvfølgelig her, dramaet tager fart. Det er både paradoksalt og stærkt, at en af århundredets største tænkere får en sygdom, der gør det umuligt at udtrykke sig. Og tør Jane vie sit liv til en mand, der sandsynligvis ikke har lang tid igen? Det bliver en fælles kamp om at holde fast i kærligheden og bekæmpe Stephens sygdom, så han kan blive ved med at arbejde.

ANMELDELSE AF:
Teorien om alting

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

James Marsh

LAND:
UK

Manuskriptet er lige efter bogen. Der er ingen nogle store overraskelser, hverken på handlingsplanet eller billedsiden af filmen. Dog er filmen fortalt følsomt, men på en måde, hvorpå det aldrig bliver usmageligt eller overfølende. Dette skyldes måske de eminente skuespilpræstationer. Jones karakter er specielt stærk senere i filmen, hvor Jane står overfor både svære beslutninger og store fristelser.

Eddie Redmayne vandt ved søndagens Oscaruddeling prisen for bedste mandlige hovedrolle for sit portræt af Stephen Hawking. En gammel Oscarjoke siger, at man bare skal spille handicappet for at få en Oscar, men Redmayne bringer en fantastisk kropslighed til Stephen, der overgår ’at spille handikappet’. Det kræver sin mand at kunne udtrykke charme, sarkasme, bekymring, sorg og sødme, udelukkende gennem sine øjne. Det må gerne få en Oscar med på vejen.

Hele filmen balancerer rigtig flot mellem det tragiske og det håbefulde, men er måske en lille smule for pæn, glat og forudsigelig. I dette års stribe af biopics er det ikke den bedste, men absolut heller ikke den værste. Den skal ikke forstås som et stort historisk drama, men som en romance, der måske mere besvarer spørgsmålet om, hvad tid gør ved mennesker, end den finder en løsning på tidens oprindelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *