COMIC CON:
Tak for i år, Comic Con Copenhagen!

Af Christine Roederer

Comic Con. De to ord kan vække megen glæde hos folk. Specielt når man tænker på Comic Con i San Diego, som er den decideret største i hele verden – og som tit bliver udsolgt på nogle få, meget kritiske minutter. Men det startede jo også som noget småt.

Ligesom vores lille Comic Con i København. Jeg har været med begge dage, og jeg har oplevet både Q&As, cosplay foredrag og konkurrence, samt gået rundt iblandt udstillere og kostumeklædte gæster. Gik du glip af weekenden, eller vidste du overhovedet ikke, at der var Comic Con i byen, så kan du læse med her, når jeg opsummerer højdepunkterne.

En lørdag med Pilou Asbæk og Manu Bennett

Klokken 10 lørdag morgen, før verden overhovedet var vågnet fra fredagsbaren, sad Pilou Asbæk på en stol med en mikrofon i hånden og begyndte at tale med glæde om, hvor fedt det var at være til sit femte Comic Con, men specielt fedt, fordi det er i København.

Der gik da også lidt tid, før ham og værten fra Pixel TV skiftede over til engelsk, så alle de udenlandske gæster kunne følge med. Den danske hygge var svær at få af vejen, og da Pilou skulle til at svare det første spørgsmål på engelsk, havde han lige pludselig ekstra svært ved at få sproget til at hænge sammen. Det kan jeg godt forstå.

Pilou peger på en fan påført hjemmelavet Game of Thrones cosplay ved dagens Q&A session og snakker begejstret om fan-kultur, og hvad det betyder selv at være en del af det.

Pilou har dog ret: det er så dejligt at have Comic Con i København.  I 2016 afprøvede man konceptet i Bella Centeret, en varm weekend i september . Det gik ikke så godt – ikke at udstillerne ikke kunne finde ud af det, eller at der ikke var nok cosplayers , eller at der ikke var søde nørder nok… Bella Centeret var bare for stort for dette lille projekt.

Forum, i midten af København, passede meget bedre. Der var ikke for mange, men heller ikke for få, og mellem det fyldte program med Q&As, autograf-sessions og billede-sessions, så var der noget at se frem til begge dage på programmet. Specielt med de gæster som det endelige program kom til at byde på. Nogle sidste øjeblikssygemeldinger har rykket frem og tilbage på programmet, som i starten skulle have set Bob Morley fra The 100 (2014-) og Alexander Ludwig fra Vikings (2013-) komme og snakke, men de blev erstattet med Richard Harmon, også fra The 100, og Mark Sheppard fra Supernatural (2005-). Pilou Asbæk og Manu Bennett dukkede som aftalt op begge dage, og det var en fornøjelse at høre dem alle snakke.

Pilou Asbæk, som vi kender fra Game of Thrones (2011-) som Euron Greyjoy, men også fra Borgen (2010-2013) og fra 1864 (2014), shows som alle blev nævnt ved hans Q&As, åbnede således showet. Der var grin, stolthed og en slags typisk dansk jantelov-følelse over det. Der blev snakket om, hvordan det var at have Nikolaj Coster Waldau med på eventyret og det pres, som Pilou følte ved at komme ind i sådan en kæmpe produktion. Der blev også spurgt ind til, om Nikolaj og Pilou stod og bagtalte de andre skuespillere på dansk, nu når de var to danskere – det gør Pilou. Men ikke ”Father Nikolaj”, som Pilou kaldte ham, med et kækt smil på læben.

Da Pilous Q&A sluttede, var der også ankommet flere til hallen og det begyndte for alvor at summe derinde. Jeg skulle selv lige en tur på badeværelset for at skifte fra almindelig civil borger til fan iført cosplay, inden jeg bevægede mig ned iblandt boderne. Der var varmt og solrigt udenfor, og i mit sorte morphsuit, gemt under flere lag stof og fleece, begyndte jeg at tænke meget seriøst over, om det nu var en god idé at gå rundt i cosplay.

Et af de andre højdepunkter på dagen, var selvfølgelig at den dejlige tegner og forfatter gennem de efterhånden kendte Valhalla tegneserier, Peter Madsen, sad og skrev autografer og tegnede i bøger ved et at forlagenes borde. Knapt så eksklusivt som ved de store skuespillere, skulle man ikke betale for at få sin bog underskrevet, bare væbne sig med tålmodighed og stå i kø. At der i det hele taget var en kø, trak et smil på min læbe. For selv om Valhalla ikke er så internationalt kendt som eksempelvis  Marvel eller DC, så var det simpelthen skønt at se så mange troppe op for at få noget signeret af vores egen danske tegneseriegigant.

