Ordet – Tidsskrift for Film og Medier
Tidsskrift for Film og Medier
“Vogterne beviser at der stadig er nye krigshistorier fra første verdenskrig at fortælle. For hvor mange andre film positionerer sig midt i krigens ubarmhjertige blodbad, tager Vogterne sit udgangspunkt langt væk derfra – i alt det, der blev glemt, mens krigen rasede.”
Læs mere
“Alt for kærligheden falder desværre i en kedelig rom-com-tradition, hvor evighedsbacheloren finder sig selv og sin samvittighed gennem forelskelsen i en alt for overbærende kvinde.”
Læs mere
“Xavier Giannolis Åbenbaringen vil have dig til at tænke, og gerne over en række spændende, religiøse spørgsmål. Desværre ender den dog snarere med at lade dig bruge tankevirksomhed på et altopslugende mysterium…”
Læs mere
“Filmen er ikke for sarte sjæle, men det er en exceptionelt effektiv og medrivende film, der bevidstgør tilskueren om, hvordan det føles at leve i en krigszone. Budskabet er da heller ikke til at tage fejl af: tusinder – hvis ikke millioner – af civile gemmer sig bag lukkede døre i Syrien, mens brutal krig hærger udenfor.”
Læs mere
“Der er noget fascinerende over hele filmen – den omhandler et svindelnummer, som Édouard står bag, og hver handling har en reaktion, som nærmest følger Murphys lov uden at blive for meget. Alt, som kan gå galt, går galt, men det bliver aldrig pinligt. Tværtimod.”
Læs mere
C’est la vie er en hyggelig komedie, man umuligt kan undgå at blive i godt humør af. Filmen overrasker ingen og kommer bestemt ikke i nærheden af De Urørliges niveau (2011), men har man en forkærlighed til fransk romantik og velskrevet sarkastisk humor, bør man helt klart give den en chance.
Læs mere
“Det bliver imidlertid hurtigt klart, at vi ikke just er vidne til nogen “årets far”. Filmen tager i stedet fat på et mere interessant og nuanceret spørgsmål: kan man elske sin familie og stadig være en psykopat? Eller som påstand: kærligheden er også for psykopater.”
Læs mere
“Dalidas portræt når aldrig længere end skitsestadiet: I stedet for at give plads til at dvæle ved karakterudvikling og -psykologi, vælger Azuelos at spise os af med en lang række dødkedelige biopic-klichéer, som for eksempel replikker a la ”fra det øjeblik hun blev født, var hun noget særligt” og glitrende montagesekvenser en masse.”
Læs mere
“Happy End er en montage af dysfunktionalitet, der er velfungerende på underholdende og hjerteskærende vis, som satirisk kommentar til det bedre europæiske borgerskabs forseglede bobbel af privilegier.”
Læs mere
”Léonor Serraille har et klart talent, og hun får nogle stærke, naturalistiske performances ud af meget af castet. Det er Dosch’ første hovedrolle, men hun er overbevisende og underholdende. Hun bærer hele filmen med en febrilsk, nervøs energi, og bakkes op af små men effektive performances.”
Læs mere