TALE OF TALES: Når eventyret bliver til barske realiteter

Af Jeppe Asholt

Italiens instruktørdarling Matteo Garrone (Gommora 2008) har kastet sig ud i et trefoldigt eventyrdrama løst spundet over landsmand Giambattista Basiles tidlige barokeventyr.

Her bliver vi taget med til et land bestående af tre kongerier, hvor prinsesser, troldmænd og dybhavsmonstre er sluppet fri af Pandoras æske. Men trods fortællingens rod i det overnaturlige, ligger menneskets virkelige og selvopslidelige drifter på lur under den eventyrlige overflade. Garrone har ikke givet afkald på sin hang til ubarmhjertig realisme. Og med Tale of Tales står det klart, at det er i spændet mellem realisme og fantasi, at Garrone holder jernet varmt.

”Can’t you just read the part where they kiss” opfordrer den unge prinsesse sin husholderske, der læser højt af landets ædle kærlighedssagn. Prinsessens ord gør med ét den klassisk pænpolerede optakt til begærets akt overflødig, mens de mest ikoniske eventyrfigurer pludselig virker som forvandlet til hungrende mennesker bag facaden.

Citatet er meget sigende for hele filmens lod. De blødsødne eventyrmærkater er frafaldet, og vi får i stedet indblik i karakterernes grufulde indre kamp, hvor livet er hårdt og utilsmilende i selv det frodigste eventyr. Med den præmis følger filmens multiplot tre kongerigers skæbnefortællinger.

I ørkennatten dukker en mørkklædt mystiker op hos sin konge (John C. Reilly) og dronning (Salma Hayek) med spådommen om deres længe ventede ønskebarn. De må dræbe et flodmonster, skære dets hjerte ud og få det tilberedt af en jomfru, så dronningen til sidst kan spise det.

ANMELDELSE AF:
Tale of Tales

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Matteo Garrone

LAND:
Italien

Indledningen lægger fra start op til et episk eventyrdrama, hvor magien altså både syder og bobler af dybt menneskelig begær. Dronningen må ofre sin mand til fordel for sin kommende søn. Og da sønnen får en tvillingebror, født af den fattige jomfru, jager dronningen tvillingen ud af byen for at beholde sin søn for sig selv.

Med sikker hånd får Garrone hurtigt sit karaktergalleri til at fremstå som eventyrets bidske menneskelige ansigt, hvor begær, egoisme og jalousi bliver drivkraft.

Til spøgsmålet om, hvad et faktisk, kødeligt menneske ville gøre, hvis det var havnet som regerende konge midt i et overdådigt eventyr, giver Garrone os fortællingen om den bundliderlige konge af Strongcliff (Vincent Cassel), der mæsker sig i diverse sexorgier med sit arsenal af rigets fineste ungmøer.

I samme egoistiske ånd får vi serveret en tredje og sidste fortælling, hvor kongen af Highhills (Toby Jones) bliver så betaget af en kæmpeloppe, at han kommer til at gifte sin datter væk til en orkermand.

Garrone får desværre aldrig det trefoldige plot til at gå helt i spænd. Hver især virker de som uafhængige dele, der ikke giver synderlig genklang i hinanden, og filmens intensiverende parallelklipning ender derfor med at virke en smule påtvungen. Genklangen ligger i den lidt løse idé om eventyrets grumme menneskelige fundament, hvor livet er uforløst og hvor ingen bliver endeligt forsonet eller tilgivet. Og skal man være grov kommer Tale of Tales meget til at ligne en øvelse ud i at transformere vidt forskellige eventyr til ubarmhjertige menneskefortællinger.

Alligevel er det imponerende at se, hvordan fortællingerne hver især er brutalt velfortalt i sin egen dekonstruktion af eventyret, hvis børnevenlighed er blevet udsat for en blank afvisning.

Måske er det Garrone, der fordømmer den lykkelige slutning med sin ret så kyniske pointe om, at der i virkeligheden slet ikke er nogen, der får prinsessen og det halve kongerige – selv ikke når skurken er dræbt og prinsessen er reddet hjem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *