T2 TRAINSPOTTING: Vælg filmen, vælg venskabet

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Hvordan vælger du at filme en scene? Din hovedperson skal fra A til B. Det er en lidt flad, men nødvendig scene, der viser, hvor han kommer fra, og hvor han er på vej hen. Måske skal han køre med elevator op gennem en bygning for at møde en gammel ven? Du har et plot, hvor der skal nå at ske 1000 ting på 117 minutter, så elevatorscenen må ikke tage mere end et par sekunder. Hvad gør du? Hedder du Danny Boyle, og har du fået fri leg til at opfølge din egen visuelt mesterlige filmklassiker Trainspotting (1996), er svaret ligetil. Du viser elevatorens etagerejse med store, gyldne bogstaver på bygningens yderside, mens pulserende musik kører i baggrunden. Bum. 3 kedelige sekunder sparet.

Hvordan vælger du plottet? Du er hovedpersonen Mark Renton (Ewan McGregor), der for 20 år siden svigtede sine bedste venner og stak af med 16000 pund, som de skulle have delt ligeligt mellem sig. Er det vand under broen? Er alle dine tidligere narkoman-venner blevet fornuftige voksne mennesker? Selvfølgelig ikke. Den ene er en psykotisk voldsforbryder på fri fod, den anden stjæler smykker for at spare op til et bordel med sin kæreste, den tredje skyder stadig heroin ind i blodbanerne ved enhver given lejlighed. Fælles for alle tre er dog, at de har brugt de sidste 20 år på at hade deres bedste ven Mark, der lod dem i stikken, da det gjaldt. Så hvorfor opsøger du dem egentlig igen? Hedder du Mark Renton, og har du selv spildt hele dit liv på en ugidelig kone og et dead-end-job i Amsterdam, er svaret ligetil. Du har simpelthen ikke noget bedre at tage dig til.

ANMELDELSE AF:
T2 Trainspotting

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Danny Boyle

LAND:
UK

Hvordan får du så det hele til at fungere? Svaret er knap så simpelt… Hedder du Danny Boyle vælger du for det meste at fokusere på venskabet (og fjendskabet) mellem dine livskloge og likeable taber-antihelte, mens du griber enhver chance for at krydre billedet med syretripslignende visuelt lir. Det fungerer næsten. Kemien mellem de gamle venner/fjender er stadig fantastisk, charmerende og hylende morsom; og 20 års teknologiske fremskridt har givet mulighed for virkelig at skrue op for det filmiske udtryk. Det er simpelthen en fornøjelse at se på, selvom ingen af scenerne helt rammer originalens ikoniske toilet-svømmetur, eller den udsyrede kold tyrker-scene på barndomsværelset.

I det hele taget står opfølgeren en del i skyggen af sin forgænger. Filmen er ét langt nostalgi trip, der i høj grad kræver, at man i forvejen har et forhold til karaktererne og deres indbyrdes relationer. Derudover prøver plottet at gengive originalens løse hang-out fornemmelse, men kan ikke dy sig for at introducere alt for mange overliggende elementer og problemer, hvor især voldsmanden Begbies (Robert Carlyle) tegneserielignende hævntogt virker direkte fjollet. Der bliver ikke fulgt op på halvdelen af filmens løse ender, og kender man ikke handlingen fra første film, er der simpelthen ikke meget, der overhovedet giver mening. Slutteligt virker den rebelske og sorthumoristiske samfundskritik heller ikke helt så skarp, som den gjorde for 20 år siden. Der er selvsagt masser at tage fat i, men det virker ganske enkelt utroværdigt og forceret, når en middelaldrende Ewan McGregor sidder på en fin cafe og hælder punket galde udover den moderne SoMe-kultur.

Hvorfor vælger du så biografturen? Vælg den for gamle dage, vælg den for to timers farvestrålende syretrip, vælg den for venskabet.

Kommentarer