Anmeldelse
TE MED DAMERNE: En kærlig hyldest til fire stærke damer

Af Lise Burmeister

 

I Storbritannien kan enkeltpersoner modtage såkaldte hæderstitler fra dronningen, hvis de har leveret exceptionelle præstationer inden for deres fag. Eksempelvis Sir Paul McCartney eller Sir Elton John har modtager denne ære. Det kvindelige modstykke til denne hæder er titlen Dame, og i dokumentaren Te med Damerne får vi æren af halvanden times selskab med fire karismatiske og livsglade damer (eller Dames? Dameser?).

Eileen Atkins, Joan Plowright, Maggie Smith og Judi Dench er en samling kvinder, som alle repræsenterer det ypperste inden for britisk kunst og skuespil. Deres karrierer startede tilbage i 50’erne på de skrå teaterbrædder i England, men alle har i en senere alder indtaget både TV- og filmbranchen.

Tilsammen ville de kunne fylde utallige kaminhylder med Tony- og Oscar-priser, og man under dem hver enkelt succes efter at have set Roger Michells charmerende lille dokumentar om dem, deres kærlighed til kunsten og ikke mindst tætte venskab gennem årene.

Vi bliver sendt til Plowrights smukke og velholdte landejendom i England, hvor filmholdet starter med at placere de fire kvinder ude i haven til en fotosession. Allerede her bliver interviewets løse og humoristiske tone slået an, da Maggie Smith med sin altid skarpe sarkasme, og dertil lige så skarpe ansigtsmimik, udbryder: ”Fuck off, Roger!”, da instruktøren spørger ind til, hvordan de har det med alderdommen. For som alle ved, påtaler man aldrig en dames alder. Kvinderne bryder ud i ren teenagerfnisen, og lattervarmen når helt ud forbi biograflærredet.

Og sådan overrasker dokumentaren hele vejen igennem. De fire damer, som efterhånden alle er et godt stykke inde i deres 80’ere, fremstår som unge piger med sprudlende livsenergi, når de først kommer i hinandens selskab. Der bliver hverken drukket Earl Grey fra porcelæn eller taget middagslure, men derimod skålet i champagne og sladret om mænd, teater og de vilde 60’ere. Der bliver dog også plads til ”pensionistsnak” om eksempelvis at miste hørelse og bevægelighed, men selv her bliver der trukket på smilebåndet, fordi Maggie Smith kækt tilbyder Plowright at låne hende sit ene høreapparat.

Den eneste ulempe ved Michells hyldestfilm til disse stærke britiske Dames er, hvor ufarlig den er. I en tid med #MeToo og forøget fokus på, at kvinder skal høres på lige fod med mænd, kunne det have været interessant at bruge netop disse fire stemmer.

Kvinderne reflekterer over deres individuelle usikkerheder og det faktum, at de aldrig er blevet tilbudt sexede femme fatale roller grundet deres udseende, og hvordan det ofte er blevet påpeget af mandlige instruktører gennem tiden. Eksempelvis Judi Denchs rolle som Kleopatra på teatret i London tilbage i 1987, som hun i krogene blev kaldt for gammel og grim til. Det bliver alt sammen sagt med et smil på læben, men alvoren og nutidens forsatte ulighed for kvinder i film- og teaterbranchen bliver fejet væk under Plowright fine tunge stuetæpper.

Det gør Te med damerne til en forholdsvis flad og uinteressant affære. Men filmen formår fortsat at blive en smuk hyldestfilm til fire exceptionelle kvinder, som med sikkerhed vil varme enhver biografgænger.