TEENAGE MUTANT NINJA TURTLES: OUT OF THE SHADOWS: Padder giver smadder

Af Bjarke Johansen

Et år efter at have reddet hele New York fra den onde ninjaleder The Shredder lever de fire højtelskede, heltemodige ninja-skildpadder stadig i skyggerne skjult for omverdenen. Men da videnskabsmanden Baxter Stockman hjælper Shredder med at flygte fra sin fangetransport, bryder helvede løs, og Shredder allierer sig med den onde alien Krang for denne gang at overtage hele verdensherredømmet. Kan padderne, med hjælp fra både gamle og nye menneskevenner, besejre Shredder og hans nye kompagnon og redde dagen atter en gang?

Tilblivelsen af den Michael Bay-produerede Teenage Mutant Ninja Turtles (Jonathan Liebesman, 2014) var både hovedpinefremkaldende, frustrerende og skuffende. Efter flere kontroverser om, hvordan filmens forfattere oprindeligt havde tænkt sig meget radikalt at ændre på seriens struktur, blev filmen gjort en kende mere traditionel, men endte endte desværre alligevel med blot at være en tilforladelig actionfilm med et enormt tyndt lag Turtles-farvet maling. Der var simpelthen ikke meget af den fandenivoldske, bindegale, idérige Turtles-franchise at finde. Men så skete det utrolige.

Studiet lyttede rent faktisk til klagerne fra seriens fans. Og med Teenage Mutant Ninja Turtles: Out Of The Shadows lader de til at have forsøgt at adressere alle klager på én gang og virkelig gøre fans af den vanvittigt populære tegnefilmserie fra 1987 så glade som muligt. Figurer såsom alien-hjernen Krang og de dumme håndlangere Bebop og Rocksteady, som folk har sukket efter at se på film siden den første Ninja Turtles spillefilm i 1990 dukker op i fuld flor, og padderne selv er mere pjattede. Filmen er også proppet med referencer til bl.a. rapperen Vanilla Ice, der rappede den højt elskede (og ufrivilligt morsomme) ”Ninja Rap” i Teenage Mutant Ninja Turtles II: The Secret of the Ooze (Michael Pressman, 1991) og meget af det gakkede legetøj, der blev udgivet i tegnefilmenes kølvand. Faktisk er det til et punkt, hvor nogen nok ville kalde det skamløst at lefle for tegnefilmenes fans, og det er ikke helt usandt. Men det er et foretrække frem for en version, der har fået seriens sjæl fjernet for at kunne gøre sig selv ”mere lettilgængelig”.

ANMELDELSE AF:
Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the Shadows

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Dave Green

LAND:
USA

I Out of the Shadows er der konstant gang i den; (Næsten) alle filmens mange karakterer får masser at lave, mens logik, videnskabelig korrekthed og højtravende lommefilosofiske historieelementer ryger direkte ud af vinduet for at gøre plads til gak, galskab og vilde action-scener med både mutanter, aliens, robotter og gale selvtægtsmænd iført hockeymaske. Vi har vores helte, vi har vores skurke, og vi har en verden, der skal reddes. Og nogen gange er det alt, der skal til.

Med det sagt, så er Out of the Shadows bestemt ikke en perfekt actionfilm. Og den er heller ikke en perfekt tegneseriefilm eller endda en perfekt Turtles-film. Den er fuld af småplatheder og klicheer man godt kan rulle lidt med øjnene af, og mange af de jokes, der skal forestille at være åh, så sjove og charmerende, kan enten kun fremkalde et lille fnis eller en pinlig stilhed. Og så skal vi absolut atter engang have gennemtærsket lektionen om broderskab og teamwork, som padderne døjer med i hver eneste af deres efterhånden mange film ledt af et sideplot, der virker en kende meningsløst.  Og så bliver ordene ”Out of the Shadows” brugt utallige gange, som var det noget dybt poetisk og meningsfyldt, som vi skal tage til os og lære noget af, og som vil blive husket i generationer. Det er simpelthen lige lovligt søgt.

Til gengæld er Out of the Shadows en virkelig underholdende, god, gammeldags kamp mellem det gode og det onde, med masser af røvsparkeri og skøre påfund. Så hvis man gerne vil slippe for den dystre tone fra den oprindelige tegneserie og den tidligere film, er ude efter en god popcornsgnasker og har bare en lille smule kærlighed til de fire farverige ninjapadder med de spøjse navne, så kan man roligt skråle ”Cowabunga!” og nyde biografturen.

Kommentarer