SÅ LÆNGE JEG LEVER:
Svingende oplevelse i hyldest af overset bodega-koryfæ

Irriterende forsøg på at skabe poesi forstyrrer en ellers vellykket biografi med en Rasmus Bjerg i sit livs rolle.

Sveden pibler fra det lange, fedtede slikhår og ned i det endnu længere skæg. Selerne strammer om den karakteristiske grønne skjorte, imens de fede fingre flyver over tangenterne på det tilsølede klaviatur. De tomme grønne flasker danser lystigt på toppen af klaveret side om side med den stadigt dugfriske nyopknappede Tuborg Classic, som musikeren indimellem tager en stor slurk af. Det er en John Mogensen i sit es, der efter sit nummer tiljubles af de storrygende fremmødte bodega-gængere og kvitterer med et stort smil. Skildringen af den for mange glemte 70’er-folkehelt er til tider spot on, men flere andre facetter i Ole Bornedals nye spillefilm er mislykkede.

Så længe jeg lever følger John Mogensen helt fra barnsben, hvor man ser skoledrengen ”Lille John”, der spilles af den unge og dygtige Harald Kaiser Hermann, vokse op blandt alkoholikere og fanatisk klamre sig til musikken. Denne passion følger ham videre i livet til 1960’erne, hvor han udgør en fjerdedel af et af landets største popsuccesser, The Four Jacks. Men Johns higen efter det perfekte skaber flid mellem de fire egoer.

I takt med 70’ernes indtog ender kvartetten med at gå i opløsning; og den fordrukne sanger når lavpunktet for sin karriere, da hans kone Ruth (Helle Fagralid) ikke ser anden udvej for ham end at tage et job i Sverige som hyggepianist — eller ”pikkehyanist”, som den ordspillende John selv kalder det. Hans lyst til at skrive musik forsvinder dog ikke, og da hans samfundskritiske ”Der er noget galt i Danmark” ved et uheld bliver spillet i radioen, vendes karrieren på hovedet, og snart står den skæggede sangskriver på nogle af landets største scener.

Rasmus Bjerg ligner en tro kopi af hovedpersonen selv og gør det såmænd også glimrende i de mange fortolkninger af Mogensen-klassikere som ”To mennesker på en strand”, ”Fut i fejemøget” og ikke mindst titelsangen ”Så længe jeg lever”, der alle er produceret og genindspillet af Søren Rasted. De 15 ekstra kilo, som komikeren havde taget på for at spille sin hidtil største rolle, er da heller ikke til at overse i de unødvendigt mange scener, hvor han mumlende ruller rundt kun iført underbukser efter en brandert og gang på gang kommer op med teksten til en ny sang.

I en af filmens ellers bedste scener, hvor vores hovedperson rækker mikrofonen ud til publikum og lader dem synge for i ”Der er noget galt i Danmark”, forvandles publikum pludselig til et filmlærred. Hernæst finder John Mogensen sig selv alene foran lærredet og bliver på lyrisk vis konfronteret af sig selv som barn. Dette møde mellem barn og voksen bliver et gennemgående element i filmen og skal fungere som en indre monolog. Hver gang John Mogensen skal gøre op med sig selv, hvem han er, og hvad han vil, dukker Harald Kaiser Hermann op ud af det blå og rådgiver en fortvivlet Rasmus Bjerg.

Bornedal forsøger hermed at give filmen et poetisk pust, der skal illustrere hovedpersonens opgør med sig selv — men det fungerer slet ikke. Dette eksemplificeres bedst i en scene, hvor John Mogensen har drukket sig fuld og gjort sig selv til grin foran et stort publikum. Efterfølgende kører bandet videre, imens forsangeren ligger med moralske tømmermænd på bagsædet. Dette illustrerer Bornedal ved lade Rasmus Bjerg og Harald Kaiser Hermann ligge grædende og holde om hinanden, og man sidder tilbage med følelsen af, at man ikke ved, om man skal grine eller græde.

Ser man bort fra Bornedals spøjse forsøg på unødvendigt at give filmen et dybere lag, er det en fin fortælling om John Mogensens liv og musik, der formentlig kommer til at fremkalde anerkendende smil på danskernes læber. Rasmus Bjerg leverer varen og fungerer udmærket i samspil med Helle Fagralid, Peter Mygind, Paw Henriksen og Lars Ranthe for blot at nævne et par stykker fra det stjernespækkede cast. Ole Bornedal selv havde en del at bevise efter sin fiasko af en komedie Dræberne fra Nibe (2016). Forsøget på at skabe poesi virker dog lidt for søgt, og i stedet for at sparke bolden træfsikkert i mål forsøger instruktøren at gøre en ellers umiddelbar publikumssucces til mere end, hvad den bør være. Det bliver simpelthen for Bornedal’sk.