SILVANA:
Svensk rap-ikon er sejere end dig, og alle du kender

Af Emma Louise Ellehøj

Da Silvana Imam hører sin egen sang i radioen, bliver hun nødt til at lægge sig fladt ned på gulvet. Hun er helt overvældet, ’hvor er jeg bare god!’ udbryder hun triumferende. En reaktion, der ligger langt fra den nordiske jantelovsmentalitet, men alligevel føles fuldstændig på sin plads. For Silvana, både rapperen og filmen, er virkelig god.

Inden for de seneste par år er den svensk-syrisk-litauiske musiker blevet fast inventar på scenerne såvel som i radioen og de svenske teenagepigehjerter. Med spinkle lemmer, langt blond hår, sort læderjakke og tekster som ‘Du har en lille pik, smut hjem og kys dit hagekors’ har hun på rekordtid smadret alle forestillinger om, hvordan en rapstjerne ser ud. Hendes tekster, der fungerer som et gennemgående fortælleelement i filmen, er knivskarpe og handler om alt fra sexisme, homofobi og racisme til kærlighed og klassisk ‘jeg er den bedste’ hiphop-blær.

Fra filmens start er det tydeligt, at Silvana er vred. Iført skimaske og regnjakke med regnbuemønster forbander hun patriarkatet og efterlyser en revolution. Oprørstrangen og den aggressive fremtoning bliver dog lagt på hylden for en stund, da hun møder sangerinden Beatrice Eli. Hun bliver så håbløst forelsket, at det giver prikker for øjnene og skygger for alt andet. Er det langt ude at skrive en sang til en, man ikke engang kender? spørger hun på et tidspunkt. Men heldigvis går der ikke længe, før Beatrice får øjnene op for Silvanas forsigtige tilnærmelser. Kærlighedshistorien mellem de to skaber nogle af de stærkeste øjeblikke i filmen og tilføjer en særlig følsomhed og varme til Silvana, og alt det hun kæmper for.

Silvana er en nuanceret musikdokumentar med fokus på det personlige. Der bliver brugt tid på baggrund og familieforhold, og det fungerer, fordi Silvana med sin syriske far og litauiske mor har noget på hjerte og en historie, der er værd at fortælle. Hun er fra starten af sin karriere tydelig omkring sin politiske dagsorden, og der går heller ikke lang tid, før samtlige medier udelukkende omtaler hende som ‘den feministiske rapper’. Som Silvanas popularitet stiger, mangler man dog en smule refleksion over, hvordan det politiske bliver en aktiv del af hendes brand. For eksempel når hende og Beatrice sammen poserer til magasinforsider, og det allermest private også bliver en del af et kommercielt image som feministiske forbilleder. Ømme tilkendegivelser fra unge fans tyder samtidig på, at der har manglet nogen som lige netop de to at se op til i poplandskabet. Uanset hvad er det interessant at se 12-årige piger skråle med på sange, der handler om at vælte patriarkatet i stedet for det sædvanlige artige flødepop.