Jeg fik da en bog signeret.

Senere på dagen var Manu Bennett på programmet. Den store skuespiller fra New Zealand, som vi kender fra Spartacus (2010-2013), The Hobbit filmene (2012-2014) og Arrow (2012-) fyldte sin stol ud med et kæmpe smil og en rå energi, som fik publikum til at smile fra start. Jeg husker ham som en af disse type skuespillere, man blot kender navnet på — eller måske ville genkende som ‘ham fra Arrow, der spillede Slade Wilson’. Indtil jeg fik lov at sidde blandt publikum under hans første Q&A lørdag eftermiddag.

Selv var jeg iført cosplay i form af Ronin — en karakter fra Marvel-tegneserierne.

Men sikke en personlighed! Han strålede af kærlighed til jobbet, og de seriøse emner som dukkede op – såsom tolerance inden for nørde-kulturen – beviste, hvor stor en mand, han faktisk er. Han tog sig god tid til at fortælle, hvor svært det var at spille Azog i The Hobbit, hvor han iført en ‘prikket pyjamas’ skulle finde ud af at se farlig ud. Manu fortæller, at det at sidde på en hvid saddel, rokket i bevægelse af to mænd, med ingenting foran, bagved eller rundt omkring sig andet end green screen, og samtidigt udføre replikker i det opfundne Orc-sprog, var noget af det sværeste, han havde prøvet som skuespiller.

Når han falder til ro igen efter den passionerede gengivelse af indspilningen af en af scenerne – med en publikumsmedlem som hjælp – falder snakken på Spartacus og hans medskuespiller på serien, Andy Whitfield. Andy døde i 2011 som følgerne af en kamp mod kræft, hvilket påvirkede Manu, der også som 15-årig oplevede døden på nært hold i et voldsomt biluheld. Hans mor måtte lade livet, mens Manu tilbragte nogle dage på hospitalet og forlod det med nogle ar, som man stadig ser på hans ansigt i dag. Han fortæller at det mørke ar under hans højre øje faktisk skyldes asfalt, som blev skrabet ind i huden, da han fløj ud af bilvinduet og gled med ansigtet nedad langs vejen.

Livsglæden skyldes de forskellige kunstneriske abstraktioner som musik og ballet, som Manu også bruger om skuespiller. Da han som 18 og 19 årige gik til ballet, lærte han også at bruge kroppen på en anderledes måde i sit skuespil. Som eksempel nævner han en scene i Spartacus, hvor fjenden bliver spillet af en balletdanser fra den Australske balletskole. Passionen i fortællingen giver genlyd i salen, når han fortæller om de enkelte stunder under optagelserne, hvor det hele gik op i en højere enhed.

Samtalen føres over til fans, der vil vide, om han kommer tilbage til Arrow. Med et smil svarer han, at det endnu er uvist.. Måske. Han begynder derefter at snakke om fankultur og om at dele en verden – han nævner Netflix’s The Rain (2018) som udkom for nogle dage siden som et godt eksempel på verdenskultur. ”It is through the sharing of cultures that we can make the world a better place,” siger han, inden han rejser sig op og beder nogle fans siddende på første række om at træde op på scenen. Nogle er iført Miraculous Ladybug (2015-) cosplays, og andre er iført Star Wars kostumer og hijab. Vigtigst er dog, fremhæver Manu, at forskelle i sociale lag ikke skal stoppe os fra at dele det, vi har tilfælles, da vi alle kan spejles i de film og serier, vi ser.

I den ene time dette Q&A varede, gik Manu Bennett fra at være en skuespiller, jeg intet  forhold havde til, til at være en skuespiller jeg har megen respekt for. Hans ord, hans engagement og hans politiske bevidsthed i alt det, han sagde og gjorde, er en sårbarhed og ærlighed, man sjældent ser hos mandlige skuespille på den måde.

En søndag med dæmoner og optrædener

Søndag morgen startede for mig med et foredrag om cosplay. Jeg har skiftet Ronin kostumet ud med et lidt mere behageligt cosplay, også fra Marvel, og sidder og hører om, hvordan man begynder som cosplayer, og hvilke regler der findes i samfundet, hvad man kan gøre, hvor man kan gøre det… Og specielt hvordan man kan gøre det.

Marugitto Cosplay, som holder foredraget, kan jeg huske fra Comic Con i København i 2016, hvor hun vandt Craftmanship konkurrencen for bedste håndværk med sit kostume dengang. Hun kommer med tips og tricks – har man fx brug for læder til et kostume, kan man købe en gammel sofa i en genbrugsbutik og rive polstret af og bruge i stedet for at købe noget nyt, dyrt læder – til det at være cosplayer. Eksemplerne hun bruger siger meget: Princess Peach cosplays finder hun mange af, og de forklarer næsten bedre end ord, hvad cosplay er; nemlig noget for alle.

Fra hendes lille foredrag bevæger jeg mig over til den anden scene igen, hvor Pilou Asbæk holder sit andet Q&A. Han er lige så frisk som ved gårsdagen og fortæller lykkeligt om de forskellige skuespiloplevelser, han har været ude for på The Borgias (2011-2013), hvor han fortæller, at han spillede den bedst betalte statist i filmens historie.

Pilou kommer også ind på nogle auditions han har lavet, og fortæller om hans prøve til Pennywise, the Dancing Clown, til filmen It (2017). Rollen gik til Bill Skarsgård i sidste ende, men Pilou fortæller da, at hans audition må have inspireret noget af det nye design på klovnen, da han valgte at påføre sig klassisk 1920’er klovne makeup, i stedet for den almindelige Ronald McDonald makeup.

En halv time efter Pilous andet Q&A var færdiggjort skulle Mark Sheppard på. De fleste kender ham fra Supernatural (2005-), hvor han har portrætteret dæmonen Crowley igennem mange, mange, mange sæsoner. Det var forfriskende at se ham tage hånd om Q&A med et smil. Ikke noget med at sidde ned og svare på et spørgsmål i ti minutter – nej, Mark Sheppard tog beslutningen om selv at gå rundt med en mikrofon og gå frem og tilbage mellem de to mikrofonstandere på hver side af scenen.

Efter 45 minutters frem og tilbage foran scene for at kramme og snakke med fans, som står i kø for at stille spørgsmål, sætter Mark Sheppard sig endelig i stolen.

Mellem hvert spørgsmål råbte han ”NEXT!” med et smil, og fik de nervøse fans iført Castiel og Doctor Who kostumer til at slappe lidt af. Også selvom det nogle gange virkede lidt aggressivt eller pompøst – men man kan næsten ikke lade være med at tænke: ”Når ja”. Han kom med på et wildcard, da Alexander Ludwig aflyste, og fløj direkte til København fra Los Angeles. Jetlaggen tilgiver alt.

Tæt på slutningen af den time, der var sat af, kom en mor op og sagde tak for alt det, Supernatural har gjort for hende og hendes børn med at komme gennem svære episoder i deres liv. Selv oplyser Mark, at han har været ædru i 28 år nu, og snakker om hvor vigtigt det er at snakke om disse ting; om hvor hårdt unge i vore dage har det, og at problemerne i vores samfund kommer fra tabulagte emner, som ikke burde være det mere. ”Don’t self medicate,” siger han, og remser op alle de måder man ikke skal: alkohol, cigaretter, stoffer, selvsade, osv. ”Don’t self medicate, because it doesn’t help – you have to find someone real you can talk to instead.”Blandt boderne i Forum var der forlag, butikker, merchandise og en masse, masse, masse Funko-pops af alle mulige forskellige karakterer fra alle mulige serier og film. Cosplayers var der da også masser af: et DC Comics meet-up var blevet sat op kl. 13:00 begge dage hvor cosplayers iført kostumer fra DC kunne mødes og tage billeder sammen.

For DC kostumer var der masser af. Harley Quinn dukkede op i alle mulige forskellige sammensætninger, og the Joker gik der også en håndfuld af. Dernæst var det Deadpool, som syntes af være den populære karakter fra Marvel, som gik rundt og lavede sjov i forskellige sammenhænge.

Det sidste på programmet var Nordic Cosplay Competitions danske finale for at beslutte, hvilken dansk cosplayer der skulle gå videre til NCC og dernæst finaler i Japan til World Cosplay Competition. En cosplayer med 3 kostume skift på 60 sekunder, en Harley Quinn og hendes forlovede på scenen, en Rocket Racoon iført vaskebjørnmaske, som kunne åbne og lukke munden, når han snakkede — ja, vi fik set en masse store talenter og helt vilde kostumer for at slutte weekenden af på.

Som Pilou selv sagde, søndag, til hans Q&A: ”Ville I komme tilbage, hvis det skete igen?”

Ja, det ville vi.