Synd og soning i storbyen

Af Peter Christian Rude

Martin Scorseses gennembrudsfilm fra 1973 introducerede en lang række af de temaer, der blev karakteristiske for hans efterfølgende produktioner. Udgangspunktet var hans opvækst som barn og ung i New Yorks Little Italy.

I begyndelsen af Martin Scorseses Mean Streets (1973), mens billedet endnu er sort, lyder en hviskende stemme. Stemmen fungerer som en slags utraditionel ouverture. Den formår på effektiv vis at slå filmens grundstemning an, men står samtidig uden for den egentlige fortælling.

Ouverturen lyder: “You don’t make up for your sins in the church. You do it in the streets. You do it at home. The rest is bullshit, and you know it.” Således præsenteres seeren, ganske vist på en noget hårdkogt facon, for det religiøse hovedmotiv om synd og soning, der lige fra begyndelsen underbygger Mean Streets som et gangsterdrama.

Det er Scorsese selv, der hvisker. Og det er ikke uden grund. Mean Streets er nemlig, for mig at se, hans mest personlige film. Den foregår i New Yorks Little Italy, hvor instruktøren selv voksede op, og som i samtiden var gennemsyret af lige dele katolsk tro og organiseret kriminalitet.

Hovedpersonen, den unge Charlie (Harvey Keitel), overtager Scorseses hjemmestrikkede teologi, hvor syndsforladelse ikke opnås i skriftestolen, men gennem hverdagens næstekærlige handlinger. Han længes efter at blive helgen, en slags moderne Frans af Assisi, men er i bund og grund ikke andet end en lille gangster. Han er fanget i det farlige og klassiske spil mellem dyd og tilbøjelighed og kan hverken realisere sig selv som kristen ridder eller hårdhudet kriminel. Som en slags bodsgerning fører han opsyn med sin mildest talt selvdestruktive fætter Johnny Boy (Robert De Niro), ligesom han ses med hende, som ingen andre vil vide af, nemlig epileptikeren Teresa (Amy Robinson), der tilmed er Johnny Boys kusine. I virkeligheden hjælper han dog kun sig selv, og hans selvopofrelse ender katastrofalt.

Little Italy som skærsild

Ofte har Scorsese benyttet sig af New York som kulisse, og hver gang lader han storbyen træde frem på en ny måde. I Mean Streets fremstilles Little Italy som en slags skærsild, der på underlig vis er afsondret fra det øvrige New York. Det er et kvarter, hvor den generelle arkitektur tangerer det anonyme; hvor lejlighederne er små og overfyldte og hvor gaderne, som titlen netop antyder, er tarvelige. Her findes porten til underverdenen! Charlie går på natklub, og Scorsese benytter sig pludselig af en ekspressionistisk æstetik, der foregriber det surrealistiske helvede på jorden hans senere film, Taxi Driver (1976), indeholder. Vi befinder os nu i hovedpersonens indre. Filmen køres i slowmotion, mens Charlie sætter ord på sine tanker. Samtidig filtreres virkeligheden gennem farven rød. Den åbner for alle mulige konnotationer, men må i Charlies tilfælde først og fremmest forstås som et hint om de evige flammer. Og flammen er i Mean Streets et ledemotiv. Charlie holder flere gange hånden over ilden i et forsøg på både at teste og pine sig selv. Første gang gør han det ved et votivlys i kirken, mens han spekulerer over helvedets både fysiske og åndelige side.

Charlie er desperat. Han søger frelsen, men er på sikker vej mod fortabelsen. Hans tragedie hviler på et grundlæggende selvbedrag. Han anerkender nemlig ikke, at han må bryde op med sine rødder og flytte fra nabolaget, hvis han virkelig vil omlægge sit liv. Charlie er dybt provinsiel, et stædigt medlem af den italienske landsby på Manhattans sydspids, og forestillingen om at bevæge sig blot lidt længere opad halvøen forekommer ham så absurd, at den ikke engang kan overvejes som mulighed.

Den tillokkende Teresa 

Charlie er i centrum af fortællingen, men han står dog ikke alene. Intrigen bæres af et trekantsdrama, hvor Charlie udgør den ene pol, mens de to andre bæres af den kugleskøre Johnny Boy og den tillokkende Teresa. Fremtiden ser lysest ud for Teresa, der udtrykker et oprigtigt ønske om at flytte væk. Hun er et fremmedelement i lokalsamfundet, hvor hun ikke opfattes som epileptiker, men derimod som sindssyg. Hun gennemskuer dog til en vis grad nabolagets logik, og fungerer tilmed som orakel over for Charlie.

De to går tur ved stranden, og hun afbryder hans underholdende ordstrøm med sin alvorlige besked: “I’m really gonna take that apartment. The one up-town.” Tidligere har hun sagt noget lignende, og Charlie opfordrer hende noget irriteret til denne gang at gøre alvor af sine ord: “What are you waiting for?” Hun svarer håbefuldt: “You.” Charlie griner nervøst og kommer med en række undskyldninger for at blive i nabolaget. Teresa slår dog hovedet på sømmet, og spørger ham direkte, hvad han mon er bange for. Hun pointerer, at Charlie ødelægger sine fremtidsmuligheder i Little Italy, hvor han omgås tabere som deres fætter Johnny Boy. Charlie vender vredt argumentet på hovedet og investerer sig selv med moralsk autoritet, idet han om fætteren siger: “Who’s gonna help him if I don’t?” og noget selvsmigrende tilføjer: “Nobody tries anymore […] Francis of Assisi had it all down.” Charlie er dog ikke den umbriske helgen, men tværtimod en sumprotte. Teresa fremstiller det umulige i hans forsæt, idet hun grinende siger: “Saint Francis didn’t run numbers.”

“Crazy”

Teresa foragter nok Johnny Boy, som hun anser for den dødvægt, der trækker Charlie ned i fortabelsen. Men hun indser ikke, at han i virkeligheden minder om hende selv. Hun affejer ham som “crazy”, hvilket er en rigtig observation i den forstand, at han fungerer som en slags hofnar. Han nægter at spille med på gangsternes regler og gør systematisk grin med deres tomme æreskodeks. Ligesom hende gør han oprør mod et samfund, som han har svært ved at identificere sig med. Johnny Boy er ham, der sprænger postkasser i luften og skyder efter Empire State Buildings silhuet. Han kommer dog først for alvor i problemer i det øjeblik, hvor han nægter at betale lånehajen Michael (Richard Romanus) og tilmed fornærmer ham ved at vifte en pistol foran hans næse. Charlie prøver af alle kræfter at få de to forligt, men Johnny Boy lader sig ikke styre. Han er den spedalske, der spreder ulykke, hvor end han går, og som ingen andre end gangsteren med helgenambitioner bekymrer sig om.

Mean Streets er både en levendegørelse af Scorseses egne erfaringer med at vokse op i Little Italy og en dramatisering af hans teologiske idéer om frelse og fortabelse. I slutningen af filmen må Charlie, Teresa og Johnny Boy flygte fra Little Italy, fordi sidstnævnte er dødsdømt af lånehajen Michael. Nu involverer instruktøren atter sig selv ved at spille lejemorderen, der jagter dem i bil. Han skyder. De mister kontrol over bilen. Men hvorvidt det lykkes ham at dræbe dem, er uklart.

På samme måde gjorde Martin Scorsese heller ikke endegyldigt op med sin fortids oplevelser og betragtninger i Mean Streets. Tværtimod bearbejdede han disse ind til de temaer, der senere blev karakteristiske for hans film. Mean Streets fremstår nu som den grundsten, hvorpå hans produktion blev bygget. De eksistentielle helte, der konstant balancerer mellem synd og soning, går igennem hele filmproduktionen som en rød tråd.

Denne artikel er del af Ordets blad nr. 37, som udgives d. 5 maj. Bladets tema er New  York. Klik på billedet for at blive ført til begivenhedens side.

Ordets ambitiøse redaktion har strikket et fantastisk blad sammen, som er spækket med spøjse steoretyper – Woody Allen, serier med kvinder, der lever dyrt på Manhattan og meget mere.

Bladet byder desuden også på et interview med Lars Ranthe og et kig bag kulissen på den autonome Kort- og dokumentarfilmskolen.

Kommentarer