Svensk ungdomscharme i punkens tegn

Af Line Gullander

Sverige er gode til at lave ungdomsfilm, og  Vi er de bedste (2013) er ingen undtagelse. Som en stærk kontrast til instruktørens mere dystre bagkatalog er Lukas Moodysons nye film en troværdig og yderst charmerende skildring af tre 13-årige piger, der starter et punkband i 80’ernes Stockholm i en tid, der kom før Generation Like.

 

Ungdomsklubbens egne anarkister

 

VI ÄR BÄST!
Klara har styr på punk-attituden. Foto: SF Film

Stockholm 1982. Punken er død, men ikke ifølge bedsteveninderne Bobo og Klara (Mira Barkhammer og Mira Grosin). Bobo har netop selv klippet sit hår kort, en frisure hun er en smule usikker på nu er punk eller ej. Klara har til gengæld styr på hanekammen og er skarp, når det gælder sproglige comebacks. Som en trodsig hilsen til ungdomsklubbens  favoritband – en flok langhårede og ikke særligt søde rockfyre – beslutter pigerne at starte et punkband. Fulde af ungdommelig optimisme går de all-in på projektet, men der er bare et problem: Ingen af dem kan spille på et instrument. Det kan Hedvig (Liv Lemoyne) til gengæld. Hun er skolens stille, kristne pige, men hun er ret sej til at spille guitar. Pigerne overbeviser Hedvig om at blive gruppens tredje medlem, og sammen bliver det de tre mod verden.

ANMELDELSE AF:
Vi er de bedste

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Lukas Moodysson

LAND:
Sverige & Danmark

Fintfølende skuespil

 

Barkhammer og Grosin spiller rollerne som de to unge misfits troværdigt og med masser af følsomhed, glimt i øjet og barnlig charme. Intimiteten mellem de to som veninder er ægte og oprigtig, og deres optimistiske og – til tider – lidt naive tilgang til verden bliver aldrig useriøs. Liv LeMoyne er i rollen som den lidt mere stille, men også mere modne Hedvig, en fin kontrast til de to fandenivoldske rebeller. Hun blomstrer op i samværet med de to, og skal helt sikkert have thumps-up for blærret guitarspil og lækker folksyngende vokal.

Ungdomsfilm om før Facebooks tid

 

Historien er baseret på tegneseriealbummet Aldrig Godnatt af Coco Moodyson (gift med instruktør Moodyson), der omhandler tre pigers selvsamme opdagelse af punken i 1982. Tidsånden gennemsyrer også Vi er de bedste, hvor den politiske bevidsthed og kampen for de svage hele tiden er til stede i de unge idealisters hverdag. Bandets første single, Hader sport, er en metaforisk knytnæve til skolekammerater og lærere der hellere går op i reglerne i basketball, end at børn dør i Afrika og atomkraftværkerne smelter. De unges selvbevidsthed er stærkt i fokus, og selvom vores unge punkere er gode til at svare igen, bliver omgangskredsens hånlige tone alligevel svær at lukke af over for. Nok er man rebel, men som 13-årig er man også et følsomt ungt menneske, uanset om årstallet hedder 1982 eller 2014.

Paralleller til Fucking Åmål 

Vi_ar_bast_001
Livet i syvende klasse er fyldt med op- og nedture. Foto: SF Film

Vi er de bedste står i stærk kontrast til instruktørens mere trivielle bagkatalog såsom Lilja-4-ever (2002) og er først og fremmest en glad film. Ligesom i det lesbiske forstadsdrama Fucking Åmål (1998) har Moodyson en meget fintfølende indsigt i de unge pigers følelsesliv, men helt lige så rammende eller vedkommende bliver den måske ikke.  Alligevel er konfliktmotiverne store nok til at være konflikter i syvendeklasseverdenen, hvor identitetsdannelsen hele tiden er implicit i fokus. Hvem der skal spille bas, og hvem der må ”nøjes” med trommerne kan hurtigt blive en dramatisk situation, og med overgangen fra barn til teenager følger ligeledes en spirrende interesse for det modsatte køn, her i form af den sorthåede eyelinerfyr Elis, der næsten er ved at splitte venskabet ad mellem Bobo og Klara.

Vi er de bedste er en optimistisk og ukompliceret ungdomsfilm, der med kække replikker og særdeles humoristiske samtaler, efterlader publikum med et stort smørret smil på læben, og en følelse af for en stund at have genoplevet livet som 13-årig, der trods åndssvage voksne og dumme drenge, jo egentlig var en ganske skæg tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *